Læsetid: 10 min.

Når vi søger Gud

Det er svært for moderne tankegang at opfatte det som andet end myte, at Jesus stod op af graven. Kristne over hele verden er delt efter, hvor bogstaveligt de tager beretningen. Hvad skal man som søgende menneske stille op?
7. juli 2001

Tror du på gud?
Der findes i tusindvis af kristne retninger spredt ud over verden. Hvad skal vi danskere stille op med det? Man kan vælge dem alle fra; man kan vælge et af de ikke-kristne tilbud – eller holde sin sti ren ved at gå uden om alle religioner og så indrette en nødvendig etik på et andet grundlag.
Der er for tiden fremgang her i landet for den forestilling, at der er noget guddommeligt i verden. Spørgsmål om sådanne forestillinger med kristeligt sigte indgår i disse år ofte i interviews, måske kombineret med spørgsmål om kirkegang.
Besvarelsen er tit blufærdig. I ikke-kristelige kredse er ordet »kristen« et ord, som fylder lovlig meget i munden. Det smager af præster, der er så hellige, at de optræder offentligt i præstekjole.
For et moderne tænkende menneske må udgangspunktet være, at kristendommens opfattelse af det gudelige ikke er mere sand end andre religioners budskab. Hvorfor så knytte sig til kristendommen? Er det muligt i dag for søgende ånder her i landet at vælge folkekirken som religiøst ståsted?

Kristendommen fortæller om Gud og om Jesus. Hvis man skal tro Kierkegaard-kenderen Johannes Sløk, troede
Kierkegaard på Gud, men mente ikke, at der kan siges noget om Gud. Sløk kalder Bibelen for Guds historie. Det er mytens sprog, der tales, med det særpræg ved denne myte, at udgangspunktet, Jesu liv og død, kommer fra virkelighedens verden. Kierkegaard kalder det, at Gud lod høre fra sig. Med Jesu opstandelse af graven skete der det, der ikke kunne ske.
Det skyldes jo nok et kompromis blandt oldkirkens teologer og andre magthavere med forskellig tradition og observans, at Det Nye Testamente kom til at bestå af fire evangelier og netop de fire. P.G. Lindhardt skriver et sted, at han holdt meget af at læse i Johannes-evangeliet. Det kunne han gøre afslappet, altså uden at være plaget af at tænke historisk – over hvad der mon var sket i virkeligheden – fordi han véd, skriver han, at som Johannes skildrer det, er det i al fald ikke gået til.
Tænk, hvis der kun havde været ét evangelium! Det er et held, at der er flere – emnet ville være for vældigt for én fremstilling, og med fire evangelier har fundamentalismen det vanskeligere, men Helligånden bedre.

Til gengæld er det svært at læse Det Nye Testamente. Der fortælles ofte i meget kort form. Teksterne kalder derfor på omhyggelig højtlæsning, som det sker ved folkekirkens gudstjenester. For at få det hele med skal man gå i kirke hver søndag i to år og følge oplæsningen af de udvalgte tekster, der står i salmebogen.
Kirkegængere taler om ’første og anden tekstrække’. Det bliver omkring 120 udvalgte tekster, 60 om året, med skift hvert andet år. Man kommer således efterhånden det udvalgte stof igennem ved højtlæsning og nødvendig påfølgende udlægning.
Kirkegængeren kan så være mere eller mindre enig i præstens prædiken. De novelleagtige lignelser, der kommer ind imellem – som historien om den fortabte søn eller den barmhjertige samaritaner – behøver man ikke tænke så dybt over.
Evangelierne skildrer ofte Jesus som endda meget provokerende over for sin tids samfundsorden. Man begriber, hvorfor Sløk om lidelseshistorien siger, at som Jesus levede, kunne det kun ende galt. Det er et synspunkt, der er til at forstå.
Det er sværere at begribe den forklaring, at Jesus døde, fordi han, lydig mod sin fader, bar vore synder og således døde i vores sted. Herved overvandt han døden. Han genopstod.
Det er ikke muligt for almindelige tænkende mennesker at tage Jesu opstandelse på anden måde end som myte. Vi almindelige mennesker må mene, at vore forgængere i religionens verden – ’de gamle’ – var sådan indrettet, at de kunne opfatte fortællingen om den tomme grav som en beretning om en indtruffet begivenhed. For dem var graven tom, fordi Jesus var opstået.
For nylig fulgte jeg et kursus om trosbekendelsen, hvor læreren, sognepræst Mikkel Wold, gav udtryk for, at den, der vil være præst, må tro på opstandelsen, mens en sådan tro ikke er en betingelse for at være kristen. – ’Kristen’ er et stort ord – jeg ville foretrække betegnelsen ’interesseret medlem af folkekirken’. Det var måske også det, han sagde.

