Læsetid: 5 min.

OVERBLIK

16. juli 2001


Internet bliver klassedelt
*Det er slut med at surfe gratis på Internet. I hvert fald hvis man ønsker flere muligheder end den helt skrabede udgave, hvor man kun lige kan søge på de største sites og sende et par e-mail. Det forudsiger grundlæggeren af Danmarks største portal, Jubii. Samtidigt har en helt ny svensk opfindelse banet vejen for, at Internetsteder, som f.eks. Jubii, kan frasortere bestemte Internetudbyderes kunder, så de ikke længere kan bruge portalen.
»I fremtiden vil vi se et Internet opdelt i klasser. Der vil være 1. klasse for dem, der vil betale eksempelvis et par hundrede mere om måneden for at få fri adgang til stort set alt og en 2. eller 3. klasse for de, der ikke vil betale for noget ud over selve forbindelsen,« siger Jubii-direktør Martin Thorborg.

K kræver afgiften på biler nedsat
*I modsætning til nu hvor man reelt betaler for tre biler, hver gang man køber én, skal alle danske familier i fremtiden kunne købe en billig, ny bil hvert femte år. Det var budskabet fra Det Konservative Folkeparti, der i går affyrede startskuddet til en sommerkampagne for lavere afgifter på biler.
Partiet foreslår, at afgiften på nye biler i gennemsnit skal falde med 15 procent i forhold til nu. Desuden skal den nuværende afgift afløses af en tredelt beskatning, baseret på motorstørrelse, benzinforbrug og bilens vægt.
Det vil ifølge den konservative leder, Bendt Bendtsen, på længere sigt give bedre, sikrere og renere biler. På den måde vil den danske familie ifølge Bendtsen nemlig have råd til at køre i nye biler og skifte dem ud noget hurtigere – og derved skåne miljøet.

Sats ikke på billig afbudsrejse
*De solhungrende danskere står i kø for at sikre sig en ferie til sydens sol og varme, men ikke alle er lige heldig. Har man ikke bestilt sommerferien i god tid, risikerer man at gå forgæves. I takt med meteorologernes prognoser om mere dårligt vejr stiger telefonstormen hos rejsearrangørerne.
Hos Star Tour ringer omkring 2.500 om dagen for at sikre sig en billet ned til varmen, men rejsebureauerne har ikke kapacitet til at sende alle på ferie.
»Omkring 8.000 til 10.000 er gået forgæves de sidste otte dage. Der er utroligt mange lurepassere, som ikke har bestemt sig, og mange håber på en afbudsrejse, men de bliver skuffede. De næste 10 dage frem er der mere eller mindre totalt udsolgt på flyene sydpå,« siger Stig Elling, salgsdirektør i Star Tour.

Nye belastende beviser i PFA-sagen
*Politiet har fundet nye og belastende beviser i den såkaldte PFA-sag mod sagens to hovedpersoner, entreprenør Kurt Thorsen og tidligere direktør i PFA Byg, Rasmus Trads. I det år, der er gået siden Københavns Byret den 14. juni 2000 afsagde dom i en af danmarkshistoriens største erhvervsskandaler, har en mand været afsat til at efterforske sagen yderligere - og det har båret frugt.
Den nye anklager i sagen, Henrik Steen Andersen, vil i Østre Landsret, når ankesagen begynder 31. juli, fremlægge nye dokumenter over førte mobilsamtaler, og vidnelisten er udvidet med yderligere to vidner. Anklagemyndigheden, der overtager sagen fra politiet i en retssag, fik medhold i sine tiltaler mod de to herrer, og Thorsen fik seks års fængsel, mens Trads fik fem år. Alligevel har politiet valgt at arbejde videre med sagen.

Ni kræves flængslet efter rocker-opgør
*Kriminalpolitiet i Hjørring fremstillede søndag aften ni personer i grundlovsforhør med krav om fængsling efter et masseslagsmål mellem rockere. Rockeropgøret skete ved midnatstid lørdag foran værtshuset Sunset i feriebyen Blokhus ved den jyske vestkyst. Alle ni mænd sigtes for grov vold, men politiet vil ikke udelukke, at flere kan blive anholdt i sagen.
En stor gruppe rockersupportere og enkelte medlemmer af Bandidos og Hells Angels tog del i volden foran værtshuset. Anmeldelsen til Hjørring Politi lød på, at omkring 30 til 40 rockere sloges udenfor, og at en mand var stukket ned med en kniv. Betjentene fra Hjørring måtte tilkalde forstærkning fra Aalborg for at stoppe uroen.

Makedonien gør krigsforberedelser
*Mens vestlige forhandlere presser på for at nå en forhandlingsløsning i Makedonien forbereder det make-donske militær og de albanske oprørere sig på mere krig.
Vesten frygter at, et sammenbrud i forhandlingerne kan blive startskuddet til den femte Balkankrig på kun ti år. Hvis det sker, vil frontlinjen komme til at løbe tværs gennem Tetovo, landets største albanske by. Krigen har hidtil været begrænset til landsbyer i den nordlige del af landet og bjergene over Tetovo by. Men hvis kampene bryder ud igen, vil den makedonske hær og oprørene have valget mellem at udkæmpe gadekampe eller at trække sig. Artikel side 4

Komité styrer topmøde-protester
*Protester imod globalisering, som dem ved EU-topmødet i Göteborg forrige måned, bliver koordineret internationalt af en central styregruppe, oplyste det tjekkiske indenrigsministerium søndag. Ministeriet fremlægger onsdag en rapport om den centrale styring af topmøde-demonstrationerne - to dage forud for starten på G8-landenes møde i Genova, hvor der også ventes demonstrationer.
En gruppe, der kalder sig Folkets Globale Aktion, stod bag de protester, der forstyrrede Den Internationale Valutafonds og Verdensbankens møder i Tjekkiets hovedstad sidste september, oplyser indenrigsministeriet i Prag ifølge det tjekkiske nyhedsbureau CTK.
En koordineringskomité bestående af 12 anti-globaliseringsaktivister leder bevægelsen, oplyses det i en tjekkisk rapport. Sikkerhedsforanstaltningerne er ved at blive skærpet i Genova forud for G-8-mødet, som begynder på fredag.

Endnu en kvinde stenet ihjel i Iran
*Maryam Ayoobi, en 35 årig kvinde og mor til to, blev stenet ihjel i det iranske Khasr- fængsel i Teheran 11 juli. Maryam blev beskyldt for utro-skab og var i fængsel i mere end et år. Maryam fik 100 piskeslag, før hun blev stenet ihjel.
Det oplyser koordinatoren i Danmark for Den internationale Komité mod stening, Nahid Riazi.
I en pressemeddelse skriver koordinatioren:
»At stene mennesker ihjel er noget, der ikke skulle finde sted i det 21. århundrede, men desværre bliver kvinder og mænd stadigvæk udsat for denne brutale straf, hvor man graver mennesket ned i jorden, hvorefter der bliver kastet med sten på hende / ham, indtil personen dør.« En ny rapport fra Udlændingestyrelsen om menneskerettigheds-situationen bliver kritiseret for at være for ukritisk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her