Læsetid: 4 min.

Mellem to skrivemåder

Den russiske emigrantforfatter Vasilij Aksjonov slutter sin trilogi om en familie under Stalin-tiden af med en ret amerikansk bog. Den er veldrejet og læseværdig, men stor litteratur er den ikke
13. juli 2001

(2. sektion)

Roman
Med Fred og fængsel får vi langt om længe sidste bind af Aksjonovs familiekrønike gennem Stalin-tiden. I første bind (Vintergenerationen) oplevede vi den fra midten af 1920’erne til det store sovjetiske terrorår 1937. Andet bind Krig og fængsel foregik under verdenskrigen. I dette sidste bind handler det om årene fra 1949 frem til 1953, Stalins dødsår.
Over 1.200 sider og gennem mere end 25 år har vi fulgt Gradov-familien. Pater familias er Boris Gradov, kendt læge og til tider Stalins livlæge, hans kone Vera, en georgisk pianistinde. Deres tre børn bliver glødende revolutionære, ligesom svigerbørnene, og ender i tidens stalinistiske tandhjul vidt forskellige steder, lige fra krigshelte til lejrfanger, eller begge dele. Efter krigen er der fokus på børnebørnene, der ligeledes havner vidt forskellige steder, for det meste i problemer. Ved slutningen af sidste bind er familien spredt mellem Moskvas elite, byens demi-undergrund – og fangelejre i Det fjerne Østen.
Romanen blander i sin helhed, men også i de enkelte bind fiktion og historiske skildringer, og især hvad der ligger midt imellem, med vægt på fiktionen som den mest dækkende beskrivelse af en virkelighed, som selve historieskrivningen stadig har svært ved at bestemme grundene til og forløbene af. Dét giver frit råderum til en forfatter, og Aksjonov har til de sidste to bind hentet – om end polemisk – sin indfaldsvinkel hos Tolstoj og dennes Krig og fred: At historiens gang er en række af vilkårlige begivenheder.
Selv om det er at springe over, hvor gærdet er lavest, er tilfældighederne, i deres ulogiske grusomhed en af ’faktorerne’, der må tages med i overvejelserne om Stalin-tiden. Og dét gør Aksjonov i en afvejning mellem historiske facts og litterær fantasi – ligesom Tolstoj og så mange andre har gjort.

Historie og litteratur
Skønlitterære værker har til tider uddraget essensen af historiske perioder, så litteraturen på bedste vis har udkrystalliseret det væsentlige, der som overbygning giver et om end ikke historisk helt korrekt, men samtidig mere dækkende fugleperspektiv og dybdeborende aspekt, også når det er fiktive detaljer, der bygges på.
Det er en af Aksjonovs fortjenester i sit trebinds-værk at have givet et intenst billede af al den angst og frygt, der prægede Stalin-tiden. I de tre bind har Aksjonov ændret stilen, for hvor han i første bind skiftede mellem at nævne kendte personer ved navns nævnelse og gav andre pseudonymer, er det hele mere ligeud i sidste bind.
Her koncentrerer han sig om fiktionen og giver herved et mere præcist billede end ved at lege amatørhistoriker. Han genskaber især stemningen, den isnende terror af tilfældigheder og vilkårlighed, der til tider efter hovedlinjer, til andre tider efter luner bestemte Stalin-ledelsens konspiration mod russerne og de sovjetiske folkeslag.
Fred og fængsel er ligesom de to tidligere bind skruet enormt godt sammen, så der opstår en åndeløs spænding, ofte ved at personer forlades i tilspidsede, livsfarlige situationer, og læseren først efter lang tid får at vide, hvad der er sket med dem. Det er alt sammen legitimt og viser med hvilket overlegent håndværk, Aksjonov i 1990’erne kan skrue forløb sammen, der får læseren til at stivne, og derved fængsler læserens opmærksomhed. Men i det afsluttende bind bruger Aksjonov endnu flere virkemidler, ikke mindst sex og vold og kombinationen af dem begge.
Ud over at tidens stemning formidles på denne måde, er det også et relevant spørgsmål, om dette er stor litteratur, uanset det suveræne håndværk. Her skilles vandene, alt efter indfaldsvinkler.

Effekter og litteratur
De forskellige indfaldsvinkler hænger sammen med kulturkredse. Vasilij Aksjonov er en af de helt store russiske forfattere i anden halvdel af sidste århundrede, med en egen grotesk-realistisk stil.
I 1980 emigrerede han til USA og fortsatte sin stil i en ti år. Siden har han i talrige interview erklæret, at han nu mere henvender sig til amerikanske læsere end til russiske, fortsat dog udelukkende skrivende på russisk. Han opholder sig ofte i Rusland, hvor anmelderne har været meget afvisende over for den nye Aksjonov, medens læserpublikummet er vildt begejstret.
Hvis dette værk var en amerikaners værk, ville jeg være ret så positiv. Men i al sin veldrejethed synes jeg det er for spektakulært, enormt velegnet til f.eks. en filmatisering i form af en amerikansk tv-serie. Men nu er det en stor russisk forfatters russiskskrevne værk, så sætter jeg andre briller på. Det føles mærkeligt, og kan det være rimeligt?
Jeg kan ikke svare entydigt. Men hvor en anden stor emigrantforfatter, Vladimir Nabokov efterhånden ikke kun gik over til at skrive amerikansk, men skabte en ny stil, har Aksjonovs trilogi store ligheder med tidens dygtige amerikanske håndværks-forfattere, der bestemt formidler noget vigtigt, men vælger former, der får tingene til at glide ned. Så selv de mest seriøse og dybe emner præsenteres – dygtigt og alt det der – med en fernis af underholdningseffekt.
Denne balancerende grænse har Aksjonov bevæget sig ud på med sin trilogi. Den er velskrevet og spændende, men stor litteratur er det ikke, kun en easy reader.

*Vasilij Aksjonov: Fængsel og fred. – En Moskva saga 3. Overs.: Inger Thorup Dalgård. 388 s., 395 kr. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu