Læsetid: 7 min.

Lysten til at fabulere

At skrive bringer ingen forløsning, kun orden. Der er ikke nogen terapeutisk proces i det at skrive. Jeg får ikke noget ud af at bearbejde mine oplevelser og erfaringer, fortæller den jødiske forfatter Janina Katz
13. juli 2001

(2. sektion)

Interview
For 10 år siden udgav den polske oversætter Janina Katz sin første digtsamling. Hvorfor hun efter at have beskæftiget sig med litteratur det meste af sit liv pludselig begyndte at skrive digte i en alder af 52 år – det begyndte endda, mens hun sad i bussen – har hun ingen fornuftig forklaring på. Det skete bare. Læser man den snes bøger, hun siden har udsendt i rap, bliver man imidlertid hurtigt klar over, at den pludselige fortælletrang kommer et bestemt sted fra.
Katz blev født af jødiske forældre i Krakow 1939 kort før Tysklands invasion i Polen, hvorfor store dele af forfatterskabet handler om livet og opvæksten efter den store katastrofe, der overgik de polske jøder. Og som fik et besynderligt efterspil i slutningen af 60’erne, hvor antisemitismen igen blussede op i Østblokken som følge af absurde forviklinger i den kolde krig.
Ligesom de fleste andre tilbageværende jøder måtte Janina Katz forlade Polen i slutningen af 60’erne, hvorefter hun bosatte sig i Danmark.
– Du debuterede med den alvorlige og nærmest giftige digtsamling ’Min mors datter’. Men er det ikke sandt, at dit forfatterskab siden har bevæget sig i en mere munter retning, selv om du stadig holder fast ved det dystre tema.
»Ja, det er nok rigtigt, at der er en humoristisk drejning. Selv kan jeg ikke helt skelne humoren fra det tragiske. Det er noget, der sidder i en og som pludselig dukker frem. Men det var svært at skrive humoristisk om de forfærdelige ting, min mor nåede at opleve, og som fylder en del i de første bøger.«
– Er der en forløsning i det at skrive, som gør det muligt at skrive mere humoristisk? »Nej, der er ikke nogen terapeutisk proces i det at skrive. Jeg får ikke noget ud af at bearbejde mine oplevelser og erfaringer. Og jeg bliver hverken mindre bedrøvet eller vred af at skrive om de ting, som er sket. Det bringer heller ikke nogen glemsel. Så forløsning kan man ikke tale om.«
– Du oplever heller ikke at kunne distancere dig fra dit stof i kraft af forskellige fortællegreb?

Kaos finder en form
»Nej, ikke rigtigt. Men til gengæld sker der noget andet: Det, som er kaotisk, finder en vis form, idet det bliver beskrevet. Der opstår en slags forsoning i formen. Men grundlæggende skriver man på grund af det, Goethe kaldte die Lust zu fabulieren. Hvor den fortællelyst kommer fra, aner jeg dog ikke. Den russiske digter Joseph Brodsky sagde, at lysten kommer fra Gud, men så forstår jeg ikke, hvordan den kommer til mig, der ikke er troende.«
– Du taler om forløsning i formen, og det er karakteristisk, at du skriver på en overordentlig enkel måde om komplicerede og kaotiske ting…
»Det er nok, fordi jeg gør en dyd af nødvendigheden. Dansk er ikke mit modersmål. Derfor er der kæmpestore områder, jeg ikke tør berøre, fordi jeg ikke har det samme ordforråd som andre danske forfattere. Jeg ved ikke, hvordan jeg ville skrive, hvis dansk var mit sprog. Måske ville jeg stadig skrive enkelt. Bogen Mit liv som barbar, hvor jeg skriver om min families historie, slutter med ordene: ’Livet er en fortælling. Men kun de heldigste af os får lov til at renskrive den.«
– Hvordan kan det være at det netop er efterkrigstidens overlevende jøder, du skriver om?
»Det er dem, jeg ved noget om, og deres skæbne interesserer mig. Den vil jeg gerne fortælle. For problemet er jo stadig væk levende. Her tænker jeg ikke så meget på konflikten i Mellemøsten som på bølgen af Holocaust-benægtere. Tænk at det skulle fortsætte!«

