Analyse
Læsetid: 4 min.

Nyt håb for løsning i Nepal

Med Deubas tiltræden som ny premierminister er der håb om at starte fredsforhandlingerne og dæmpe konflikten med maoisterne
23. juli 2001

Nepals truede demokrati blev tvunget ind på en farlig kurs med massakren den 1. juni på kong Birendra og ni medlemmer af kongefamilien, og demokratiet blev udsat for endnu et chok, da premierminister Girja Prasad Koirala valgte at træde tilbage. Da Koirala trak sig fra sin post, begyndte Kathmandu-dalen at summe med spekulationer om, hvorvidt dette ville udløse flere uroligheder, eller hvorvidt de maoistiske oprørere, som har belejret regeringen, nu vil bøje sig og bane vej for fred i det voldshærgede og traumatiserede land.
Alle krydser fingre, efter at den kongelige nepalesiske hær for første gang i nyere tids historie blev sat ind i regeringens kamp mod maoisterne, som dræbte 38 politifolk på den nye kong Gyanendras fødselsdag den 7. juli og senere kidnappede 71 politifolk den 12. juli.
De grusomme drab på medlemmer af kongefamilien udløste en bølge af folkelig protest og et voksende krav om Koiralas tilbagetræden, fordi regeringen ikke formåede at beskytte kongen og hans familie. Maoisterne er trådt ind på scenen med en imponerende styrke og voksende opbakning, primært p.g.a de parallelregeringer maoisterne kontrollerer i flere områder af Nepal. De holdt Koirala ansvarlig for ikke at have forhindret mordet på de kongelige og udnyttede den generelle stemning af sorg og oprør til at fremstille den dræbte konge som en patriot og demokrat og fremtvang Koiralas tilbagetræden.
I verdens eneste hindu-kongedømme er det paradoksalt, at den eneste effektive administration i store dele af landet er de maoistiske oprøreres parallelregeringer. Den parlamentariske regering i det ti år gamle flerparti-demokrati er splittet mellem kongehusets tro støtter og maoistiske oprørere. 1700 mennesker har mistet livet i den ubarmhjertige konflikt mellem regeringens sikkerhedsstyrker og oprørerne.

Før Koiralas tiltrædelse for 17 måneder siden havde hans rival i hans eget parti Nepali Congress Party, Krishna Prasad Bhattarai, beskikket en anden tidligere premierminister, Sher Bahadur Deuba, til at forhandle med maoisterne om frigivelsen af gidsler samt en afslutning på den onde cirkel af vold. Men da Koirala blev premierminister, smed han Deuba på porten, og uden denne til at forhandle med mao-stisternes mellemmænd var der frit slag for vold, drab, brandstiftelse, langvarige studenterstrejker og lukning af skoler. Den valgte regering, inklusive premierminister Koirala, som allerede var hårdt ramt af korruptionsskandaler og boykot i parlamentet, blev yderligere lammet. Korruptionsanklagerne omfattede bl.a. en aftale med Østrigs Lauda Air, som Koirala var involveret i, hvilket forværrede krisen for den be-trængte regering. Ikke kun oppositionen i parlamentet med Nepals kommunistiske parti i spidsen men også medlemmer af Koiralas eget parti Nepali Congress krævede hans afgang.

Situationen tilspidsedes med de tragiske mord den 1. juni og blev yderligere forværret på kong Gyanendras fødselsdag. Maoisterne havde svoret at afsætte Koirala og for at vise, at de mente det alvorligt, slog de til og dræbte 38 politifolk og en civil person.
Samtidig advarede de om, at felttoget ville fortsætte, indtil Koirala trådte tilbage. Fem dage senere kidnappede de 71 politifolk og meddelte, at de først ville blive frigivet, når Koirala forlod posten som premierminister.
For første gang i mands minde blev den nepalesiske hær indsat for at finde og fange maoisterne og befri de tilfangetagne politifolk. Ikke blot har dette kostet flere liv, men det mest foruroligende er, at hæren er trådt ind på scenen. Til trods for gentagne opfordringer fra regeringen havde Kong Birendra før sin død afvist at indsætte hæren mod maoisterne.
Også den nye konge, Gyanendra, går til trods for de voldelige protester, som fulgte i kølvandet på den royale tragedie og hans opstigning til tronen, ikke ind for at bruge hæren. Så hærens engagement internt i landet er årsag til uro og ængstelse. Trods hærens offensiv er det ikke lykkedes at spore eller befri de tilfangetagne politifolk.
Selv i den svære krise, som tvang vicepremierministeren til at træde ud af regeringen, nægtede Koirala hårdnakket at træde tilbage. Til sidst fik han et ultimatum fra et flertal af sine partifæller om, at de, hvis ikke han gik frivilligt, ville tvinge ham ud.
Med Koiralas tilbagetræden og Sher Bahadur Deubas tiltræden som Kongrespartiets ny parlamentariske leder og som ny premierminister, er der håb om at starte fredsforhandlingerne og dæmpe konflikten med maoisterne. Deuba sagde således umiddelbart efter at være taget i ed, at han omgående vil indlede forhandlinger for at få løst oprørsproblemet. En løsning kræver imidlertid, at de kidnappede politifolk bliver frigivet hurtigst muligt, og at hæren kaldes tilbage til kasernerne. Og selv hvis det lykkedes,står spørgsmålet om regeringens tvivlsomme stabilitet tilbage. Store dele af Nepals befolkning vil ikke acceptere den nye konge, hvilket ikke hjælper på situationen.

Koirala har ledet landet i en stor del af landets 10 år lange flerparti-demokrati, om end der har været 10 regeringer i lige så mange år. Koirala afgang kan udgøre en destabiliserende faktor, eftersom han både var premierminister og partileder. Om hans efterfølger kan redde det himalayaske kongedømme fra afgrundens rand og opretholde landets skrøbelige demokrati, bragt i fare af et rystet og uacceptabelt monarki, en hær ude af kasernerne, manglende politisk stabilitet og et folk, som syder af utilfredshed, er et spørgsmål, som mange frygter svaret på. Og dette spørgsmål afgør demokratiets skæbne.

*Shastri Ramachandaran er redaktør ved The Times of India i New Delhi

*Oversat af Runa Trosborg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her