Læsetid: 5 min.

Mens vi venter...

En håndfuld amerikanske ’high concept’-film lover andet og mere end bare store effekter og en tur i rutsjebanen
20. juli 2001

(2. sektion)

Filmmytologi
Der er ikke noget nyt i, at de dominerende amerikanske filmstudier sender stort budgetterede film ud i biograferne. Ejheller at publikum verden over sidder savlende og venter på den næste high concept-film, hvor superstjerner, et skræddersyet plot, hysterisk markedsføring og alverdens merchandise går op i en højere, uhellig enhed.
Selv ikke det, at der en gang imellem produceres en potentiel blockbuster eller to, som skiller sig ud fra mængden ved at turde/ville/kunne mere end gennemsnittet, er noget nyt. Alligevel kan 2001 gå hen og blive et bemærkelsesværdigt år, hvad angår de larger than life-produktioner, filmkøbmændene har tænkt sig at begave os med – formedelst 75 kr. ved billetlugen.

Liv og visioner
Glem alt om storbarmede Lara Croft og floppet Tomb Raider, en vanskabning af en film baseret på et populært computerspil, der nok skal trække horder af bumsede, liderlige teenagedrenge i biograferne. Selv hvis det havde været en god film, ville Tomb Raider ikke have været at finde blandt filmårets uomgængelige titler. Vi snakker nemlig om mytologi her. Film, der har et liv uden for biografen – måske endda havde det, inden de nåede så langt – og som kan resultere i ophedede diskussioner filmfans imellem. Film, hvor den kunstneriske vilje er større end budgettet, og hvor instruktøren på trods af de enorme økonomiske forpligtelser både har mulighed for og tør sætte sin vilje igennem for at realisere sin version.
Ikke færre end fem film synes at have det i sig. Det der udefinérbare, som lover noget ud over det sædvanlige, og som kan få selv den mest garvede filmfan til at spærre øjnene op.
Det drejer sig om Spielberg/Kubrick-filmen A.I. – Artificial Intelligence, der just har fået amerikansk premiere, om Tim Burtons genindspilning af Abernes Planet, om Hughes-brødrenes dramatisering af Alan Moore og Eddie Campbells Jack the Ripper-tegneserie From Hell, og ikke mindst om filmatiseringerne af to beundrede fantasy-universer, Tolkiens episke Ringenes herre og J.K. Rowlings superpopulære Harry Potter-serie.

Kunstig intelligens
A.I. er baseret på en novelle fra 1969 af den britiske scifi-forfatter Brian Aldiss – Supertoys Last All Summer – og handler om en drengerobot, der ligesom Pinocchio gerne vil være en rigtig dreng. Det var et projekt, som Aldiss og Stanley Kubrick arbejdede på sammen op gennem 80’erne, men i starten af 90’erne røg Aldiss ud, og Kubrick fortsatte alene.
Kubrick involverede vennen Steven Spielberg i filmen, da han efter at have set Spielbergs Jurassic Park indså, at nu var teknologien tilstrækkeligt sofistikeret til, at han kunne lave filmen, som han havde lyst til. Det var derfor også ganske naturligt, at Spielberg, underholdningsfilmens fremmeste auteur, efter Kubricks død i 1998 overtog instruktørens efterladte, endnu ikke realiserede projekter, herunder A.I..
Aldiss og Kubrick havde ikke kunnet få manuskriptet til at fungere, bl.a. fordi den oprindelige historie kun var på 12 sider og ikke fyldte nok til en hel film. Men da Spielberg meldte sig klar til at fortsætte arbejdet på A.I., viste det sig, at Aldiss faktisk havde skrevet to fortsættelser, som sammen med den originale novelle udgør grundstenen i det manuskript, Spielberg har baseret filmen på. I øvrigt er det instruktørens første selvskrevne manuskript siden to af hans bedste film Nærkontakt af tredie grad (1977) og E.T. (1982), der begge deler deres temaer omkring barndom og uskyld med A.I..
Skal man tro de amerikanske anmeldere, der har rost Spielbergs film, så beretter A.I. – i et spændende møde mellem to forskellige kunstneriske temperamenter – en kompleks og fascinerende historie om »selve kærlighedens natur,« som Newsweeks David Ansen formulerer det.

Nyt liv i gamle klude
Tim Burton har gjort det før – genoplivet ellers udpint dramatisk materiale – med sine to stilfulde, moderne gendigtninger af historien om den kappeklædte korsfarer, Batman. Nu gør han det måske igen med en filmatisering af Pierre Boulles roman fra 1963, La planète des singes, der også lå til grund for Franklin J. Schaffners scifi-klassiker Abernes planet (1968).
I hvert fald er Burtons Planet of the Apes (den bevarer sin originaltitel) mere en ny fortolkning af historien end en egentlig genindspilning af Schaffners film. Burtons film handler netop om en fremmed planet – og ikke som i den originale film om jorden i en fjern fremtid – hvor en astronaut fra vores verden strander og må tage kampen op mod planetens herrerace, aberne.
Ingen tvivl om, at Burtons visuelle begavelse nok skal give os noget at måbe over. Men spørgsmålet er, om han i sin revision af historien formår at holde samme balance mellem action og tankeeksperiment som Schaffners film, der tilhører samme bølge af intellektuel 60’er-scifi som Kubricks Rumrejsen år 2001.

Tidsrejse
Interessant bliver det også at se, om instruktørbrødrene Albert og Allen Hughes formår at bevare tonen fra forlægget i deres filmatisering af Alan Moore og Eddie Campbells formidable grafiske roman From Hell.
Briten Alan Moore er kendt for sine litterære og komplekse tegneserier, der har det med at sprænge rammerne for mediet, og From Hell er ingen undtagelse. Den otte bind store tegneserie foregår i et viktoriansk London og følger den labyrintiske jagt på den bestialske ludermorder Jack the Ripper. Historien er et gennemresearchet og medrivende forsøg på at løse gåden om morderens virkelige identitet – en rejse tilbage til en tilknappet tid, som i Eddie Campbells streg står lyslevende for læsernes øjne.

De talentfulde, unge
Hughes-brødre, der kun har tre film på samvittigheden – bl.a. de stærke ghettoskildringer Menace II Society og Dead Presidents – gaber over en stor mundfuld med From Hell – ikke mindst fordi den omfangsrige historie skal trænges sammen til én film. Men deres udelte begejstring og respekt for Moores forlæg kan være med til at sørge for, at det lykkes for dem.

Fans i kulissen
Fans af From Hell er ikke de eneste, der nervøst lurer i kulissen i et forsøg på at holde styr på, hvad der sker med deres idoler. Også fantasyforfatteren J.R.R. Tolkiens trofaste læsere venter på den talentfulde new zealænder Peter Jacksons tre film høje filmatisering af verdensbyggerens genredefinerende hovedværk, Ringenes herre.
Med en film om året de næste tre år, burde selv de mest sultne og forventningsfulde have noget at se frem til. Og de fleste fans er overbevist om, at Peter Jackson om nogen er manden, der kan klare opgaven. Ikke mindst fordi han, inden han påbegyndte optagelserne, sørgede for at få fans’ene over på sin side ved at høre deres meninger og kommentarer til, hvordan han bedst kunne overvinde nogle af de vanskeligheder, som ligger i en bearbejdning af så enormt et materiale som Tolkiens.
Den mulighed benyttede Chris Columbus sig ikke af, da han gik i gang med filmatiseringen af første bind i J.K. Rowlings romanserie om troldmandslærlingen Harry Potter. Men han havde også forfatteren selv at konsultere, og da hun først havde sagt ok, syntes vejen at være banet for en filmversion af det univers, der i løbet af de seneste tre år har pustet nyt liv i fantasygenren med både humor, spænding og opfindsomhed.
Så, nu er banen kridtet op, og så må tiden vise, om de fem film og deres instruktører viser sig værdige til vores store forventninger.

*A.I., Abernes planet, Ringenes herre, Harry Potter og From Hell får alle dansk premiere senere i år

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu