Læsetid: 4 min.

OVERBLIK

25. juli 2001


Israels parlament støtter Gillon
*Stort set alle tilstedeværende medlemmer af det israelske parlament, Knesset, gav i går deres støtte til Carmi Gillons udnævnelse til ny israelsk ambassadør i Danmark. De tilstedeværende godt tyve medlemmer af Knesset vedtog dog, at sagen om den omstridte Gillon skal viderebehandles.
Gillon er kommet i modvind i Danmark, efter at han i interviews har sagt, at Israel bør overveje at genindføre brugen af »moderat fysisk pres« under forhør af palæstinensiske fanger. Det blev ellers forbudt i Israel i 1999. »Moderat fysisk pres« er ifølge FN det samme som tortur.

ASEAN bekymret over global økonomi
*Udenrigsministrene fra Sammenslutningen af Sydøstasiatiske Lande (ASEAN) udtrykte i går alvorlig bekymring over den globale økonomiske afmatning, som har udspring i USA’s aktuelle problemer.
»Vi udtrykker vor bekymring over udsigterne for den globale økonomi, særlig den økonomiske nedgang i USA, Japan og Europa, som på lidt længere sigt vil kunne lægge hindringer i vejen for fortsat vækst i ASEAN-området,« hed det i et fælles kommunike fra udenrigsministrene.
ASEAN består af Brunei, Cambodia, Indonesien, Laos, Malaysia, Myanmar, Filippinerne, Singapore, Thailand og Vietnam.

Venstre advarer mod Glistrup
*Venstre advarer borgerlige vælgere mod at stemme på Fremskridtspartiet ved det kommende Folketingsvalg. Advarslen kommer, efter at Fremskridtspartiet har indsamlet de nødvendige 20.000 underskrifter, der gør partiet opstillingsberettiget.
»Jeg vil opfordre vælgerne til at stemme på solide borgerlige kræfter – altså ikke på Mogens Glistrup. Ellers risikerer vi et stemmespild,« siger Venstres politiske ordfører, Ulla Tørnæs.
Fremskridtspartiet får 1,4 procent af stemmerne i det seneste kvalitetsvejede gennemsnit af juni måneds meningsmålinger, som valgforsker Søren Risbjerg Thomsen har udregnet for Ritzau. Men Søren Risbjerg Thomsen siger, at partiet kan forvente øget fremgang, når det først bliver opstillingsberettiget med dertil hørende adgang til den kommende valgkamp.

Mellemøst-uro rammer Israels økonomi
*De vedvarende uroligheder mellem israelere og palæstinensere går hårdt ud over den israelske økonomi.
Avisen Haaretz skrev i går, at antallet af turister, der kom til landet i juni, var knapt 100.000, og det er et fald på 55 procentpoint i forhold til året før. Siden urolighederne brød ud i slutningen af september sidste år, har antallet af besøgende turister i gennemsnit ligget 46 procentpoint lavere end året før.
Samtidig citerede avisen den israelske nationalbank for at meddele, at udenlandske investeringer i israelske værdipapirer og fast ejendom i årets første halvdel ligger 56 procentpoint lavere end i samme periode sidste år.

Kina fængsler to i ti år for spionage
*En domstol i Kina har dømt to kinesiske akademikere med bopæl i USA ti års fængsel for spionage.
Den ene, den 39-årige sociolog Gao Zhan, arbejder på American University i Washington, mens der ikke umiddelbart var oplysninger om den anden, Qin Guang-guang.
Gao, der fortsat er kinesisk statsborger, blev anholdt i februar, da hun sammen med sin familie ville gå om bord i et fly til USA. Kina beskylder både hende og Qin for at spionere for Tai-wan.
Nyhedsbureauet Xinhua skrev, at en tredje person, Qu Wei, var idømt 13 års fængsel for at have leveret oplysninger til Gao og Li Shaomin, en amerikansk statsborger af kinesisk afstamning, der i sidste måned blev udvist fra Kina. Anholdelsen af Gao og andre kinesere med bopæl i USA har kølnet forholdet mellem USA og Kina.

Iran bevæbner små byer mod narko
*Indbyggerne i over 1.100 iranske landsbyer i den nord-østlige del af Iran nær grænsen til Afghanistan er blevet forsynet med våben for at hjælpe dem i kampen mod banditter, rapporterer det iranske nyhedsbureau, IRNA.
Iran har i mange år ført en dyr og blodig kamp mod bevæbnede banditter og narkohandlere ved grænsen til Afghanistan, hvor myndighederne siger, at civile indbyggere ofte bliver taget som gidsler.
Iran ligger på en af narkohandlernes hovedruter fra Afghanistan og Pakistan til de lukrative markeder i Europa og de olierige lande ved Den Persiske Bugt.

Mandela har kræft
*Sydafrikas tidligere præsident Nelson Mandela har fået konstateret prostata-kræft og skal strålebehandles i syv uger, meddelte hans kontor tirsdag. En talskvinde for den 83-årige Mandela sagde dog, at sygdommen ikke har udviklet sig særlig meget, og at den formentlig ikke vil reducere hans livslængde.

Protester stopper Færø-pensioner
*Voldsomme protester fra den færøske befolkning har fået Færøernes landsstyre til at droppe et nyligt vedtaget forslag om favorable pensioner til Færøernes landsstyremænd.
Forslaget, der blev vedtaget den sidste dag inden lagtingspolitikerne gik på sommerferie, medførte bl.a., at flere politikere stemte pensionsbeløb ned i deres egne lommer.
En underskriftsindsamling mod loven fik opbakning fra 20.000 af de i alt 47.000 færinger.
Protesterne har rystet lederne af de to partier i landsstyrekoalitionen, Høgni Hoydal fra Republikanerne samt Helena Dam á Neystabø fra Selvstyrepartiet, og de har meddelt, at de ikke agter at lade loven træde i kraft.

Tyrkiet vil
efterforske Genova
*En kommission i Tyrkiets parlament vil formentlig efterforske, hvorvidt Italien krænkede menneskerettighederne i forbindelse med weekendens topmøde i Genova. Mødet mellem lederne af de otte førende industrinationer i G8-gruppen var ledsaget af voldsomme sammenstød mellem demonstranter og italiensk politi. En demonstrant blev dræbt af politiets skud og derefter kørt over. Omkring 500 andre blev såret, og det er disse begivenheder, som tyrkerne måske vil se nærmere på.
»Vi vil tage til Italien og efterforske, nøjagtig lige som udenlandske parlamentarikere kommer til Tyrkiet for at undersøge menneskerettighederne,« sagde Emre Kocaoglu, viceformand for menneskeretskomiteen i det tyrkiske parlament, i går.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her