Jødisk selvironi
– Selv om du beskæftiger dig med komplicerede politiske og etniske spørgsmål, giver du dig ikke af med at forklare tingene vel?
»Nej, det har du ganske ret i. Jeg tror heller ikke, at det er problemer, man sådan kan løse. Derfor synes jeg, at det er meget mere spændende at fabulere end at forklare. Når jeg selv læser bøger, er det fablen, der optager mig. Beskrivelsen antyder jo også forklaringen.«
– Trods det at de politiske omvæltninger i Polen har påvirket navnlig jøderne meget, giver du dig ikke af med politiske spørgsmål. Hvorfor ikke?
»Jeg ville ikke drømme om at blive politisk forfatter. Forklaringen på, hvorfor man bliver kommunist eller nazist, er jo sjældent politisk. Det plejer jo at skyldes så mange andre omstændigheder. Når hormonerne raser, kan alt jo forvandle sig til politik.«
– Så det er snarere det før-politiske, der optager dig?
»Ja. Og så omgivelserne. Hvor kritisk er man? Hvem lader man sig påvirke af?
Ideologiernes indhold interesserer mig ikke så meget. Det er snarere spørgsmålet om, hvordan man lader sig forføre. De ting har jeg skrevet om i romanen Putska. Det er en historie om en ung kvindes opvækst i 50’erne og 60’ernes Polen, frem til hun forlader landet, ligesom jeg selv gjorde. Hvis man skriver om den periode, kan man næsten ikke undgå at berøre politiske emner. Putska er nok min eneste politiske bog. Jeg har gudskelov ikke beskæftiget mig meget med den slags.«
Det kendetegner Janina Katz’ stil, at hun opholder sig ved enkle og umiddelbare sanseindtryk i de personskildringer, der typisk er hendes fortællingers omdrejningspunkt. Endnu mere karakteristisk er det, at alle kliche-
erne om den jødiske fysiognomi dukker op hos hende. Tilsyneladende ufordøjet.
– I dine personskildringer opholder du dig gerne ved særlige jødiske skavanker. Et sted skriver du: ’Det eneste, der var jødisk ved ham, var hans platfodethed og runde ryg.’ Hvorfor?
»Mange antisemitter mener jo, at jøder er platfodede og rundryggede. Og vi er jo rundryggede, det er jeg også selv. Det er nok, fordi vi har læst så meget! Nej, det er selvfølgelig et udslag af det, man kalder den jødiske selvironi. Vi overtager det billede, andre har af os, og gør det til grin. Men ikke helt til grin. Og det er ofte befriende morsomt. Man siger, at folkeslag ikke har nogen etniske karaktertræk, men jeg ved ikke helt, om det passer. I modsætning til alle andre folkeslag jeg har mødt, er det sådan, at selv en dum jøde har selvironi. Oftest er dumme mennesker jo berøvet selvironi, men sådan er det ikke hos os. Hvordan det kan være, aner jeg ikke. Jeg ved kun, at vi har haft brug for evnen til at spejle os i andres fordomme om os.«

At skrive på dansk
– Hvad er det for bøger, du er påvirket af?
»Det kan jeg ikke vide. Men jeg kan fortælle dig, at jeg gerne vil skrive digte som
Yehuda Amichai og Wislawa Szymborska. I det hele taget holder jeg meget af de forfattere, jeg har oversat: Herbert, Milosz og Ewa Lipska. De digtere, jeg oversatte, er så skamløst gode, at jeg aldrig overvejede selv at begynde at skrive, dengang jeg oversatte dem. I prosaen er det Nabokov og to jødiske forfattere, der hedder Malamud og Yehoshua, jeg forsøger at lægge mig efter. Hvis jeg bare kunne skrive én sætning ligesom dem, ville jeg blive glad. Jeg har en helt klar idé om, hvordan jeg gerne vil skrive. Men om man virkelig lader sig påvirke af sine forbilleder, kan man jo aldrig selv vide.«
– Har du haft nogen danske forbilleder, siden du er begyndt at skrive på dansk?
»Nej, ikke i en sådan grad, at jeg ønsker at efterligne dem. Men der er mange danske digtere, jeg kan lide. De store danske klassikere læste jeg allerede som ung i Polen – længe før jeg anede, at jeg skulle komme til at tale dansk. I begyndelsen af århundredet blev der oversat enormt meget fremmed litteratur til polsk. Ganske vist fra tysk, men alligevel. Der er dog én dansk forfatter, jeg for alvor har til gode, og det er Goldschmidt. Jeg skammer mig lidt over endnu ikke at have læst andet end nogle få noveller af ham,« fortæller Katz, der gennem sine 30 år i Danmark har ernæret sig ved at arbejde på Det kgl. Bibliotek samt som oversætter og journalist for polske eksil-tidsskrifter og Radio Free Europe.
– Hvordan er det at skrive på dansk, når man oprindeligt taler polsk, der gælder for et af verdens mest komplicerede sprog?
»Det føles godt, men også som en slags gambling. Der er så mange overraskelser ved at skrive på dansk. Jeg har fundet mig godt tilpas med det danske sprog og synes, at det er udtryksfuldt. Som sagt har jeg arbejdet en del som oversætter fra det polske sprog, som er meget rigt, og det forekommer mig, at det meste lader sig oversætte. Der er så meget litteratur, der er blevet oversat til dansk. Og det tyder godt for sproget.«

*Denne artikel er den første af en række forfatter-samtaler, som vi bringer i løbet af sommeren

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu