Læsetid: 5 min.

Minder i vand

Preussen i centrum – Berlin godt et årti efter ’Wende’ (3)
14. juli 2001

Intermetzo
Berlin er en havneby. I det nittende århundrede og godt op i førkrigsårene en af de største i Europa. Vandvejssystemerne dominerer byens struktur og opdeler denne naturligt i sektioner, bydele, Bezirke. Ud over denne praktiske anvendelse af vandet til mønster for byplanen og som befordring af handel omgives det vældige berlinske by-
system – af udstrækning som Bornholm – af betydelige rekreative skov- og parkområder, smukt fordelt i store sammenhængende vandskaber over næsten hele reviret, som kun få andre europæiske storbyer kender magen til: Floder, kanaler, skovkransede søer med høje brinker afløst af sandstrande og generøse muligheder for udflugter i det fri så at sige fra den ene ende af metropolen til den anden. Alle disse herligheder blev som sammenhængende system selvsagt amputeret af muren. Byen som helhedstanke blev ødelagt. Forbindeleserne historisk såvel som topografisk blev brudt ned, og logikken i århundreders udbygninger af infrastrukturen gik fløjten. Stor-Berlin blev på begge sider af den antiimperialistiske mur snarere et system af uindbydende blindgyder og kanaler og floder med blokerede sluser. For eksempel kunne den besøgende misfornøjet stå og glo fra Rigsdagsbygningens dengang øvre uhyggelige lokaler på Sprees store bugtning bag beton og pigtråd, vel vidende at folk, der forsøgte at forcere floden – og gerne gjorde det hér – simpelthen blev skudt, mens de opholdt sig i vandet. Under Erich Honecker ophøjede regimet angiveligt i stolthed over den enestående disciplin i Folkepolitiet en korporal til løjtnant af linjen – et uhørt karrierespring – med den bemærkelsesværdige begrundelse, at den pågældende særligt initiativrige korporal uden at afvente ordre skød og dræbte en republikflygtende frisvømmer på eget initiativ.

Det er på den og anden baggrund ikke for meget eller højtravende, som flere har udtrykt det, at Berlins vande periodisk har været røde af ofrenes blod. I en af disse vandveje med en fortsat foruroligende klang af mørke, vold, borgerkrig og undergang, Landwehrkanal, alene navnet, verfede frikorpsfolk det endnu varme lig af Rosa Luxemburg. Kort forinden havde medlemmer af den tidligere kejserlige Garde-Kavallerie-Schützen-Divison som en art selvbestaltet politi og standret i ét ude på en dækadresse i Wilmersdorf indfanget den kommunistiske forkvinde, hvem ikke så få mente ville være den eneste, der nogenlunde effektivt ville kunne regere det splittede land, derefter ført hende ind på det fornemme Eden Hotel på Kurfürstendam, på et af værelserne arrangeret pinligt forhør og endeligt slæbt hende ned i det dertil beregnede automobil og skudt hende i hovedet. Et øjenvidne på hotellet, Harry Graf Kesslers kammerjomfru, berettede bagefter, at den lille kvinde med det gennemtrængende blik klemt inde mellem de store og bryske frikorpsfolk roligt og fattet var gået sin – i og for sig forventede – skæbne i møde. Under hele forløbet havde der hersket dødsstilhed i det store hotel. Ingen blandede sig, flere af de velhavende gæster håbede formentlig, at tilfældet Rosa Luxemburg kunne bringes ud af verden i al diskretion.
Få hundrede meter derfra ved Neuer See myrdede medlemmer af den samme højrereaktionære kreds – forløberne for nazisternes stormtropper i SA kan man med sindsro hævde – Luxemburgs medarrestant, Karl Liebknecht, året før udråberen af Sovjet-republikken Tyskland fra kongeslottets balkon. Disse drab skete om aftenen den 15. januar 1919, og de skete med fuld velsignelse af SPD og formanden, senere rigspræsident Friedrich Ebert. Fire dage senere fandt det valg sted, der gav SPD et markant, men jo på lidt længere sigt temmelig udsigtsløst flertal. Spartakistopstanden var ganske vist knækket og rejste sig ikke igen, men atmosfæren i Berlin så forgiftet, og risikoen for attentater fra et styrket højre og et frustreret venstre i den grad tilspidset, at regering og rigsforvaltning af sikkerhedsgrunde henlagdes til gamle Goethes noget fredeligere og provinsielle Weimar. Herefter gik det hele med diverse svinkeærinder ad helvede til.

