Læsetid: 3 min.

Labyrintisk kunst

Saxofonisten Wayne Shorter leverede med sin nye kvartet sitrende saftspændt samspil på meget højt niveau
10. juli 2001

Jazzfestival
Der har været meget stille omkring Wayne Shorter i de senere år. Faktisk har han ikke udgivet nogen plader i eget navn siden den stort anlagte og fusionsprægede High Life fra 1996. Derfor var alle vist spændte på at høre, hvad den nu 68-årige store saxofonist og komponist havde at byde på søndag aften på Plænen i Tivoli.
Og det skal jeg lige love for, at han havde.
Sammen med sine unge medspillere, pianisten Danilo Perez, trommeslageren Brian Blade og kontrabassisten John Patitucci, leverede han en kort, men suverænt spillet koncert, hvor det kollektive samspil var det altafgørende – ikke noget med at promovere sig som stjernen på piedestalen!
Shorter var nærmest ydmyg, som han stod midt mellem sine medmusikere i sin høje og lidt brede statur og lod de unge folk boltre sig lystigt i knivskarpt udfoldet og samtidig lyst og spontant spil, alt imens han lod musikken vokse og på afgørende tidspunkter stemte i med enten tenorsaxen eller sopransaxen og udfoldede et skulpturelt og skævt formet solospil af stor, stor styrke og med en afvekslende dynamik, der fik hele gruppen til at duve som en plastisk og bevægelig organisme. Musikken var ikke let tilgængelig, men befandt sig på et meget højt abstraktionsniveau, hvor de fire hævede sig op over kompositionernes melodier og akkorder og i stedet pressede antydninger og koncentrater ud af materialet i en både polyrytmisk og harmonisk fritløbende interaktion, der viste tilbage til 1960’ernes frigjorte gruppesammenspil, og netop også var en påpegning af, at musikken, som han selv var med til at skabe dengang med Miles Davis’ kvintet foruden andre mere radikale jazzånders indsatser, stadig kan avle jazzmusik med tidløs friskhed.

Ligeværdige
På scenen i Tivoli stod ikke én stjerne med tre akkompagnerede folk, men fire fuldkommen ligeværdige musikere, der i et vovet samspil somme tider kunne trække i hver sin retning eller tirre og komplementere hinanden i det konstant tvetydige spil.
Dette kan være en farlig cocktail, der kan ende i kaos og ingenting, hvis ikke der også er disciplin og en form for fælles fodslag, og der var passager ind imellem, hvor Brian Blade blev for ivrig med trommerne, men helhedsindtrykket havde stor udtrykskraft.
Wayne Shorter har præget jazzen siden 1960 som få andre, dels med sit saxofonspil, dels med en kompositorisk tæft, der har resulteret i utallige fine og prægnante melodier.
Så sent som sidste år blev hans kompositoriske indflydelse mærkbar, da pianisten Michael Cochrane udkom med pladen Footprints: Michael Cochrane Trio Plays The Music of Wayne Shorter.
Som saxofonist er han helt sin egen, nok i sin tid inspireret af bl.a. John Coltrane, og han spillede skarp og dramatisk hard bop i sin tid med Art Blakey’s Jazz Messengers fra 1959-63.
Imidlertid ændrede han spillestil i sin tid med Miles Davis i midten af 60’erne og tilføjede en mere lyrisk, fragmentarisk og insisterende stil, som han har kultiveret gennem årene, bl.a. som medlem af supergruppen Weather Report.
Shorters koncert viste denne lyriske, men samtidig stærkt fængende side af Shorter, som da han med sopransaxofonen istemte sin egen ’Aung San Suu Kyi’, en genkendelig melodi, der er at finde på hans fremragende duoplade med Herbie Hancock, 1+1 fra 1997.
Hans sopranspil har denne klagende og næsten klarinetagtige tone, og han er helt uforudsigelig – det ene øjeblik blæser han afdæmpede og luftige toner, det andet hæver han lydstyrken, stiger tilvejrs i flaksende fraser og forrykker magtbalancen i gruppens samspil.

Fornyet styrke
Shorters spil er velovervejet, fuld af afventende pauser, spørgsmål og svar, og han synes at skære ind til benet med sit spil for at hente substansen sine soler frem.
I Tivoli fik vi naturligvis også ’Footprints’, Shorters vel kendteste komposition, men i en dristigt spillet version, der fortalte sin egen historie om, at Shorter på ingen måde hviler på laurbærrene, men med denne nye kvartet er vendt tilbage med en stor musikers fornyede styrke.

*Wayne Shorter på Plænen i Tivoli, søndag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu