Læsetid: 5 min.

Lp’en gav musikken udtryk

Med den psykedeliske musiks opståen kom lp-pladen til at afløse singlen som ungdommens foretrukne lyttemedium
4. juli 2001

Tilbage til 60’erne
Med rette er det ofte blevet fremhævet at musikken spillede en central rolle i de begivenhedsrige psykedeliske år i anden halvdel af 1960’erne. Den modkultur som hippierne og deres mange sympatisører repræsenterede, samledes først og sidst om musikken. For det var den der gav dem anledning til at mødes, og det var bl.a. den, der overhovedet gav dem noget at være sammen om. Musikken var et fælles sprog som alle kunne forstå, og som nærede fantasien og kærligheden.
Det gjaldt ikke kun på de mange musikfestivaler, der dukkede op med lynets hast overalt i den vestlige verden, fra de spontant arrangerede lokalfestivaler i f.eks. København til Woodstock-festivalen i USA i sommeren 1969, hvor der til arrangørernes store overraskelse dukkede næsten 400.000 mennesker op.
Det gjaldt også, hvis to unge mennesker skulle lære hinanden bedre at kende, hvad enten det så var gymnasieeleven Rasmus, der ville i lag med Birthe fra parallelklassen, eller det var Jock fra Wyoming, der ville nasse en smøg af Steve fra New York. Så kunne man jo altid begynde med at tale lidt om den seneste Hendrix-plade.

lp-pladens betydning
Musikkens betydning for hippiernes selvforståelse og deres måde at leve, tænke og kommunikere sammen på, kan nok ikke overvurderes. Men det handlede jo ikke kun om koncerterne. For kendskabet til musikken kom i første omgang fra de lp-plader som man konstant lyttede til, snakkede til, elskede til og lærte af.
I det hele taget var der noget meget tiltalende ved en lp-plade med tidens toner på. I modsætning til en roman kunne man lære den at kende på overskuelig tid, man kunne lytte til den igen og igen, og ikke mindst var den til at købe for penge. Og skulle man ikke have nogen penge overhovedet, kunne man jo følge den opfordring, som Rolling Stones-manageren Andrew Loog Oldham havde skrevet som bagsidetekst til en af de første Rolling Stones-plader: »Hvis du ikke har kasse nok til at købe pladen her, så slå en klo i den nærmeste blinde mand, pand ham en og hug hans tegnebog. Og se – nu har du skillingerne!«
Pladeselskabet afslog beundringsværdigt nok at gengive teksten på pladecoveret, men opfordringen rummede unægteligt et gran af hippie-sandhed ved at proklamere, at for unge lyttere var retten til den nye rockmusik hævet over loven – så nødvendig var den.
Der var ingen tvivl om at lp-pladen udgjorde en vigtig identitetsskabende faktor blandt tidens unge. Med andre ord: Man kunne ikke have vennerne hjemme til te, hvis man ikke samtidig kunne spille Dylan, Who eller måske Grateful Dead på grammofonen.

Pladeformater
Men hvordan skete det at netop lp-pladen blev så enormt vigtig? Lige siden rock’n’roll-tiden midt i 1950’erne havde det jo været singlen der var det centrale musikalske medium.
Sidst i 1940’erne havde pladeindustrien og resten af verden været vidne til den dramatiske battle of the speeds i USA. Uafhængigt af hinanden havde to konkurrerende pladeselskaber næsten samtidigt fundet hver deres afløser til den forældede og fysisk skrøbelige 78-plade. Den ene var singlen på 45 omdrejninger i minuttet med plads til et nummer på hver side, og den anden var long playing-pladen på 33 omdrejninger i minuttet med plads til omkring 20 minutters musik på hver side.
Det viste sig hurtigt at selskabernes kamp var overflødig, for der var rigelig plads til begge medier: Singlen til popnumrene, der jo alligevel ikke varede mere end tre minutter hver, og lp-pladen til den mere seriøse musik, altså først og fremmest klassisk musik. Så mens hjemmets teenagedatter hørte Buddy Holly på single, hørte farmand Beethovens Eroica-symfoni på lp-plade.
I 1960’erne begyndte flere og flere grupper ganske vist også at udgive lp-plader, men som det f.eks. er tilfældet for The Beatles’ tidligste plader, var der ikke rigtigt tale om andet end en mere eller mindre tilfældig samling af ældre singler, covernumre og nogle B-sider, der ikke havde været catchy nok til selv at blive singler.
Alt dette afspejlede sig også i pladernes artwork, der oftest begrænsede sig til farvefotografier af de altid storsmilende og nydeligt påklædte musikere, med en liste over pladens numre på bagsiden.

Den psykedeliske plade
Fra midten af 1960’erne – i slipstrømmen på den gryende psykedeliske tidsånd – begyndte tingene at ændre sig.
Hvem der havde ansvaret for det, kan være svært at sige. Men en del af svaret er sikkert, at musikere som Bob Dylan og The Beatles stillede større krav til lytterne ved at udfordre dem tekstligt og musikalsk, samtidig med at lytternes behov for selv at fordybe sig i musikken også steg.
Tendensen blev åbenlys i 1967, hvor der for første gang nogensinde blev solgt flere lp-plader end singler på verdensplan. Og rækken af lp-plader der mere fremstod som værker end som en tilfældigt sammensat række af numre, begyndte hurtigt at vokse.
The Beatles’ Sgt. Pepper’s Lonely Heart Club Band, Jimi Hendrix’ Electric Ladyland, The Who’s Tommy og måske også Loves Forever Changes hører til de plader, der fortsat huskes fra denne periode. Pladernes artwork blev nu inddraget som integreret del af det kunstneriske udtryk, og det er i øvrigt betegnende at de nævnte Hendrix- og Who-plader begge er dobbeltalbum. Sidstnævnte og mange andre plader var desuden såkaldte konceptalbums, hvor numrene på pladen var underlagt en gennemgående handling eller idé.
Singlen var ikke længere det foretrukne medie, hvilket blev evident med fremkomsten af supergruppen Led Zeppelin. Helt fra begyndelsen, dvs. fra debutpladen i januar 1969, nægtede gruppen konsekvent at udgive singler. Gruppen havde fået forhandlet en eksklusiv pladekontrakt i hus, der gav dem og deres manager fuld kunstnerisk råderet, og derfor kunne det lade sig gøre at føre en meget stram udgivelsespolitik på det punkt, også selvom gruppen egentlig slet ikke lavede konceptplader.

Værkbegrebet i rocken
Skal man sætte hippie-epokens anvendelse af lp-pladen ind i en mere overordnet sammenhæng, er det tydeligt at rockmusikken med netop denne anvendelse for første gang fik sit eget værkbegreb, et vigtigt forhold i etableringen af rockmusik som en kunstart på linje med f.eks. den klassiske musik. For musikerne på de nævnte plader leverede ikke længere blot underholdning til dans og fest. De var snarere kunstnere i deres egen ret, hvis musik og tekster blev taget alvorligt som kunst både af lyttere og kritikere, og hvis krav til fordybelse og koncentration hos lytterne undertiden var omfattende. Hvordan kunne gruppen Love ellers lave et nummer som »Revelation« med den monstrøse længde af 19 minutter, således som det skete på Loves andet album Da Capo fra 1967 – og hvordan kunne Doors på deres debutalbum fra samme år lave et nummer som »The End« med en længde på mere end 11 minutter? At standardlængden for hitsingler alligevel fortsat holdt sig nede i nærheden af tre minutter også i de efterfølgende årtier, er så en helt anden sag.

*Serien ’Tilbage til 60’erne’ sætter fokus på kunst, teater, musik, litteratur m.m. for at undersøge, hvordan årtiet igen er blevet in

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her