Skal man vove et resumé over tendenser i dansk kristendom inden for folkekirken, er det nærliggende først at nævne de retninger, der er særligt bibeltro. Indre Mission og Menighedsfakultetet i Århus opfatter Jesus som værende til stede også i dagens Danmark – han kan spørges til råds, og han frelser. Der er trøst i den tomme grav som tegn på opstandelsen, men det er tilladt at tvivle, som også disciplen Thomas – »den vantro Thomas« – gjorde det. Det er et ofte gentaget beroligende led i forkyndelsen, at tvivlen hører med til troen.
Fløjene i folkekirken manifesterede sig for nogle år siden i debatten om homoseksuelles stilling. Da et udvalg nedsat af biskopperne havde udarbejdet en pjece om registreret partnerskab, samliv og velsignelse, reagerede otte organisationer på den kirkelige højrefløj med at udsendte et modskrift: Kærligheden glæder sig ikke over uretten.
Det var karakteristisk, at de tekster, der blev henvist til, var Det Nye Testamentes breve (navnlig fra Paulus), mens tilknytningen til Jesu ord i evangelierne byggede på fortolkning. Evangelierne kunne ikke påberåbes med brugbare – klare – udsagn.
Der er ikke nogen skarp overgang fra folkekirkens højrefløj over til en mere jævn kristendom, hvor vægten lægges på udsagn og historier i evangelierne, og hvor Bibelens tekster i salmebogens første og anden tekstrække udlægges uden særlig fremhæven af de overnaturlige træk. Disse opfattes eventuelt psykologisk eller som billeder på Guds kærlighed.

Den tyske teolog Bultmann dyrkede et projekt, som han kaldte afmytologisering. Det gik ud på ikke at forlange tankemæssige urimeligheder af de kristne, men tage som udgangspunkt, at vore dages mennesker lever og tænker i en moderne verden. Opgaven må derfor være at finde ud af, hvad de mytologiske fremstillinger vil have os nutidsmennesker til at hente ud af Bibelen.
Bultmanns tanker ligger tæt ved almindelige menneskers opfattelse, at Jesu udsagn og historierne om ham vel er menneskeværk, men forunderligt har det stærke indtryk af gyldighed, der gør Bibelen egnet som helligskrift. Nogle af de ord, evangelierne tillægger Jesus, virker dog mere velmenende og efterfabrikerede end overbevisende. Dem kalder man i teologsprog for ’menighedsteologi’.
Tidligere tiders store salmedigtere brugte som noget naturligt mytens sprog. Det kom der pragtfulde salmer ud af, således om lidelseshistorien Kingo:
Se, hvor nu Jesus træder
hen til den morderstad,
endog man ham bereder
så grumt et blodebad.
Megen teologi er historisk spændende – man ser den verdslige historie med andre briller, og man belæres om tidligere tiders virkelighedsopfattelse og psykologi. Teologerne står på et enormt bjerg bestående af forgængernes skrifter.
Lægfolk kan undres over den uendelige opdyngen af teologiske tilkendegivelser, ofte af nok så stridbar karakter med forskellig stilling til dogmatiske spørgsmål, som almindelige mennesker ikke finder føde ved. Det kan handle om divergerende udlægninger af sakramenterne og dermed den rette opfattelse af dåben og nadverfejring med andre kristne trosretninger. Eller det kan være dogmatikken omkring den kristne forsoningslære, hvor de kyndige debatterer »den dobbelte udgang«, et begreb i debatten om Guds plan.
I vor lutheranske kirke drøftes naturligvis også, hvordan man skal forstå Luther som teolog og psykolog. I hvor høj grad var Luthers to-regimentelære præget af den tids fyrstestater i Tyskland osv. Debatterne kan være ganske alvorlige og stridbart ført, som det ses næsten dagligt i Kristeligt Dagblad.

Den danske teologiske litteratur vokser stærkt i disse år. De moderne universitetsteologer skriver historie og kommenterer hinanden – så langt så godt. Det hører med til jobbet. Nogle er stærkt optaget af filosofiske spørgsmål, såsom om det tankemæssigt overhovedet er tilladeligt at have en teologi, altså en videnskabelig beskæftigelse så at sige i forlængelse af filosofien. Og hvad betyder Løgstrups »suveræne livsytringer«? Er der belæg for at tolke visse udvalgte foreteelser i tilværelsen – tillid, kærlighed – som særligt åbne for en teologisk tydning af tilværelsen?
Det forekommer ikke helt fjernt at tænke på Pickwick-Klubbens indledningskapitel om tiden i klubben, før Pickwicks rejser og eventyr begynder. Der er under et møde i klubben ved at opstå strid, fordi en af de ærede pickwickianere havde råbt »Nej!« til et af Pickwicks indlæg. Afbryderen bliver kaldt til orden, men striden bilægges, da det konstateres, at den hæderlige gentleman, der var kommet med afbrydelsen, »ikke havde brugt den ham undslupne ytring i almindelig betydning, men alene i ordets pickwickianske betydning«.
I sin nye bog Billeder af Jesus – en beretning fra danmarkshistorien (som ikke er nogen billedbog), gennemgår Ebbe Kløvedal Reich opfattelserne af Jesus frem gennem den danske historie. Bogen slutter med en personlig bekendelse. Forfatteren tror på den Jesus, der forkyndte Guds kærlighed og kraft imod magten og gik i døden for sin forkyndelse, så det har virket lige siden. Reich tror på Kristus, instansen. (Reichs bekendelse er trykt andetsteds på siden, red.)
Om folkekirken skriver Reich, at den er en borgerlig indretning, og at åndsfriheden i det ligeværdige, menneskelige fællesskab er det eneste sted, hvor Helligånden kan tænkes at dale ned eller flamme op og give mening og mod.
Ebbe Reich bruger betegnelsen Kristus i sin bekendelse, men ikke ordet opstandelse. Han burde have mindet om, at Kristus betyder Guds søn, så at opstandelsen må være indbefattet. Eller hur?

Til Ebbe Reichs bemærkninger om det folkelige som et passende opholdssted for Helligånden kan man tilføje den politiske side af sagen. Vort politiske system må være interesseret i at fastholde kirken som folkekirke eller statskirke på en sådan måde, at der vanskeligt kan opstå en kirkeledelse med fanatiske tilbøjeligheder. Man kunne i så fald frygte amerikanske tilstande med kristelig fundamentalisme som en mulig politisk magtfaktor. Deraf Birthe Rønn Hornbechs modstand mod en ordning, der kan give kirken mund og mæle.
Det er en styrke, at forskellige kirkelige/kristelige opfattelser er i samme administrative rum. Det medfører ikke, at de forskellige retninger respekterer hinanden, for det gør de ikke; det viser Kristeligt Dagblad til overmål. Men de må tåle hinandens eksistens.
For undertegnede står folkekirken som det sted, hvor det kristne budskab, evangelierne, måske kan leve videre.
Sløk skriver i sin bog Kritiske bemærkninger fra 1973, at Jesus er skjult for os, og at vi aldrig ved noget trick vil kunne få ham afsløret. Sløk fortsætter:
»Spørgsmålet rejser sig derfor, om man ikke hellere skulle opgive det. Svaret er nej! Jesus er ikke blot interessant, fascinerende o.l., men han er mere end nogen anden – endda end Sokrates – en frygtindgydende katalysator for ethvert menneskes forsøg på at forstå sin egen tilværelse. Jesus er en instans, man aldrig bliver færdig med, og som altså nogle ender med i alle afgørende spørgsmål at falde tilbage på. Selv om – eller fordi – det aldrig vil lykkes definitivt at få slået fast, hvad han egentlig mente.«
Det akut største problem her i landet er traditionstabet: Det svindende folkelige kendskab til de bibelske fortællinger, der rummer de eksistentielle historier.

Meningen ifølge Orwell
Ifølge den britiske forfatter George Orwell (1903-50) er det virkelige problem i tilværelsen, hvordan den religiøse holdning kan genskabes samtidig med, at det accepteres, at døden er endelig. Det er kun muligt at blive lykkelig, hvis det ikke lægges til grund, at livets mening er lykke.

Augustins urolige hjerte
Kirkefaderen Augustin fra omkring år 400 siger sådan til Gud:
»Du har skabt os til at tilhøre dig, og vort hjerte er uroligt, indtil det finder hvile i dig.«

Høffdings religiøse impuls
Det moderne gennembruds filosof her i landet, Harald Høffding (1843-1931), hævdede, at »den religiøse impuls, eller det grundlæggende ’motiv’ til religion er forankret i den enkeltes behov for at vide de grundværdier, man orienterer sin livsførelse efter, sikrede i – eller i kraft af – en instans hinsides denne tilværelse.«
Høffding fastholder »et nøje Slægtskab mellem Tro og Villie« – ja i forhold til selve dette at fastholde et mål trods modstand og vanskeligheder gælder, »at Begreberne Tro og Villie gaa over i hinanden, saaledes at de endog kan siges at være Navne paa et og det samme sjælelige Fænomen«.

Kløvedals trosbekendelse
Ebbe Kløvedal Reich skriver i sin nye bog Billeder af Jesus – en beretning fra Danmarkshistorien, side 188:
»Jeg tror på den Jesus, der forkyndte Guds kærlighed og kraft imod magten og gik i døden for sin forkyndelse, så det har virket lige siden. Jeg tror på, at det gudsrige, den dom og den tilgivelse, han forkyndte, virker i enhver nutid.
Jeg tror også, at det var evangelisterne og kirkebyggerne, der for at holde sammen på tropperne udstyrede ham med et stort udvalg af guddommelige titler, himmelsk trone, afskyelige djævle, gigantiske undergangssyner og dommedag ved tidernes ende.
Alligevel tror jeg på Kristus, instansen. Han blev, som han er, og der er ingen andre – eller der er Gud som Det Absolut Anderledes eller som et vindtørt princip. Kristus har på godt og ondt præget næsten to årtusinder af det syndefulde Europas historie og meget mere end et årtusinde af det syndefulde Danmarks historie. At sidde med ved bordet i de historier er at sidde til bords mellem andre toldere, syndere, skøger og farisæere. Det hører med til at kalde sig kristen.
Jeg tror endelig på, at folkekirken er en borgerlig indretning, og at åndsfriheden i det ligeværdige, menneskelige fællesskab er det eneste sted, hvor helligånden kan tænkes at dale ned eller flamme op og give mening og mod. Mod nye livgivende billeder af vejen, sandheden og livet.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu