Kvindeminder
Der var ingen, der klippede lokker af Dante Alighieris hår og solgte dem, i medailloner af guld med indskriften souvenir til hans læsere. Man har heller ikke opbevaret Orlando di Lassos slippers, eller den seng, Giotto døde i. Det var først i det følsomme 18. århundrede, kunstnernes publikum for alvor ønskede at eje erindringer om genierne. Kunstnerkulten tog fart i Weimar, hvor Goethe og Schiller dyrkedes med tårer og hjertebanken, og i det 19. århundrede blev den atavistiske handel med kunstnerminder institutionaliseret og bragt ind i museerne.
Tidligere tider havde kun gemt en skjorte, hvis Christian IVs blod klæbede til den eller en sølvknap, såfremt Karl XII blev skudt med den. Kongernes klæder havde relikviestatus, da de regerede som Vorherres repræsentanter på Jorden, men Oplysningstiden lod sit lys skinne så stærkt på digtere og malere, at de gradvis nåede guddommelig status. Derved blev deres hjem valfartssteder, og det var et led i den menneskelige dannelse at dvæle ved Goethes havehus.
Da Weimar var kulturby, tematiserede man denne kult ved at opføre en nøjagtig kopi af denne ydmyge bygning, hvor man skulle kunne røre ved møbler og tekstiler men den blev også kult, og så var parolen: Nix pille. Til alt held var der også et virtuelt havehus.
Man kan jo så spørge, hvilke erfaringer den besøgende kan gøre ved at stå med filttøfler på og beskue Schillers sengetøj og Goethes raderinger. Det er jo naturligvis op til den enkeltes motivation og associationsfylde, som de pædagogiske museumsfolk heldigvis aldrig kan tage højde for.
Mindst lige så vigtigt som de ofte hårdhændet restaurerede rum, der er uden lugt af hverken kål eller natstole, børnegråd eller den opium, salonværtinderne var nødt til at indtage for at holde sig oppe, er pilgrimsrejsen i sig selv.
Hvem ville overhovedet rejse til Weimar, hvis det ikke var for at se digternes huse? Med dem som påskud får man oplevelsen af en af de
byer, den østtyske kulturforagt skånede, der ellers lagde rester af kirke- og adelscivilisationen øde. Og som den vesttyske bygge-emsighed ikke har fået plastret til med Hortens hæslige supermarkeder og de globale kæders ensretning. Og hvorfor skulle man en dag finde sig selv i den yndefulde italienske by Recanati, højt på en bjergtop i det u-turistede Le Marche, hvis ikke man var lokket dertil af det palads, den fine digter Leopardi blev født i?
Rungstedlund
Sommerens opgave er at opsøge de mindestuer og museer, hvor man i Danmark kan finde spor af de kvinder, man anser for at være så betydningsfulde, at deres hjem skal bevares eller deres billeder holdes samlet, i det der i fagsproget hedder enkeltmandsmuseer. Første valfart gik til Rungstedlund, målet for jagten på Karen Blixens aura.
Biografisme er et af de værste slagord i den kunst- og litteraturhistoriske forskning i dag, men biografi har jo sejret ad Helvede til. Farmen, Denys og syfilis skygger ganske gevaldigt for ordene, ligesom P.S. Krøyer er blevet et appendiks til sin kones ulykkelige kærlighedshistorier. Rungstedlund er naturligvis et sobert museum, der ikke kaster sensationer for sit publikum, men viser Karen Blixens tegninger og malerier i en stilfuld ramme og med citater til. Det kan diskuteres, om teksterne ikke gør vold på billederne og omvendt, men en særudstilling har jo lov til at have et ærinde.
Mindestuerne er fulde af roser, og diskrete henvisninger til levet liv (dette billede gav hun Denys, denne grammofon gav Denys til Tanne og den malede stol med fletværk var hans yndlingsstol) men hvad fortæller så disse møbler? En overraskende historie, egentlig, som genstande på helt tæt hold ofte gør: Man ser hvor beskedent, Karen Blixen, der mente, at det var sygdommen værd at blive baronesse, egentlig levede.
Der er ikke megen adel over de nydelige pindestole, eller klunkesofaen dem kunne man i dag finde hos Kirkens Korshær eller en landlig antikvitetsbutik. Malerier og grafik er heller ikke imponerende, men indeholder erindringer om hendes families fortid. Et vigtigt element i huset signaleres diskret: Dagligdagen med tjenestefolk. »I hjørnet bag skabet ses en såkaldt taletragt fra forrige århundrede, hvorigennem herskabet oppe i spisestuen kunne kontakte personalet i køkkenet, som dengang lå i kælderetagen.« Man spørger sig selv, hvor Isak Dinesen havde været uden fru Carlsen?
Fra Frijsenborg
Enkelte af de mere grandiose elementer i boligen viser sig at være gaver fra de virkeligt store gårde, som Karen Blixen kun blev gæst på. Om rokoko-brændeovnen står der: »Ovnen stod i sin tid på Frijsenborg Slot, og var en gave til Karen Blixen fra hendes nære slægtninge, lensgreve Julius Wedell og lensgrevinde Inger Wedell.«
Jeg kommer til at tænke på Inger Wedells beskrivelse af digterindens besøg, som fortalt til den tidligere direktør for Aarhus Kunstmuseum, Kristian Jakobsen. Det fremgik tydeligt, at Karen Blixen ikke var nogen stjerne, når hun »med sin monotone stemme fortalte sine forkvaklede historier.«
Det er svært at gennemskue de fantastiske fortællinger, selv ved femte gennemlæsning; det må have været umuligt efter en større middag på Frijsenborg!
Måske giver mindestuerne en indsigt, måske er det blot biografisme, men træer, skræpper og fugle og Ewalds høj danner et rum, hvor digterens ånd kan bevæge sig frit.
*Karen Blixen Museet, Rungstedlund, Rungsted Strandvej 111. Åbent alle dage undtagen ma. 10-17
*Dette er den første artikel i en serie Kvindeminder, hvor Charlotte Christensen skriver om særlige kvinders museer
