Læsetid: 6 min.

Nye vinde i svensk film

Andersson og Bergman må i øjeblikket overlade en del af den svenske filmscene til nye navne som Josef Fares, Reza Bagher og Reza Parsa
13. juli 2001

(2. sektion)

Film-nybrud
»Hvis der kommer én, der skriver den nye Pelle Erobreren, så bliver det ikke en, der hedder Jens eller Andersen, det er min vurdering.«
Sådan siger Erik Clausen i interviewbogen Instruktørens Blik, som bl.a. lader en række danske instruktører forholde sig til, hvordan den stigende globalisering påvirker den danske filmscene. Clausen mener, at fornyelsen af dansk kunst skal komme fra indvandrere, og Søren Kragh-Jacobsen efterlyser også påvirkning udefra, som kan »sætte lidt fut i vores indavlede vikinge-gener«.
Indtil videre er der dog langt mellem udenlandske profiler både foran og bagved kameraet i dansk film. Ole Christian Madsen har fortalt historier som Sinans bryllup og Pizza King, men kun få film forholder sig til et mere multietnisk Danmark – og stort set ingen er lavet af folk med rødder i en anden kultur.
Sådan er det ikke på den anden side af Sundet, hvor det svenske filmår 2000 var præget af en række markante debuter af ’nysvenske’ instruktører. Af årets 35 premierer var en håndfuld af nysvenske navne, og da årets bedste film skulle belønnes med en såkaldt ’guldbagge’, konkurrerede to af dem med veteranen Roy Anderssons Sange fra anden sal om den prestigefyldte pris.
Der var ingen nominering til Ingmar Bergman for Troløs. Til gengæld var der til Josef Fares for actionkomedien Jalla! Jalla!, som har dansk premiere i dag, og til Reza Bagher for kærlighedsdramaet Vinger af glas. På manuskriptsiden måtte Bergman også se sig forbigået til fordel for bl.a. Lukas Moodyssons Tillsammans og filmversionen af tv-road-serien Det nye land om Ali og Massoud på vej gennem det svenske sommerland sammen med en tidligere Frøken Sverige, som Moodysson har skrevet sammen med Peter Birro.
Roy Andersson endte med at vinde både bedste film og bedste manuskript, men guldbagge-uddelingen var ikke desto mindre en tydelig indikation af, at der blæser nye vinde på den svenske filmscene. Efter Moodyssons vidunderdebut med Fucking Åmål og opfølgeren Tillsammans, som i 2000 stod for hele fem procent af de samlede biografbesøg med over 800.000 solgte billetter, har en række vidt forskellige debutanter budt på vitale nutidsskildringer af dagens Sverige.

Jalla! Jalla! og Fares, Fares
Blandt dem er Josef Fares, som har hevet over 700.000 i biffen for at grine med den libanesiske indvandrer Roro i Jalla! Jalla! Og Roro har ellers et alvorligt problem, for han er kæreste med den svenske pige Jenny, men får af familien pludselig besked på, at han skal gifte sig med den libanesiske Yasmin. Den konflikt får Fares en charmerende komedie ud af, der med ungdommelig entusiasme og smittende energi skildrer dagligdagen i familien og forstaden.
Den kun 23-årige Fares’ karriere er en god historie i sig selv. Han kom i 1987 med familien fra Libanon til Sverige, hvor de bosatte sig i Örebro. Her begyndte han som 15-årig at lave hjemmefuskede, action-mættede kortfilm, som efterhånden gav ham øgenavnet ’lavbudgetkongen fra Örebro’.
Lukas Moodysson så en af hans over 50 kortfilm på en amatørfestival og fik ham til sit selskab Memfis Film, hvor han først lavede piloten Coola Killer og siden udviklede Jalla! Jalla! med Moodysson som executive producer.
I 1998 kom Fares som blot 21-årig ind på den svenske filmskole Dramatiska Institutets instruktøruddannelse, og Jalla! Jalla! blev indspillet i sommeren 2000. Der er kort sagt fuld fart på Fares, og han lægger heller ikke skjul på, at han lever og ånder for at lave film. Men det er vigtigt for ham at understrege, at han ikke har nogen indvandrerpolitisk dagsorden.
Som han fortæller Information, handler Jalla! Jalla! ikke om kløften mellem indvandrere og svenskere, selv om han kommer fra Libanon. Han ville helt enkelt lave ’en glad film’ og tager naturligt nok udgangspunkt i personer og konflikter i sine omgivelser. På rollelisten finder man således en stor del af hans familiemedlemmer. Hans bror Fares Fares har hovedrollen som Roro, og hans far, mor, søstre, farmor og farbrødre har også fundet plads.
Fares udelukker dog ikke, at der måske kan blive tid til at fortælle historier med indvandrer-problematikker som udgangspunkt. F.eks. om dengang han kom til Sverige og først troede, at det var Paradis. Men i første omgang er det actionfilm med rigtige personer, det gælder, for dem er der efter Fares’ mening for få af i Sverige.

