Læsetid: 3 min.

Ø-lejr rullede den røde løber ud for Pia Gjellerup

Finansministeren talte i partyteltet på socialisternes sommerlejr på Livø. Mest opsigtsvækkende var budskabet om, at danskerne skal arbejde mere. Og så har hun noget på kiwi-frugter!
27. juli 2001

Livø-liv
»Hvorfor skal vi spise kiwi-frugter ,« spørger Pia Gjellerup. Hun står i partyteltet på SFOF’s sommerlejr på Livø i Limfjorden. Og det lille barn, som har misforstået det hele, får nu syn for sagen. Det er ikke Pia Kjærsgaard, Dansk Folkeparti, der er på besøg på Socialistisk Folkeoplysningsforbunds 25. sommerlejr på Livø. Der er Pia Gjelllerup, finansminister og socialdemokrat.
»Ja, det smager jo dejligt,« fortsætter Pia Gjellerup sit ’angreb’ på kiwien.
»Men miljømæssigt er det jo uforsvarligt,« fastslår finansministeren, hvis pointe er, at mad med fordel kan produceres lokalt.
I flere dage har en lille tænketank fra SFOF-lejren forberedt ’dronningens’ ankomst til lejren. Anne Baastrup, folketingsmedlem for SF, er blevet udpeget til ’anstandsdame’ og skal tage imod ministeren ved færgen. Og studiekredsen ’socialistisk erhvervspolitik’ vil sælge kaffe og kage til lejrens øvrige beboere – »så vi kan score kassen!«
En række medier er desuden blevet kontaktet, så mødet med Gjellerup kommer ud i verdenspressen. I lejren taler vi nu ikke om mødet – men om ’konferencen’ – hvilket måske har mere medieappel. Lejren er ikke uøvet i at møde pressen. Jyllands-Posten var forbi lejren, og avisens dækning er gået på rundgang. Til ’chefideologernes’ store glæde, var der ingen billeder af ’bare røve’ i avisen.

Blåstempler erhvervsliv
Studiekredsen ’socialistisk erhvervspolitik’ har i ugens løb skærpet definitionerne, så ministeren kan få et modspil. I studiekredsen er vi blevet enige om, at det nu er legalt at tjene penge, og at erhvervslivet ikke er fjenden. Erhvervslivet skal bare opføre sig anstændigt og betale sin skat.
En mener anstændighed defineres af den politisk bevidste forbruger, der vil straffe de uanstændige firmaer. Det efterlader så et lille skisma – den politiske forbruger er i de foregående dage blevet aflivet af andre dele af studiekredsen. Sådan er det, når tankerne flyver højt.
Og på en af bænkene i lejrens lille gadekær kan man spore en vis almen skepsis op til socialdemokratens ankomst.
»Jeg glæder mig til at se SF’erne rende i røven på hende Gjellerup.«

Ikke kortere arbejdstid
Ud over de økonomiske konsekvenser af at transportere kiwi-frugter til Danmark, har Pia Gjelllerup et klart politisk signal med til den lille ø.
»Der er ikke uendelig megen arbejdskraft. Vi skal have trukket flere mennesker ind på arbejdsmarkedet, i stedet for at skubbe nogen ud. Vi har ikke råd til at undvære nogen. Vi har også brug for dem, der ikke kan arbejde hele tiden, men kun noget af tiden,« appellerer ministeren, og understreger på den baggrund, at det er slut med at snitte timer af arbejdsugen.
»Det går ikke at sætte arbejdstiden mere ned. Det går ikke med mere fri. Den lave arbejdstid er fra dengang, da vi skulle sætte en masse arbejdsløse i arbejde. Det er ikke problemet længere,« fastslår ministeren, der advarer om, at det vil få konsekvenser for velfærdsstaten nu og i fremtiden, hvis danskerne vil arbejde kortere tid.
»Arbejde skaber værdier. Vi er rige, fordi vi har villet være rige. Og vi er rige, fordi vi er mange, der har arbejdet, ikke fordi vi har arbejdet hårdt. Hvis flere vil arbejde mindre, koster det, « siger Pia Gjellerup – med denne parole som konklusion:
»Vi skal arbejde hårdt – ikke sætte arbejdstiden ned!«
Trine Bendix Knudsen, leder af SFOF-lejrens studiekreds om ’Socialistisk erhvervspolitik’ spørger ministeren, om man ikke kunne finde andre værdier end vækst.
»Jeg synes, det er regulært, at tale om, at man vil have mere tid – hvis man så også accepterer, at man får færre penge,« replicerer Pia Gjellerup. »Men vi vil jo have det lige så godt – og arbejde mindre,« fortsætter ministeren – med et lille hint til SF.
»SF vil jo også have flere offentligt ansatte. ’Vi vil mere! ’ er budskabet. Men det er rigtigt, at der er en grænse for vækst. Måske skal vi vænne os til en meget lavere vækst. Og måske skal vi sågar vænne os til en vækst på nul. Men det kræver, at vi tager diskussionen.«
Kort efter sluttede konferencen. Der var blevet solgt godt med kage undervejs. Flere klagede dog over, at stykkerne var for små!

*Information rapporterer i denne uge fra SFOF’s sommerlejr på Livø. Tidl. artikler blev bragt den 23., 24. og 25. juli

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu