Læsetid: 5 min.

OVERBLIK

18. juli 2001


Samfundstjeneste griber om sig
*Stadig flere dømte i voldssager straffes med samfundstjeneste. Sidste år blev 253 mænd og kvinder i voldssager dømt til at arbejde gratis i et antal timer i stedet for at tilbringe 30, 40 eller 60 dage i fængsel. Det er rekord. I 1999 var der 187 tilfælde, og året før var der 77 sager, viser tal fra Direktoratet for Kriminalforsorgen.For nylig er det flere gange sket, at Østre Landsret har brugt samfundstjeneste i voldssager, hvor byretten tidligere har ment, at ubetinget fængsel er den rette sanktion. Det gælder mest i sager om såkaldt simpel vold. Formildende omstændigheder kan være, at gerningsmanden er ustraffet, socialt veltilpasset, var fuld, blev provokeret, og at en fængselsdom kan være ødelæggende.

Israel gengælder palæstinensisk selvmordsbombe
*Mindst fire mennesker blev dræbt i går under et israelsk helikopterangreb på mål i Betlehem på Vestbredden, oplyser vidner. En af de dræbte palæstinensere var en lokal leder i den militante islamiske Hamas-bevægelse, som var i færd med at planlægge et »massivt angreb« mod israelerne, siger en kilde fra det israelske militær med henvisning til de igangværende Jødiske Olympiske Lege i Jerusalem. Ifølge vidner var der 14 sårede. Israels militær havde ingen umiddelbar kommentar. Angrebet kom som svar på den selvmordsbombe, der tidligere mandag dræbte to israelske soldater – en mand og en kvinde – samt attentatmanden selv nær en jernbanestation i den israelske by Binyamina nord for Tel Aviv.
Tidligere tirsdag forbød Israel et mindearrangement i det arabiske Østjerusalem for den prominente palæstinenser Faisal Husseini, der døde den 31. maj. Premierminister Sharon og hans regering er under stigende pres fra det yderste højre i Israel til at opgive sin selverklærede tilbageholdenhedspolitik over for palæstinenserne. Højrefløjen kræver, at Israel slår igen hårdt og øjeblikkeligt på alle palæstinensiske angreb.
Legene begyndte mandag aften under et stort sikkerhedsopbud.

Nye uroligheder i Belfast
*Et ukendt antal politimænd blev såret mandag aften, da nye uroligheder mellem protestanter og katolikker brød ud i den nordirske hovedstad Belfast sent mandag, oplyser politiet. Politiet blev angrebet med benzinbomber, brosten og andet kasteskyts, da de forsøgte at adskille de rivaliserende grupper. Britiske soldater blev sendt til de fire bydele i den nordlige del af hovedstaden, hvor urolighederne hærgede.
Natten til tirsdag var gaderne igen rolige, oplyste politiet, men tilføjede, at stemningen stadig var spændt. Sammenstødene mandag var ikke så voldsomme som i sidste uge, hvor mere end 100 politimænd blev såret under urolighederne.
Den britiske provins har de seneste uger oplevet en række voldelige sammenstød, hvilket har lagt pres på Storbritannien og Irland samt politikere fra både det protestantiske flertal og katolske mindretal i Nordirland for at genoptage den strandede fredsproces.

Vollsmose ikke så belastet alligevel
*Tal fra Odense Politi viser, at den belastede Odense-forstad Vollsmose måske slet ikke er så belastet, som mange tror.
»Der sker faktisk hverken flere eller grovere forbrydelser i Vollsmose end i andre bydele i Odense,« siger Ole Højer Petersen, chefkriminalinspektør i Odense Politi, til Fyens Stiftstidende.
Hvis man sammenligner postområder i Odense, ligger 5240 (Vollsmose) under de fleste andre områder, hvad angår straffelovsovertrædelser.

Etniske udrens-ninger i Nigeria
*Myndighederne i Nigeria indrømmede tirsdag, at over 100 mennesker er blevet dræbt i forbindelse med etniske uroligheder, der har hærget delstaten Nasarawa de seneste fem uger. Regeringskilder og politi havde indtil tirsdag afvist at sætte tal på de døde til trods for, at hospitalskilder og øjenvidner længe har talt om et dødstal, der ligger over 200.
Allerede for tre uger siden udsendte Det Internationale Røde Kors (ICRC) en appel om hjælp til de over 50.000 mennesker, der var flygtet i forbindelse med etniske uroligheder i delstaten Nasarawa, et fattigt landbrugsområde i det centrale Nigeria.

Ny montenegrinsk regeringschef
*Jugoslaviens præsident, Vojislav Kostunica, bad i går Montenegros tidligere finansminister Dragisa Pesic om at danne en ny forbundsregering. Kostunicas skridt ses som et sidste forsøg på at redde Jugoslavien som forbundsstat.
Pesic afløser dermed Zoran Zizic, der trådte tilbage den 29. juni. Det skete i protest mod, at Jugoslaviens tidligere præsident Slobodan Milosevic blev udleveret til krigsforbrydertribunalet i Haag. Pesic er ligesom Zizic medlem af Montenegros Socialistparti (SNP), der var allieret med Milosevic, indtil han blev væltet ved en folkelig revolte i oktober i fjor.

100 børn frigivet i Sierra Leone
*Oprørere i den vestafrikanske stat Sierra Leone har frigivet over 100 børn – de fleste pigesoldater, sagde en romerskkatolsk biskop tirsdag.
Frigivelsen af børnesoldaterne er et led i den afvæbningsplan, som FN’s fredsbevarende soldater i landet overvåger, efter at en våbenhvile har sat en stopper for den ekstremt grusomme borgerkrig i landet, hvor oprørerne huggede arme og ben af deres ofre og tvang børn til at begå de samme forbrydelser.
Ifølge biskop George Biguzzi fra Makeni stift i den nordlige del af Sierra Leone har hjælpeorganisationen Caritas modtaget i alt 107 børn. Af de 107 var i alt 62 *piger i alderen 10 til 16 år. De øvrige var endnu yngre og menes at være børn af de oprørere, der endnu ikke har overgivet sig og ladet sig afvæbne.

Razzia i Genova forud for G8-topmøde
Italiensk politi gennemførte tirsdag razziaer mod venstreorienterede grupper i mindst fire italienske byer.
Ifølge politiet skete det som led i sikkerhedsforanstaltningerne forud for G8-topmødet i Genova senere på ugen.
I Genova fandt politiet intet andet end 20 personer, der sov, ved razziaen mod et såkaldt socialt center. Samtidig undersøgte politiet identifikationspapirerne hos nogle selverklærede anarkister, der opholdt sig på et stadion i nærheden.

Iransk arrestordre på oppositionsleder
*Irans revolutionære domstol har udstedt en arrestordre mod Ibrahim Yazdi, lederen af landets liberale opposition, Irans Frihedsbevægelse, IFM. Ibrahim Yazdi befinder sig i øjeblikket i USA, hvor han har modtaget medicinsk behandling.
Ifølge nyhedsbureauet IRNA vil Iran kræve Yazdi udleveret via Interpol.
USA har ingen diplomatiske forbindelser med Iran og forholder sig dybt kritisk til det islamiske regime, der til gengæld betragter Washington som »den store Satan«.
I april begyndte Irans konservative domstole en klapjagt på dissidenter. Omkring 60 blev anholdt, heriblandt mange IFM-medlemmer. Bevægelsen har tidligere været forbudt, men er alligevel blevet tolereret.
Ibrahim Yazdi var udenrigsminister under Mehdi Bazargan-regeringen, der fulgte den islamiske revolution i 1979.

Amt og kommuner tager hånd om syge
*Nordjyllands Amt og foreløbig fem nordjyske kommuner har indgået en partnerskabsaftale, der skal sørge for, at syge borgere fastholdes på arbejdsmarkedet.
Aftalen betyder, at amtet som arbejdsgiver og kommunerne eventuelt sammen med faglige organisationer og naturligvis den syge selv søger at skaffe de bedste muligheder for langtidssyge, således at de kan vende tilbage i arbejde.
Nordjyllands Amt har en fordel ved at fastholde medarbejderne i job, fordi amtet forudser, at det ikke bliver lettere at skaffe arbejdskraft i fremtiden, og kommunerne får færre udgifter til sygedagpenge. Endelig er aftalen til gavn for de syge borgere, som ikke udstødes fra arbejdspladsen.

Titusinder i demo mod ETA-drab
*Titusinder af spanierne samledes mandag aften til demonstrationer i byer rundt om i Spanien i protest mod weekendens to drab, som den baskiske separatistbevægelse ETA anklages for at stå bag.
Det største tilløbsstykke var demonstrationen i Tolosa, byen hvor den 44-årige Mikel Uribe, der var baskisk politibetjent, blev dræbt lørdag. Men også i andre byer i baskerlandet samt i den spanske hovedstad Madrid, Barcelona, Valencia og Sevilla samledes folk.
I regionens største by Pamplona gik 45.000 mennesker mandag aften i optog for at vise deres afsky mod forbrydelsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her