Det tyske og dermed europæiske mareridt var som bekendt først forbi i 1989, hvis man kan tillade sig at forenkle historien en smule.
Berlinerne er imidlertid gode til at minde sig selv og andre om disse og utallige andre traumer i rigets – eller rettere rigernes – og byens historie.
Som antydet står begivenheder og personers skæbne ikke sjældent og i sagens natur i forbindelse med byens rigdom på vand og vandveje. Mindesmærket for Rosa Luxemburg stikker op af vandet udformet som hendes navnetræk nær den Lichtensteinbro, hvorfra dumpningen af hendes døde legeme skete, og hvorfra man først fik fisket hende op en måneds tid senere. Ved Neuer See i det vestlige Tiergarten, hvor nu etniske berlinere af tyrkisk afstamning fortrinsvis Bezirk Kreuzberg gerne holder familieudflugter og lifligt duftende steger forfædrenes hjemlands vemodige kebab’er og fisk på medbragt grill, har man sat en brudt mindesøjle på stedet, hvor morderne skilte sig af med liget af republikudråber Liebknecht. Siden skabte Mies van de Rohe et revolutionsmindesmærke for dem begge, Luxemburg og Liebknecht i skøn forening i martyrdøden på ’den røde kirkegård’ i Friedrichfelde; dette værk blev senere – jo ikke vildt overraskende – ødelagt af nazisterne.

Hvor et klassisk berlinsk vandskab som minde om die Vergangenheit bliver mere påtrængende end noget andet, er uden sidestykke i den aller sydvestlige ende af byen ved Grosser Wansee. For allerede flere år siden åbnede man villaen som Gedänkstätte. Det er næsten ikke til at holde ud, men et besøg er trods alle sartere følelser et must. Her på denne fornemme adresse, Am Grossen Wannsee 56-58, hvor Sicherheitsdienst – med den rædselsomgærdede forkortelse SD blandt så mange andre steder i byen holdt til, samledes den dag, der gjorde lokaliteten berygtet for alle tider fremover, Hitlers løjtnanter med chefen Reinhardt Heydrich i spidsen og med Göring og Himler parat i røret, utvivlsomt med Adolfs personlige anvisninger på den endelige løsning et sted i en særdeles aktiv baggrund. Forsamlingen den 20. januar 1942 talte regimets bedste logistikere fra de indbyrdes konkurrerende sikkerhedstjenester. Dertil kom almindelige embedsfolk, der tog referat og udførte de ønskede talmæssige og andre overslag. Med udsigt over den dejlige Wannsee, hvor lystbådene om sommeren tumler sig, og folk bader fra stranden på den anden side, diskuterede de alle aspekter af problemstillingen, hvis kerne jo var, hvorledes man ombringer så og så mange millioner mennesker – eller jøder – hvilket i de forsamledes øjne ikke var det samme, og dét på en rimelig tid og med rimelige omkostninger uden urimelig uro blandt ofre og øvrige befolkning. Nem var opgaven ikke. Alene problematikken i anvendelsen af jernbanenettet, sammenholdt med den komplicerede og ressourcekrævende to-frontkrig medførte indvendinger fra de ansvarlige forvaltere. Ikke indvendinger mod de påtænkte drab på mænd, kvinder, gamle som unge, og børn, ingenlunde, men mod at overbelaste materiellet, for slet ikke at tale om vanskelighederne ved at fremskaffe de mængder af ombringelsesmidler, man efter omhyggelig beregning skønnede nødvendige for at udrydde det besatte Europas jøder.
Ufatteligt at mennesker kan træffe den slags beslutninger med sådan en udsigt over en skovomkranset rekreativ sø.
Noget tilsvarende som villaen ved Wannsee kan man trods alt ikke sejle sig til ovre i øst i DDR’s efterfølgende misgerningsregister. Hvor gerne end vulgærpostkoldkrigerne vil have tingene til at gå op i en historieforfalsket enhed.

*Fortsættelse følger næste lørdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu