Analyse
Læsetid: 5 min.

Østeuropas jagede medier

Russiske medier under pres skæver nervøst til udviklingen i Ukraine og Centralasien
31. juli 2001

Russiske medier under pres skæver nervøst til udviklingen i Ukraine
og Centralasien

De russiske massemedier har været udsat for et støt stigende politisk pres, siden præsident Vladimir Putin kom til magten for godt atten måneder siden, og statsovertagelsen af Ruslands førende uafhængige massemedie, TV-stationen NTV, tidligere i år har skabt frygt for en ensretning af pressen. Sammenlignet med situationen i en række af Ruslands nabolande er russisk presse dog stadig præget af en relativ åbenhed og pluralisme. Massiv pression fra myndighederne til trods findes der i Rusland fortsat aviser, og enkelte elektroniske massemedier, der taler Kreml midt imod, mens ensretningen af medierne er mere fremskreden i nabolandet Ukraine og synes næsten total i Hviderusland og cenralasiatiske stater som Usbekistan og Tadzjikistan.

Her har streng statskontrol, lukning af oppositionsaviser samt voldelige over-greb og drab på journalister undergravet den spirende frihed medierne i Sovjetunionen vandt i slutningen af 1980’erne, og som prægede mediebilledet i mange af landene op i 90’erne. Ti år efter Sovjetunionens sammenbrud har de uafhængige medier trange kår stort set overalt i statssamfundet SNG, der forener 12 tidligere sovjetrepublikker. Russiske pressefolk ser situationen i de andre SNG-lande som et ubehageligt varsel om, hvad de kan have i vente, hvis Kreml fortsat strammer løkken om de landsdækkende massemedier - og de regionale magthavere følger trop med en offensiv overfor Ruslands lokalmedier.

Den russiske presse har måttet se sit spillerum indskrænket væsentligt siden Putin tog over fra tidligere præsident Boris Jeltsin. Putins ’doktrin om informations-sikkerhed’ lanceret i september 2000 kridtede banen op for en voldsom offensiv, der særligt har berørt de elektroniske medier. I den hidtil mest tilspidsede konfrontation etablerede Kreml trods udbredte protester i april kontrol over TV-kanalen NTV, hvilket gav Putin de facto kontrol med Ruslands tre vigtigste landsdækkende TV-netværk.
Det skete imidlertid ikke uden sværdslag, og selvom Kreml nåede sit hovedmål – at komme af med de ’besværlige’ NTV-journalister og opløse Ruslands største uafhængige mediegruppe – er der fortsat et vist spillerum for en kritisk linje i russisk presse. Det er således lykkedes for det flertal af NTV’s journalister, som ønskede at videreføre den uafhængige kurs, at etablere sig på kanalen TV-6, som kan ses i de fleste større russiske byer. TV-6 ejes af den landflygtige finansmagnat Boris Beresovskij, der tidligere var en ivrig Putin-støtte, men nu befinder sig i skarp opposition til Kreml. En betydelig fremgang for TV-6’s seertal har lagt pres på det ny, mere Kreml-loyale NTV, som derfor også forsøger at holde en vis distance til magthaverne.
Efter overtagelsen af NTV likviderede Kremls håndgangne mænd også det oppositionelle dagblad Sevodnja og overtog ledelsen af Ruslands førende nyhedsmagasin Itogi. Men et forsøg på at kvæle Moskvas mest respekterede radiostation Ekho Moskvy (Moskvas Ekko) ser ud til at være mislykkedes. En alliance mellem førende liberale politikere og stationens journalister synes, ihvertfald for indeværende, at have sikret radioens redaktionelle frihed.
Hovedparten af Ruslands trykte presse er udpræget Putin-loyal, men også her fastholder flere landsdækkende aviser dog en ofte kritisk dækning af Kreml. Det gælder for eksempel erhvervsavisen Kommersant og den hårdtslående Novaja Gazeta, som blandt andet har haft en udførlig og indsigtsfuld dækning af krigen i Tjetjenien.