Mand eller MC-kørekort?
Reza Bagher, instruktøren af den guldbagge-nominerede Vinger af glas, har også lavet en film om arrangerede ægteskaber. Filmen har masser af humor, men er grundlæggende mere alvorlig i tonen og fortæller med både nærhed og nuancer om den 18-årige identitetssøgende Nazli, som gør oprør mod sin fars forsøg på at gifte hende væk. Nazlis familie kommer fra Iran, men hun er født i Sverige og føler sig svensk. Hun vil bestemme selv, tjene egne penge og tage MC-kørekort, og det har slægten svært ved at forholde sig til.
Den 42-årige Reza Bagher er født i Iran, men har boet i Sverige siden 1975, hvor han efter at have afsluttet en ingeniøruddannelse begyndte at lave film i 80’erne. Han har lavet flere prisbelønnede kortfilm, men Vinger af glas er hans første spillefilm.
Modsat Fares har Bagher haft som intention at give et indblik i dagligdagen hos en almindelig iransk familie, men han mener, at filmens kærlighedsdrama og konflikter ikke er specielt indvandrer-relaterede, men universelle.
»Filmen handler om en far med to unge døtre, som er ved at frigøre sig. Og det er faderen, som må tage slagene. Den slags sker i en hvilken som helst teenage-familie, men i det her tilfælde er der yderligere en komplikation – et sammenstød mellem to kulturer, som fungerer meget forskelligt.«
Det er ikke unikke problemer. De har bare fået en anden form, og efter den utroligt fine film at dømme giver det en frisk tilgang til det velkendte. En anden konsekvens af historierne i indvandrer-miljøer er en række nye ansigter på lærredet. Hele tre skuespillere fra Vinger af glas blev guldbagge-nominerede for deres præstationer, og især Sara Sommerfeld, som spiller Naszli, kommer man helt sikkert til at se mere til.

Double Identity
Spørgsmålet er, hvor længe vi må vente på at få lov at se f.eks. Reza Baghers film i Danmark, for den har foreløbig ingen dansk premieredato. Måske kan Jalla! Jalla!, som var NatFilmFestivalens mest sete film, bane vejen for andre svenske film, som ellers ikke ville finde premiereplads.
En af dem kunne også være Reza Parsas Før Stormen, et politisk drama om den arabiske taxachauffør Ali og den 12-årige svenske dreng Leo, som på hver deres måde havner i problemer og løser dem med vold. Ali indhentes af sin voldsomme fortid i et ikke navngivet arabisk land, og Parsas film skildrer som en af de eneste, hvad det er, nogle af de nysvenske borgere er flygtet fra.
Den iranskfødte Reza Parsa er uddannet instruktør på Den Danske Filmskole, hvor han lavede den stærke afgangsfilm Grænsen om en desperat mor, som tager sin søns skoleklasse som gidsler for ikke at blive udvist af Sverige. Siden har han fortsat karrieren i Sverige, og selv om Før stormen ikke fandt det store publikum i sit hjemland, har der været bud efter hans film på vigtige internationale festivaler som New Directors, New Films i New York.
Man kan spørge sig selv, hvorfor svensk film i øjeblikket tydeligt præges af sit mere multietniske samfund, mens dansk film fortsat er, ja, gammeldags dansk. Nærliggende forklaringer er, at Sverige både har flere indvandrere og producerer flere film, som tillader, at flere kommer til orde. Man kan også begynde at lede efter årsager i filmstøttesystemerne eller filmskoleoptagene, men generelt lader holdningen blandt svenske filmfolk til at være, at det er en naturlig udvikling, som ville være slået igennem før eller siden.
Og instruktørerne vil naturligvis helst ikke sættes i bås som ’indvandrerinstruktører’ eller repræsentanter for ’nysvensk film’. Göteborg Film Festival samlede i år Jalla! Jalla!, Vinger af glas, Det nye Land, Før stormen og Luis R. Veras ungdomsfilm Bastarderne i Paradis i en serie med titlen »Double Identity«. Den var tilpas bred til at kunne rumme de vidt forskellige film.
Ellers fremhæver alle instruktørerne, at de går efter de gode historier og karakterer.
En eventuel belysning af indvandrerproblematikker eller kulturforskelle er en bonus, og det er nok sådan, man skaber både vedkommende og underholdende film, som ikke kun fokuserer på problemerne eller er kedeligt politisk korrekte.
Måske er det også sådan, en nydansk Pelle Erobreren vil blive til. Med de flotte debuter fra Sverige in mente kan man kun håbe på, at dansk film får en lignende saltvandsindsprøjtning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu