Læsetid: 7 min.

Laclau: Højrefløjen skal bekæmpes med populisme

Europas højrefløj har vind i sejlene, fordi de etablerede partier og hele venstrefløjen i Europa lider af et underskud af populisme. Den argentinske politiske filosof Ernesto Laclau efterlyser en ny folkelig – og mere populistisk – politik
9. juli 2001

Det er et underskud af populisme fra de etablerede partier og den europæiske venstrefløj, der har givet det nye højre gunstige vækstbetingelser i europæisk politik.
Det er den provokerende besked fra den argentinske politiske filosof Ernesto Laclau, der i sidste måned besøgte Danmark for at tale om populismens rolle i moderne politik. For Laclau er den stigende tilslutning til højreorienterede bevægelser nemlig udtryk for et svigt fra de etablerede europæiske partier. Både de traditionelt regeringsbærende partier og den venstrefløj, der ikke længere er et reelt alternativ til det etablerede system.
»Det nye højre i Europa skal ses i sammenhæng med fremkomsten af den såkaldt ’tredje vej’. Den kan blive farlig for demokratiet. Tidligere var der et klart skel mellem venstre og højre, og de udgjorde hver især en pol, som forskellige krav kunne samles omkring. Men med nyliberalismens overherredømme i de seneste 25 år er forskellen mellem venstre og højre gået i opløsning, og politik er i stigende grad synonymt med administration. Der er ingen klare politiske alternativer. Som Tony Blair siger: ’Der er ikke en økonomisk politik for venstrefløjen og en for højrefløjen. Der er kun den politik, der virker.’ Derfor føler folk en stigende skuffelse over det politiske system, de føler sig stadig dårligere repræsenteret, og resultatet er en generel apati, som vi så det under det seneste valg i Storbritannien,« siger Laclau med henvisning til maj måneds parlamentsvalg, hvor New Labour genvandt et kæmpeflertal i et valg præget af en meget lav stemmeprocent.
Det er på denne baggrund, at den stigende tilslutning til det nye højre skal ses. Laclau peger på, at der altid vil være et overskud af krav, der ikke tilfredsstilles af det nuværende politiske system og de eksisterende institutioner. Folk med utilfredsstillede krav vil altid formulere radikale alternativer, og her bærer venstrefløjen en stor del af skylden for det nye højres aktuelle styrke.
»Hvis venstrefløjen ikke kan tilbyde en alternativ forestillingshorisont, som disse krav kan indarbejdes i, så kan højrefløjen levere denne horisont. Og det er, hvad der sker i mange europæiske lande netop nu, og det er her, den vigtigste trussel mod demokratiet findes. Hvis venstrefløjen ikke kan konstruere en ny front for radikal politik, vil den fortabe sig i et sterilt, institutionelt spil, og den vil være ude af stand til at bidrage til fornyelsen af det politiske system og den offentlige debat. Der skal skabes en ny folkelig og populistisk identitet, der arbejder for forandring. Uden denne er der ingen fremtid for venstrefløjen eller for demokratisk politik i det hele taget. Derfor kan vi ikke undvære populismen.«

En venstrepopulist
At Laclau netop fremhæver venstrefløjens rolle er ingen tilfældighed. Laclau har nemlig viet en stor del af sin akademiske karriere til i samarbejde med belgiske Chantal Mouffe at formulere en ny platform for venstrefløjen i dens bestræbelser på at forandre samfundet. En forandring, som de to tidligere marxister i stigende grad følte blev hæmmet af venstrefløjens fokus på klassekampen og af en total mangel på forståelse for, hvordan menneskers politiske identitet bliver dannet. Laclau og Mouffe satte sig for at overbevise venstrefløjen om at holde op med at lægge sit projekt i hænderne på en politisk vækkelse blandt arbejderklassen, og i stedet sætte fokus på den demokratiske tradition i de europæiske lande.
Og den tætte kobling mellem politisk teori og socialistisk strategi ligger fortsat som en undertone, når Laclau taler om populismen. Ikke mindst fordi populismen for Laclau er en vigtig kraft, når det handler om at skabe forandringer i samfundet. Derfor er populismen også relevant i dag.
»Populisme har altid været vigtig, fordi det drejer sig om dannelsen af en folkelig, populistisk identitet. Populisme er, når et antal folkelige krav sættes lig med hinanden i deres modstand mod et bestemt magtsystem, der opfattes som undertrykkende. Man kalder systemet ved et enkelt navn – for eksempel establishmentet, status quo eller oligarkiet – og gør på den måde alle former for modstand mod systemet ligeværdige. I en populistisk mobilisering samles alle de politiske krav imod status quo under et symbol, der ofte er navnet på lederen,« siger Laclau, og trækker dermed klare paralleller til sin egen fortid som aktiv venstreorienteret i den peronistiske bevægelse i Argentina, der i 70’erne samlede en meget bred modstand mod militærstyret, spændende lige fra det yderste højre til det yderste venstre.
For Laclau er der derfor nøje sammenhæng mellem populisme og idéen om, at folket er en selvstændig politisk aktør. Den idé kendes fra både venstrefløjen, der taler om folkets legitime krav i modsætning til en snæver magtelite og fra konservatismen, der sætter lighedstegn mellem folket og nationen. Og særligt fra selve den demokratiske idé, der netop tror på, at folket kan styre sig selv.

Berlusconi er populist
Når Laclau taler om populisme, er der altså tale om en strategi, der er særdeles effektiv i kampen for at gøre op med undertrykkende magtsystemer. Det er en metode til at samle et bredt udsnit af befolkningen til modstand i en situation, hvor det politiske system ikke af sig selv imødekommer krav fra almindelige mennesker. Og det er i det lys, man ifølge Laclau skal forstå for eksempel Berlusconis valgsejr i Italien.
»I Italien er det politiske system plaget af splid mellem de geografiske regioner, et fragmenteret politisk system og almindelig korruption. I sådan et klima er der brug for en fornyelse, der kan skabe en form for national enhed. Centrum-venstre-regeringen prøvede at skabe en bedre administration, men i sidste ende blev den identificeret for meget med status quo, og behovet for en forandring modarbejdede dem. Om det vil lykkes for Berlusconis regering at skabe et stabilt politisk system med populistiske overtoner er jeg dog skeptisk overfor, fordi der er for mange interne uenigheder. Men vi får se.
Til gengæld vil Laclau ikke slutte sig til dem, der anklager Tony Blair og hans New Labour for populisme.
»Jeg mener ikke, at Blair på nogen måde er populist. Hans valgsejr i 1997 var i høj grad resultatet af de konservatives manglende troværdighed. Blair appellerede ikke til den lille mand – ’the underdog’. Der var tale om en meget nøje planlagt manøvre, der skulle vinde opbakning blandt midten i britisk politik, og den forløb helt igennem på de etablerede institutioners præmisser. Faktisk er det højrefløjen i Storbritannien, der gennem de sidste fire år har forsøgt at spille det populistiske kort med agitation mod euroen, vægt på lov og orden og en ubehagelig kampagne mod flygtninge. Men det mislykkedes totalt for dem at skabe en ny populistisk identitet på grundlag af de temaer. Det seneste valg viser, at briterne er parat til at begive sig ind på Labours program for institutionelle reformer – i hvert fald for nuværende. Kun hvis de reformer slår fejl vil der opstå nye sociale splittelser.«

Svar på globalisering
Forskellen på Tony Blairs New Labour og Berlusconis Forza Italia ligger med andre ord i den måde, de to bevægelser forstår vælgerne og deres politiske krav. Blair vil imødekomme vælgernes politiske krav gennem de eksisterende politiske institutioner, mens Berlusconi stiller sig i opposition til institutionerne.
»Populisme appellerer til ’folket’ på bekostning af de stabile, politiske institutioner. Selv når en populistisk leder arbejder inden for institutionerne, er der altid noget i hans diskurs, der truer eller undergraver institutionerne. Hvad mange overser er, at populisme er indskrevet i selve det moderne demokratis natur. Populisme opstår, når der skabes en politisk identitet, hvor alle forskelle er udviskede. Det vil sige folket som en politisk agent, der går på tværs af klasse, status eller professionelle forskelle.«
Moderne politik opstår i spændingen mellem de to modsatrettede tendenser: På den ene side institutionerne, der opdeler samfundet i forskellige grupper og deler magten, og på den anden side forestillingen om det samlede folk, der går på tværs af alle opdelinger.
Det er årsagen til, at populisme bliver en fremherskende reaktion i en globaliseret tidsalder. De traditionelle magtcentre inden for nationalstaterne bliver svækkede, og dermed ude af stand til at håndtere folks krav og forventninger.
»Det fører næsten naturligt til, at de sociale identiteter bliver dannet uden for de eksisterende institutioner, og i et fjendtligt forhold over for dem.«

FAKTA
Ernesto Laclau
Ernesto Laclau stammer fra Argentina, hvor han i 60’erne og 70’erne var aktiv på venstrefløjen. Erfaringerne fra det ustabile argentinske, politiske liv og peronismens rolle i argentinsk politik inspirerede imidlertid Laclau til et kritisk opgør med mange af venstrefløjens marxistiske ideer.
Laclau er sammen med Chantal Mouffe en vigtig bidragyder til diskursanalysen, der i de seneste ti år er blevet en stærk inspirationskilde på de danske universiteter. Diskursanalysen i Laclaus variant er en metode til at studere politik og identitet med et klart strategisk sigte. Laclaus vigtigste bøger er Hegemony and Socialt Strategy fra 1985, skrevet med Chantal Mouffe, og New Reflections on the Revolution of Our Time fra 1990. I 1997 udkom et udvalg af Laclau og Mouffes tekster på dansk i antologien Demokrati og Hegemoni, redigeret af Carsten Jensen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her