Læsetid: 4 min.

En multikulturel by i harmoni

Hvor andre byer og bydele i Storbritannien med mellemrum oplever etniske uroligheder, er der påfaldende harmonisk i Leicester, hvor den ikke-hvide befolkning er ved at være i flertal
10. juli 2001

Bag facaden
LONDON – Leicester er en by, hvor en muslimsk menighed kan få lov til at låne lokaler fra en anglikansk kirke, mens dens egen moske er under ombygning. Det skete for et par år siden i præsten Richard Curtis’ kirke. Her blev de muslimske børn så undervist i Koranens lære, indtil ombygningen af moskeen var færdig.
Curtis fortæller dog, at enkelte medlemmer af kirkens menighed var imod en sådan åbenhed, men flertallet mente, at det var i orden.
»Vi har ikke haft nogen negative eftervirkninger,« siger Richard Curtis.
De to samfund har lært hinanden så godt at kende, at da Curtis for et års tid siden begravede en kendt, lokal socialarbejder, ja så blev alle kvindens muslimske bekendte også inviteret med.
»Vi var vel 65 procent muslimer, 15-20 procent hinduer, nogle sikher og så os kristne,« fortæller Curtis.
Pastor Curtis har også været ude for at holde andagt på en skole, hvor store dele af elevflokken tilhørte andre religioner.
»Det går godt, når man passer på med ikke at foretage sig noget, der kan virke stødende. Og jeg gør mig altid umage med at forklare børnene, at de måske kommer til at høre noget, som de ikke er enige i, men at det er tilladt at ignorere det,« siger han.
»Det vigtige er, at vi er her. Sammen,« som han formulerer det.
Det samme kan siges at være en slags ledemotiv for Leicester i det hele taget. Den lidt grå, midtengelske bys befolkning er i dag overvejende hvid, men det kan gå hen og ændres i fremtiden. Hele 45 procent af skolebørnene tilhører etniske minoriteter.
Byen har forlængst bekendt sig til multikulturalismen.
»Der er en ny ånd, som dukker op, som jeg måske ikke helt kan sætte fingeren på. Men der er et ændret perspektiv fra forsvar hen imod berigelse,« siger Asaf Hussain, som underviser i pluralisme på Leicester University.
»Men det er ikke bare noget, der sker af sig selv,« siger Asaf Hussain.
»Der skal strukturer til, og hvad jeg vil kalde mental afkolonialisering.«
Ikke alle i Storbritannien har lagt racisme og kolonial tænkning bag sig – som man kan se ved de etniske uroligheder, landet af og til oplever. Men i Leicester gør man dog et forsøg.
»Et stort spørgsmål i skolerne er f.eks., hvem der kan spise hvad for noget mad, hvornår,« siger historieprofessor Richard Bonney.
»Og festligheder som Ramadan og Diwali spiller en stor rolle i den årlige kalender. Ganske ligesom jul,« siger han.

Vant til indvandring
Den etniske harmoni i Leicester skyldes måske også, at indvandringsmønsteret her er særligt.
For det første var mange briter – f.eks. fra Wales og Skotland – ankommet for at arbejde i industrien. Så byen var vant til tilrejsende folk.
De fleste indvandrere med en ikke-britisk baggrund kom fra Østafrika. Her havde en række lande efter selvstændigheden fra det britiske imperium simpelt hen udvist de indvandrere, som var flyttet dertil under kolonistyret.
Det var især indiske familier, som havde benyttet sig af mobiliteten i kolonitiden til at bosætte sig i lande som f.eks. Uganda, og de blev smidt ud i tresserne. Tidligere bølger havde betydet, at Leicester allerede havde en vis befolkning fra det indiske subkontinent, og de tråde trak i de østafrikanske emigranter, så de også havnede dér.
»Jeg tror, at det betyder noget for integrationen her, at de folk, som kom, allerede havde været indvandrere én gang, nemlig i Østafrika,« siger Asaf Hussain.
»Og så spiller det også ind, at de allerede var bekendt med briterne. De vidste, hvordan de skulle håndtere briterne.«
Mange af disse indvandrere havde en entreprenant kultur, og det har også spillet ind.
»Det er nemmere at have etnisk harmoni, når der er økonomisk fremgang,« som Richard Bonney siger.
Fattigdom har det med at få hestene til at bides om den tomme krybbe.
Men paradoksalt nok kan en sådan indvandrer-mentalitet føre til noget, der vel nærmest kan betegnes som en slags omvendt racisme. Eller i det mindste en etnisk betinget stereotyp opfattelse.
»Der er en masse engelske mennesker, som ikke bryder sig om at arbejde, og som hellere vil være på bistanden. Men etniske minoriteter foretrækker at arbejde,« siger Freda Hussain, Asafs hustru, som leder en skole i Leicester.
Hvad mon der ville ske, hvis f.eks. en hvid skoleleder sagde sådan om et udsnit af den ikke-hvide befolkning?
Det er nok så meget den type holdning, som får underklasse-briter af den hvide slags til at se rødt. Og den racistiske National Front har faktisk forsøgt at spille på modsætningerne mellem fattige hvide i Leicester og de etniske minoriteter.
Men det siger ganske meget om Leicester, at da National Front for nylig ønskede at gennemføre en march i byen, rejste der sig en sådan storm, at fronten måtte fly og finde sig et andet sted at marchere.
Indtil videre holder den multikulturelle harmoni. Men spørgsmålet kan måske komme op at vende igen, hvis Storbritannien f.eks. kommer til at opleve en økonomisk nedtur.
Hvis byen ikke længere nyder godt af den økonomiske fremgang, som er en ingrediens i det multikulturelle klister, kan den etniske harmoni i Leicester for alvor komme på prøve.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her