Læsetid: 4 min.

OVERBLIK

13. juli 2001


’EU fremmer anti-semitisme’
* Det israelske dagblad Ma’ariv kunne forleden rapportere, at EU i israelske øjne har forsøgt at påvirke det israelske valg i februar ved at støtte NGO’er på venstrefløjen. Det har ophidset den israelske vice-minister uden portefølje, Michael Kleiner. Han ser EU’s påståede støtte som et eksempel på en stigende europæisk favorisering af palæstinenserlederen Yasser Arafat. »Der er ingen logisk forklaring på, hvorfor Europa favoriserer Arafat. Min eneste konklusion er, at Europa fremmer en ny form for anti-semitisme,« siger han i følge The Economist. Inf.

Japan kan redde Kyoto-aftale
*I går offentliggjorde den svenske regering overraskende et skriftligt løfte fra Japan til EU om at tiltræde Kyoto-Protokollen, uanset om USA er med eller ej. I et brev til den svenske statsminister, Göran Persson, skriver Japans ministerpræsident, Junichiro Koizumi, at Japan står bag aftalen, uanset hvor mange lande den omfatter. Der har tidligere været tvivl om Japans opbakning til aftalen.

Sofia: Eks-konge ny premierminister
*Bulgariens eks-kong Simeon II accepterede i går at blive ny ministerpræsident efter sejren i juni, men han er nybegynder i politik og vil få svært ved at indfri sine valgløfter. Simeon er den første tidligere monark, der efter den kommunistiske æra i Østeuropa genvinder den politiske magt. Hans Nationale Bevægelse for Simeon II vandt parlamentsvalget den 17. juni – et valg, hvor Simeon selv stemte for første gang nogensinde.

’Overraskende hvis Israel sender Gillon’
*Det vil være overraskende, hvis Israel ikke tager kritikken af Israels kommende ambassadør i Danmark, Carmi Gillon, til efterretning og sender en anden, vurderer pensioneret ambassadør Preben Hansen over for Ritzau. »Det er altid muligt at foretage et tilbagetog navnlig for et demokratisk land, og ingen er i tvivl om, at Israel er et demokratisk land,« siger Preben Hansen, der dog aldrig selv har gjort tjeneste i Israel.
Artikel forsiden

Milosevic går til en hollansk domstol
*Jugoslaviens forhenværende præsident Slobodan Milosevic vil anmode en hollandsk domstol om at afgøre, hvorvidt hans anholdelse i Beograd var lovlig, sagde en af hans advokater i går. Formålet er at »afprøve lovligheden af Milosevics anholdelse i Jugoslavien og lovligheden af Krigsforbryderdomstolens fængsling« af den tidligere jugoslaviske præsident, oplyser den canadiske advokat Christopher Black.

Rigsretshøring mod Wahid fremskyndes
*En rigsretshøring mod Indonesiens præsident rykker tættere på. Den indflydelserige formand for det indonesiske parlament sagde i går, at parlamentet skal mødes for at fremskynde rigsretssagen mod præsident Abdurrahman Wahid. Parlamentsformand Amien Rais sagde i går, at alle parlamentsmedlemmer i hovedstaden Jakarta havde fået at vide, at de ikke måtte forlade byen, fordi et møde (for at diskutere en tidlig rigsretshøring, red.) ville blive afholdt snarest.

Italien: Tredoblet budget-underskud
*De røde advarselslamper blev hængt ud i går, efter at Italiens nye konservative regering onsdag aften overraskende havde meddelt, at støvlelandets budgetunderskud måske bliver op mod tre gange så højt som ventet. Det var økonomiminister Giulio Tremonti, som onsdag aften på italiensk tv løftede sløret for den nye prognose for statsunderskuddet, som med stor sandsynlighed vil smadre regeringens højrøstede valgløfter om store skattelettelser og markant stigende statsudgifter.

Register over læger der har begået fejl
n52 danske læger har begået så mange fejl, at deres daglige arbejde er under skærpet overvågning af Sundhedsstyrelsen, oplyser DR Nyheder.
Et helt nyt register afslører for første gang antallet af læger, der flere gange har haft klagesager. Af registret fremgår det, at i alt 746 ansatte i sundhedssektoren mindst tre gange har været indbragt for Patientklagenævnet siden 1998.

’Slavehandel’: USA sortlister allierede
*USA’s regering sortlistede i går 23 lande, fordi de ikke gør nok for at bremse menneskesmugling. Blandt de sortlistede lande er allierede som Israel, Grækenland og Saudi-Arabien. USA kan i henhold til en ny lov indføre sanktioner mod lande, som ikke gør nok for at stoppe smugling af mennesker, som ledelsen i Washington betegner som en »moderne form for slaveri«. Under den nye lov udarbejder USA en vurdering af, hvordan verdens lande håndterer menneskesmugling.

Gøteborg: Anklager kræver 18 måneder
*Et år og seks måneders fængsel. Det er, hvad anklageren i går krævede i straf til de fem danske aktivister, der ved Tingsrätten i Gøteborg står tiltalt for at have forberedt »grov legemsbeskadigelse og hærværk«. De fem færdes alle i det venstreradikale miljø i København. Og er alle fem ifølge anklageren tæt organiserede konspiratorer og medlemmer af en efter hans mening farlig organisation – Antifascistisk Aktion.

Rwandere anholdt for folkemord
*Tre rwandere, herunder en tidligere finansminister, er i går anholdt i tre forskellige europæiske lande, anklaget for at have deltaget i folkemord. Det oplyser chefanklageren ved den internationale krigsforbryderdomstol i Haag i går. De tre mænd vil blive overført til FN-domstolen for Rwanda, som har hjemme i Arusha i Tanzania.

Korruption: Nettet stramt om Chirac
*Nettet strammes om Frankrigs præsident, Jacques Chirac. Efterforskningen af en omfattende korruptionsskandale i Frankrig kommer tættere og tættere på præsidenten, som ikke alene må slås for sin politiske overlevelse, men også sin families ære. Undersøgelsesdommerne og bagmandspolitiet vil afhøre den 68-årige præsident om, hvorfra han fik de enorme summer penge, der blandt andet blev brugt til luksusrejser til blandt andet Tokyo og New York.

Dyb bekymring over Argentina-økonomi
*Argentinas præsident, Fernando de la Rua, lover at gennemføre omfattende nedskæringer på statsbudgettet for at løse de alvorlige problemer i det latinamerikanske lands økonomi, som truer med at brede sig til den øvrige verden. På samme tid betegner Den Internationale Valutafond (IMF) situationen i Argentinas økonomi som »ekstremt farlig«.

Vil veksle euro for fred i Congo
*Med penge som lokkemiddel håber EU’s udviklingskommissær, Poul Nielson, at han kan puste nyt liv forhandlingerne om en varig løsning på stridighederne i den Demokratiske Republik Congo. Under et besøg i det krigshærgede land vil Poul Nielson gøre det klart for de politiske grupperinger, at bistand for 120 millioner euro (knap 900 millioner kroner) fra EU vil være afhængig af, om parterne viser vilje til at finde en fælles løsning.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her