Læsetid: 4 min.

Opskriften på valgsejr:

Valgkampagnerne centraliseres og professionaliseres i stadig stigende grad, siger den internationale valgkamp-strateg, Stanley Greenberg
25. juli 2001

Spin
Stanley Greenberg er noget så sjældent som en politisk engageret og socialt indigneret spindoktor, eller meningsmålings-ekspert, som han selv kalder sig. Det politiske engagementet er ikke et spørgsmål om cool cash – siger han i hvert fald selv – men stammer fra en undren over, hvorfor demokraterne i midt-firsernes USA under Ronald Reagan havde mistet arbejderklasse-stemmerne til republikanerne, og spørgsmålet om, hvordan man fik vendt den udvikling.
Han har arbejdet for Bill Clinton, Tony Blair, Nelson Mandela, Ehud Barak og Gerhard Schröder. Han stod bag den prisvindende internationale kampagne mod landminer, har hjulpet Røde Kors, ligesom han rådgiver virksomheder som British Airways, Boeing og Monsanto.
I 1999 slog han sig sammen med to andre verdenskendte valgkamp-eksperter, britiske Philip Gould og amerikanske James Carville i firmaet GGC/NOP, der udover de tre spindoktorer rummer et af Storbritanniens største meningsmålings-institutter GOP.
For Greenberg går valgkampagnerne én vej. Mod øget centralisering og professionalisering.
»I løbet af de 12-15 år, jeg har været i rådgivnings-branchen, er valgkampagnerne blevet meget mere centraliserede organisationer, der har fået et mere strategisk fokus. Og så er de blevet mere professionaliserede. Meningsmålings-analytikerne har fået en væsentlig større rolle i den daglige styring af kampagnens forløb end tidligere, i dag er man med i vurderingen af, hvordan der skal reageres på de forskellige udviklinger.«
»I dag får man for eksempel sent i en valgkampagne normalt foretaget meningsmålinger og holder fokus-gruppe-møder hver aften, så man kan foretage øjeblikkelige vurderinger af, hvordan de forskellige politiske udspil virker,« siger Stanley Greenberg.

Levende vælgere
»Under Tony Blairs kampagne i 1997 og her i 2001 havde vi fokus-grupper placeret i rundt om i alle dele af landet, i Skotland og Wales. Philip Gould og jeg sad i London og talte med rigtige, ’levende vælgere’ hver aften for at forstå, hvordan kampagnen virkede på dem. Og det rapporterede vi så tilbage til kampagne-teamet næste morgen klokken 7.30 sammen med tilbagemeldingerne fra de andre grupper i landet. Den viden brugte vi til at planlægge den kommende dags udspil. Så analyserne havde en helt central funktion i kampagnen, meget mere end tidligere,« fortæller han.
»Forskellen til de mere traditionelle valgkampagner er, at meningsmålings-analytikeren indtager en helt anderledes central position i valgkamp-hovedkvarterets strategiske team. I de fleste, traditionelle kampagner svarer meningsmålingerne kun på mere overordnede spørgsmål om, hvem der stemmer på hvem, og hvor tæt løbet er og den slags. I de amerikanske og de nyere europæiske kampagner er meningsmålings-analytikeren en central person i den gruppe, der udtænker og designer kampagne-strategien,« fortæller Stanley Greenberg.

The War Room
»Den helt centrale nyskabelse i Clintons 1992-kampagne var samlingen af alle væsentlige funktioner i en centraliseret kommando-struktur. Her blev medie-ansvarlige, meningsmålings-analytikere, valgkamp-strateger og oppositions-research folk samlet i ét rum, det såkaldte ’War Room’. Det gav en meget lav reaktionstid for de politiske udspil, der via oppositions-research gruppen hver gang var informationsbaseret. De vidste alt om, hvad republikanerne havde sagt til hvem, hvornår i de sidste ti år,« siger han.
Stanley Greenberg hentyder til den database, som han og James Carville havde samlet, hvor fremtrædende republikaneres taler og indlæg i de sidste ti år var samlet. Det betød, at Clinton-kampagnen, hver gang George Bush kom med et udspil, havde mulighed for at trylle et modstridende eksempel fra en tidligere tale, som Bush eller andre, fremtrædende republikanere havde holdt, og forkynde for offentligheden, at Bush modsagde sig selv eller var i strid med andre republikanere. Succesen blev senere gentaget i Tony Blairs kampagne, hvor databasen fik navnet ’Excalibur’ efter Kong Arthurs uovervindelige sværd.
– Hvor stor indflydelse har disse analyser på de politiske mål og visioner, som fremlægges af kandidaterne og partierne?
»Det er svært at sige. Det er mest på et generelt niveau, at det har indflydelse, snarere end på specifikke politikker og visioner. Næsten alle i valgkamp-hovedkvarteret er jo en del af det parti, man arbejder for. De folk har deres egne ideer, så det er altså ikke noget med, at jeg kommer ind ad døren, og så tager folk noter og udformer deres strategi ud fra mine direktiver – på ingen måde.«
»Tag for eksempel Tony Blairs kampagne. Det sjove med Blair er, at han har et offentligt ry som én, der omgiver sig med en masse spindoktorer, der gør alt muligt for at pleje hans ry. Men Blair har i virkeligheden et meget fastlåst syn på verden og på det, han forsøger at gøre. Og så har han en meget stærk vilje. Derfor er det ham, der sætter tempoet. Men i det mindste er hans egne ideer som regel ret gode. Ikke bare gode ’for landet’, men også i forhold til hans intuitive forståelse af, hvordan ideerne kan sættes igennem rent kommunikativt,« siger Stanley Greenberg.

*Tidligere artikler i serien om spindoktorer og moderne valgkampagner blev bragt den 10., 11., 12., 13., 14., 18., 20. og 21. juli.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her