Læsetid: 2 min.

Monumentalt og intimt

Ålborg Lufthavn er en funktionel kæmpehal med stærke poetiske understrømme
31. juli 2001

Glaskunst
Arkitekterne Schmidt, Hammer og Lassen, der står bag det nye Kongelige Bibliotek, Diamanten, har netop lagt sidste hånd på den centrale terminalbygning i Ålborg Lufthavn. Bygningen adskiller sig fra lignende stål og glas konstruktioner, fordi de bærende elementer ikke er udført i beton, men derimod i lyst limtræ. Træets farve og form skaber et rum af en særlig varm og let karakter. Overordnet er hallen indrettet således, at publikum hele tiden er i kontakt med loftets fritliggende limtræsspær, som med deres karakteristiske boomerangform artikulerer flowet gennem den 52 meter lange bevægelse fra indgangspartiets lavere del ud til den imponerende panoramafacade, som åbner op i fuld højde for et milevidt blik ud over det nordjyske landskab og et fabelagtigt udsyn til de ud- og indgående fly.
I denne på alle måder luftige, rummelighed indgår billedkunstner Malene Landgreen i et vellykket samarbejde om de glasvægspartier, der adskiller afgangshallerne og dele af ankomstområdet. Væggene er udført i mundblæst antikglas båret af lysgrå stålrammer og med lydløst bevægelige skydedøre.
Malene Landgreen udnytter sine erfaringer med andre stor rumudsmykningsopgaver i sit arbejde med det i alt 117,5 kvadratmeter store glasareal, ved at kombinere elementer af monumental karakter, hvor farven klinger kraftfuldt og rent, med mere intime partier, hvor de maleriske kvaliteter træder i forgrunden, opnår hun en farve- og formmæssig syntese af gensidigt udfordrende forløb.
Glasarbejdet her tilbyder kunstneren en anden dimension, idet værket skal kunne opleves fra to sider og at det påvirkes af lysets gennemtrængen. På den måde kan man ikke tale om en for- og bagside, men derimod om to sider af samme sag, som mangfoldiggør oplevelsen og skaber incitament for beskueren, til at gå på opdagelse i rummene.
Fordi æstetik og funktion fra starten er tænkt som en integreret helhed, ophæves en klassisk konflikt og fordi glasvæggene af sikkerhedsmæssige årsager, ikke må være gennemsigtige gives en begrundelse for, at farven på glasset også bliver en del af funktionen.
Udover at opdele hallen og afskærme de rejsende, er væggene rummets egentlige farvekilde, idet helheden beskedent beherskes af de mange lyse træpartiers afdæmpede kolorit, og ved den forfriskende kendsgerning at lufthavnen stort set fungerer helt uden de betydelige reklamevolumener, som dominerer ethvert tilsvarende sted i verden. Denne omstændighed er en væsentlig cadeau til kunsten, som her får optimale vilkår i en ramme, som på en gang er både diskret og stærk nok til at træde tilbage for at give de billedkunstneriske intentioner et tilstrækkeligt generøst rum at udfolde sig i.
I forbindelse med indvielsen af lufthavnen åbnede Nordjyllands Kunstmuseum dørene for udstillingen »Nye Malerier og skitser til udsmykningen af Ålborg Lufthavn«, en fin og veldisponeret udstilling, som uddyber kendskabet til Malene Landgreens maleri.

*Malene Landgreen: Glaskunst i Ålborg Lufthavn, Nordjyllands Kunstmuseum

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her