Det er bestemt ikke ufarligt for russiske journalister at trodse magtfulde økonomiske og politiske interesser. Sidste år blev fire russiske reportere således dræbt, og vold og alvorlige trusler er en del af mange journalisters liv. Der er dog fortsat et stykke vej fra dette og til de tilsyneladende stats-sanktionerede drab på journalister man har set i Ruslands nabolande Ukraine og Hviderusland.
Som beskrevet her i avisen sidste uge antyder nye vidnesbyrd, at Hvideruslands enehersker Aleksander Lukasjenko står bag egentlige dødspatruljer, der efter latinamerikansk mønster har likvideret oppositionspolitikere og mindst en journalist. I Ukraine har præsident Leonid Kutjma været under mistanke for medvirken til drabet på en oppositionel internet-journalist Georgij Gongadze, der forsvandt i september sidste år. Båndoptagelser fra Kutjmas kontor har sandsynliggjort at præsidenten ønskede at få journalisten gjort tavs – noget Kutjma dog selv har benægtet på det kraftigste.
Der kom yderligere fokus på de livsfarlige vilkår, ukrainske journalister virker under, da Ihor Aleksandrov, direktør for en kontroversiel TV-station i Donetsk-området i det østlige Ukraine, i begyndelsen af juli blev pryglet ihjel af ukendte gerningsmænd. NGO’en Reportere Uden Grænser har peget på Ukraine som det land i Europa, hvor journalister er i størst fare for at blive ofre for overgreb og fysisk vold. Sidste år blev fire ukrainske journalister myrdet.
Endnu værre synes situationen at være i flere af de centralasiatiske stater såsom Usbekistan, Tadzjikistan og Turkmenistan, der siden selvstændigheden har været præget af despotiske regimer, der ikke tåler politisk opposition eller regerings-kritiske medier. De fleste uafhængige journalister fra disse lande befinder sig derfor enten i eksil eller arbejder med livet som indsats.
Der blev kastet et strejflys over den desperate situation for pressen i Centralasien, da den tadzjikiske oppositions-journalist Dododjon Atovullo blev arresteret i Moskva i juli med krav fra styret i Tadzjikistan om at han skulle udleveres, fordi han angiveligt har fornærmet landets præsident.
Atovullo har siden 1993 udgivet eksil-avisen Charogi Ruz, der skarpt har kritiseret det siddende regime. En udlevering kunne betyde døden for Atovullo, vurderer russiske mediefolk. »For journalister, hvis materialer vækker (magthavernes) utilfredshed, bliver chancerne for at overleve stadig mindre,« skrev det russiske Center for Journalistik Under Ekstreme Forhold således i en nylig rapport om situationen i Tadzjikistan. Mellem 50 og 80 journalister menes dræbt under borgerkrigen i republikken i 90erne. Efter en proteststorm i Rusland og internationalt undgik Atovullo dog udvisning til sit hjemland.

Nogle kritikere hævder, at mediernes trængte situation i de tidligere Sovjet-stater ikke alene er en følge af den tunge arv fra syv årtiers parti-diktatur og øget pres fra magthaverne Den skyldes også, at journalisterne selv har været med til at undergrave deres egen troværdighed ved op gennem 90’erne at lade sig spænde for de selvsamme magthaveres vogn.
Bestilte historier finansieret af store erhversforetagender og betalte løgnehistorier plantet for at sværte politiske modstandere har i høj grad præget mediebilledet i SNG-landene de sidste ti år. Ukritisk mikrofonholderi for magthaverne i lange perioder i 90erne har væsentlig svækket pressens moralske autoritet i lande som Rusland og Ukraine. Medierne »taler altid om ytrings- og pressefrihed, om de selvopfundne eller virkelige farer, der udgår fra staten. Derimod hører vi aldrig om den meget større fare som udgøres af korruptionen og prostitueringen af dele af vores presse,« siger Boris Fjodorov, en liberal politiker. »Det har skadet demokratiet og ytringsfriheden frygteligt,« vurderer han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her