Ny bog
I 1974 udkom Henrik Bjelkes Saturn: Et vildt uregerligt roman-monster, hvor kvasi-selvbiografi med stærkt litterære og stærkt pornografiske indslag blander sig med lange citater af det babyloniske heltekvad Gilgamesh samt andre former for syretrip.
Nu har Christian Dorph og Hans Otto Jørgensen valgt at genudgive romanen; i den dertil hørende pressemeddelelse hævder de, at Bjelke fortjener en mere central plads i den danske litteraturhistorie, og at der er meget at hente i Saturn, selv om den på mange måder er »fuld af manerer« og »langt ude«.
Det kan man kun give dem ret i. Bogen er så verbuos og uhæmmet associerende, at man næsten ikke orker den, men samtidig skriver den sig vitterligt hele tiden frem til stunder af høj litterær kvalitet.
Rohrschach
Rorschach-tavlen er en genkommende metafor i bogen. Og skulle man ikke vide, hvad det er, bliver det forklaret i forfatterens egne noter (som er pedantiske til det parodiske): »billede af vagt udformede og i sig selv indholdsløse figurer (brugt til psykiatrisk diagnosticering), efter Hermann Rohrschach, svejtsisk psykiater 1884-1922 der udformede 10 sådanne tavler.« Rohrschach-tavler er de her blækklatter, der ikke forestiller noget bestemt, men som for hver enkelt beskuer falder på plads i et eller andet velkendt mønster. Som når man kigger op i skyerne.
Der er noget Rorschach-agtigt over Saturn selv: Skriften flimrer af sted og bliver til tåge for øjnene, indtil man endelig finder et billede at gribe fat i; et impressionistisk sceneri, en rammende metafor, en koncis formulering.
Denne læser lod sig eksempelvis gribe af »øjenlågenes arterierøde, årede og skrøbelige kalecher« og af et skib, der »skærer en revne flødeskum efter sig i en rift på den blå glaserede hud.« Endvidere en beskrivelse af fortællerens hustru: »I skyggen af et hvidt lysende magnoliatræ sidder den nu kortklippede Alice. ... Hun koncentrerer sig nu (belyst i flager af saftiggrønt og blåviolet sollys) om trepaneringen af en valnød, hvis lille model af koaguleret hjernemasse hun med to solbrændte fingre befrier som en ædelsten af sin kostbare indfatning, smider et lille stykke op i den glitrende luft og griber i munden ... dertil øjnenes sprog.« Og allermest gribende fandt jeg måske fortællerens lakoniske formulering af sin rolle som verdenstræt far til en lille tre-årig verdensudforsker: »Det var en dag i min søns liv. Det var ikke en dag i mit liv.«
Mandebog
Saturn er på mange måder en rigtig mandebog. Fortælleren ligger i bestandig dialog med den moderne litteraturs store mænd: Joyce, Proust, Genet, Le Clezio, Sartre, Durrell, Borroughs (samt mange andre), og i midterdelen bevæger han sig ind i en homoseksuel mystik, hvor pointen i høj grad er en autoerotisk cirkel af selvforsynende sædproduktion.
Bogen falder med grove snit i tre dele: En del hvor fortælleren bor med hustru og søn i en lille sydfransk badeby og invaderes af fortid og litteratur og leverbetændelse; en del hvor han går ud i verden og lader sig pule til mystisk ekstase; og endelig en del hvor han igen bliver familiefar.
Første del har et umiskendeligt proustiansk anslag, ikke mindst i kraft af de indlagte angivelige citater fra forfatterpersonen Rosenkvists erindringværk, som nok skal forestille en parodi på freudianismen, men samtidig lader den tabte tid strømme ind i et værk, der ellers har det som sin erklærede ambition at dyrke nuet: »Messe pour le temps present«, som et af kapitlerne hedder.
Anden del er den fulde udfoldelse af den særegne kombination af homosex og orientalsk mystik; en gentagen nedstigning i »bankens opfyldte kældre« af sæd: »Jeg knepper mig selv, jeg er ham, der knepper mig, det er et, han og jeg er et rødglødende, rytmisk hele« eller: »Alting er i dobbelt potens, de er begge på en gang kvinder i deres røvhuller og disse røvhullers slimhinder, deres mundes ivrige spytproduktion og mænd i deres pikkes gigantiske muskulatur, deres punges og indre kirtlers kroniske produktion af sæd.« De seksuelle billeder på selvbefrugtning gennem sædens evige kredsløb bliver metaforer for kunstneren som den evigt selvnærende ånd. Kunstneren der ikke behøver kvinden, for, som det hedder et sted: »Hvis mændene ikke havde kvinder, ville de endnu tale med Guderne.«
Rastløs
I slutningen vender fortælleren alligevel tilbage til kvinden. Under Venedigs »lyshvælving af skarp blå himmel« genfinder han Alice, »som opstanden af Venedigs forfaldne skaller«. Som om midterdelen (à la Joyces Portræt af kunstneren som ungt menneske) er en slags ophold i skærsilden, hvorefter manden lutret kan dukke op i Venedigs »perlemorshimle« og indtage sin plads som familiefar.
Saturn er altså ikke uden udviklingshistorie. En historie der også formuleres som en historie om at miste sin hud og få den tilbage igen. Foran spejlet på et hotel i Venedig har jeget en vision af sig selv uden hud, med frit indsyn til sener og muskler og arterier. Da han siden genforenes med Alice, forvandler hendes berøring ham fra »ufødt foster serveret uden hornkokon eller sejrsskjorte« til »den organiserede eksistens, fast afgrænset af hud som fint læder.«
Da Torben Brostrøm i sin tid anmeldte Saturn, mente han at slutningen fremstod postuleret. Og det vil jeg give ham ret i. Der er ingen grund til at tro, at det rastløse begær som pulserer gennem hele bogen, her skulle have fundet et virkeligt hvilepunkt.
For bogen er først og sidst en rastløs vandring gennem sproget. Drevet frem af trykket fra alt det »indestængte stof«. Det stof der i midterdelen tager den meget konkrete skikkelse af sæd.
Bjelke hopper fra sten til sten gennem sprogets strøm: »Silende silentium ... siloer ... Silikat men ikke videre delikat ... kis, kisel eller silicium på relieftapeternes irgrønne bund.« Og så hvirvles han ind i malstrømme, der bringer os dybt ned i den europæiske kulturs fantasmatiske underverden. Det er et æstetisk syretrip der har sine stunder af stor klarhed. Og det er samtidig en meget, meget tankevækkende dybderapport fra den patriarkalske kulturarv som stadig er vores.
*Henrik Bjelke: Saturn. 2. udg. 348 s., 198 kr. Arena
