Læsetid: 18 min.

På sporet efter et faldet idol

14. juli 2001

I
København, juli 2001: Take a journey to the bright midnight …

Det er varmt. En fugtig og tung varme, som betyder, at vi har indgået en kontrakt her i huset om at udsætte eventuelle uoverensstemmelser til temperaturen falder. Det er ved at blive nat, og alle trækker vejret lettere. Jeg sidder splitternøgen på et klæde og prøver at fange beatet på tastaturet, mens jeg med gru prøver at tænke tanken om at holde op med at ryge til ende. Selvfølgelig griber jeg ud efter smøgerne … der er meget, jeg ikke ved noget om, men hvad angår kompulsiv adfærd, er jeg ekspert til det kvalmende.
På mit skrivebord hober ufattelige mængder lort sig op. Alt mulig ragelse, som på én gang gør mig lykkelig og stresset. Men jeg har ryddet en plads rundt om tastaturet, hvor jeg har fremlagt tre artefakter fra det 20. århundrede: En samling rejseglimt af Tom Kristensen med titlen Hvad var mit Ærinde? En digtsamling jeg skrev i min ungdom betitlet Begær, og som jeg ikke har kigget i de seneste ti år. Hvis det kan gøre det. Thi på et tidspunkt følte jeg at have indskrevet min egen undergang i den. Og for hvert år, der går, interesserer den mig mindre og mindre – min undergang, altså. Det er nok at vide, at den er et ubarmhjertigt faktum. Og endelig den seneste udgivelse fra Doors-arkiverne, Bright Mid-
night/Live In America. For den udenforstående er der ingen sammenhæng mellem de tre ting. For mig hænger de kun alt for godt sammen.
I mit univers handler de om mit ungdomsidol, James Douglas Morrison – Jim blandt venner, fjender og fans – sanger, seer, svamp, sexidol, syrehoved … og amerikaner, så det batter! Ikke nødvendigvis i den rækkefølge – eller nogen anden, for den sags skyld. I over 30 år har jeg været på sporet efter denne tidligt afdøde – 27 blev han – litterært og filmisk orienterede rocksanger, hvis begrænsede, men udtryksfulde bariton tidligt rørte ved noget centralt i mig. Morrison og hans band, The Doors, spillede en central rolle i dannelsen af, hvad vi kan kalde mit kunstsyn. Som i mange år var uadskilleligt fra mit livssyn. Sådan spiller klaveret ikke længere, men lad det hvile.
Bright Midnight er blevet til den bedste live-plade fra de fire musikere, der tilsammen udgjorde det amerikanske rockband The Doors. Dannet august 1965 ved et tilfældigt møde på stranden ved Venice mellem pianisten Ray Man-zarek og en ung Jim Morrison, som netop var blevet færdig med sit studie i filmvidenskab på UCLA, siden suppleret med guitaristen Robbie Krieger og trommeslageren John Densmore, tog de navn efter Aldous Huxleys geniale lille reklamefolder for psykedeliske stoffer, The Doors of Perception – som så igen var et William Blake-citat! Gruppens debutalbum, The Doors, udsendt i starten af 1967, gjorde via hittet »Light My Fire« bandet til sentressernes største rocknavn. Grundet den unge Morrisons sensuelle udstråling blev gruppen også et af tidens største teenyboppernavne, hvilket blev noget af en møllesten rundt om dens kollektive hals hen ad vejen.
The Doors opløstes den 3. juli 1971, da den gode Morrison døde af et hjertestop i et badekar i en fremlejet lejlighed i Paris. At de andre tre musikere udsendte yderligere to albums som The Doors ændrer ikke ved det faktum. Morrison levede hele vejen igennem op til Rim-bauds opfordring om den totale derangering af alle sanser og fulgte endvidere Blakes motto om, at »the road of excess lead to the palace of wisdom«. Han nåede bare aldrig frem til paladset.
Optagelserne på Bright Midnight stammer fra 14 koncerter, optaget i 1969/1970, som tilsammen udgjorde grundlaget for Absolutely Live, der udsendtes i 1970, men fremstod som en skuffende oplevelse – dengang som nu – i forhold til gruppens ry som rockens store perfomancekunstnere. Bright Midnight er en mere dynamisk og levende lytteoplevelse, som gud ved for hvilken gang slår fast, at The Doors’ musik har bevaret sin friskhed og sin relevans, kunstnerisk er udtrykket på højde med hvilket som helst rockband, der har været oppe at vende som ugens varme navn de sidste 30 år.
Det samme kan konstateres ved at lytte til de seks studiealbums, det blev til i årene 1967-1971. De er – selv om nogle af dem er bedre end andre – gjort af ét stykke, visionen er intakt, sigtet sikkert, udtrykket såvel elegant som solidt, de musikalske indsatser upåklagelige, produktionen ren, klar og fri for andre gimmicks end dem, musikken nu behøver, melodierne opfindsomme og slidstærke, teksterne inciterende, blide, bevidsthedsudvidende, voldsomme, poetiske, prægnante etc. De holder. Simpelthen. Hvis hensigten var at præsentere Rock som Kunst, må det til overmål siges at være lykkes.

II

Paris, 3. juli, 2001: We have assembled inside this ancient & insane theatre / to propagate our lust for life …

Inde i Les Bouffes Du Nord er der så varmt, at bare det at rejse sig fra sit sæde udløser en byge af sved. Til daglig er det Peter Brookes teater, strategisk placeret lige op og ned af metrostationen La Chapelle, men i aften er det omdannet til et tempel for den afdøde rockgud, Jim Morrison.
Verdenspressen er fløjet ind fra alle dele af verden og 200 heldige fans har scoret en gratis billet til begivenheden, der omhandler 30-årsdagen for Morrisons død som følge af umådeholden omgang med alkohol. Det vrimler med Doors t-shirts og Morrison t-shirts og videokameraer og fotografiapparater og i det hele taget merchandise nok til en mindre bod. Man må gå ud fra, at journalisterne er dem, der sidder med armene over kors og et forpint udtryk, for de tilstedeværende fans – langt de fleste ikke født, da Morrison stillede sine ’stinky boots’ – nærmest buzzer af forventning og opstemthed. Det er interessant, at vi fejrer et misbrugsidol som Morrison med et alkoholfrit arrangement og totalt rygeforbud. Han ville sikkert have kunnet se humoren derved. Men arragementet handler også om, at Doors Inc. har nye produkter at sælge. De tre resterende gruppemedlemmer samt den allestedsnærværværende Danny Sugerman – gruppens kunstnerisk orienterede manager – har sendt Bright Midnight i handlen, og på Nettet vil de 14 koncerter blive tilgængelige for de fans, der måtte ønske sig dem.
Selv om det lyder excessivt – og er det – giver det alligevel god mening ud fra den betragtning, at en Doors-koncert ikke var en statisk begivenhed, hvad adskillige bootlegs vidner om. Over højtaleranlægget afspilles koncerten fra 8. maj 1970 på Cobo Arena, Detroit. Undertegnede er primært mødt op for at se Jim Morrisons aldrig helt færddiggjorte film, Hwy (= Highway), om en blaffer, der efter at have tilbragt en tid i ørkenen samles op af en tilfældig bilist, som han siden dræber. Samt de klip, der findes af projektet Feast of Friends, en koncertfilm, der havde til formål at vise turneoplevelsen fra bandets synsvinkel.
Men først: Pressekonference med Ray Manzarek og Danny Sugerman, hvilket fra starten viser sig at være en oplagt og velformuleret Manzareks show. Han starter med at undskylde for USA’s nuværende præsident og regering og lover os, at de er ude om fire år. Så ruller han sig ud i en lang og politisk fuldstændig ukorrekt lovprisning af psykedeliske stoffer … selv om han efter sin opfordring til de tilstedeværende om at gå gennem »the doors of perception« tilføjer, at det altså ikke er svingdøre, der er tale om, men en seriøs erfaring, som ikke bør gentages i det uendelige, men i stedet bearbejdes og integreres i den »fantastiske virkelighed – bare årstiderne, mand!« Han snakker om den unge Jim og The Doors’ storhedstid, og man kan høre, han har været gennem møllen mange gange, thi det lyder som et veltimet og gennemprøvet foredrag, fuld af skægge diskurser og en fuldstændig unostalgisk grundtone … that was then, this is now.
Så er det tid til spørgsmål, og salen koger næsten over. De tilstedeværende journalister og vi andre medieludere har ikke en chance over for de unge hengivne fans. Pressemødet falder i to afdelinger … før og efter kørslen af Feast Of
Friends … i anden afdeling er der for fjerde eller femte gang én, der spørger om Jims død, og Manzarek viser for første gang tegn på utålmodighed: »He was a beautiful pothead who turned into a pathetic alcoholic,« lyder det så. »If I knew then what I know today I would have intervened, but that was the sixties, man. Everybody did their thing. But he wore himself out drinking and his heart stopped beating. End of story.«
Endelig begynder Hwy at køre hen-over de store ophængte skærme. En rigtig 60’er-film. Lange, lange faste indstillinger, hvor en prik i horisonten efter et kvarter bliver til hovedpersonen, the
Hitchhiker. Den er vist kun for liebhavere. I pausen har jeg røget en joint med to belgiske fyre, men den hjælper ikke stort på det – det er en rigtig filmskolestil-øvelse, vi har med at gøre, sært fascinerende, men på intet niveau et mesterværk. De to belgiere er fuldstændig eks-tatiske over begivenheden. De har fået Manzareks autograf på deres vinyleksemplar af Absolutely Live. Hvad har jeg fået ud af det, spørger de?
Lidt god underholdning og en meget lang næse, kunne jeg have svaret, men siger i stedet: »Weird scenes inside the goldmine …« Dét syntes de er genialt sagt og vil partout udveksle e-mail-adresser. Okay, okay, boys.
»Who called these dead to dance?«

III

Kokkedal, juli 1971: At first flash of Eden we rushed down to the sea …

Hos os var Jim Morrison Gud. Han var en del af vores hverdag på linje med skolelærere, søskende, kammerater, forældre og de lokale bøller, der stod og hang nede ved Købmand Svendsen og lovede én bank, når de var fulde nok. Han hed aldrig andet end Jim, og det var Jim-dit, og det var Jim-dat, Jim-mig-her og Jim-mig- der.
Det var i sommerferien mellem første og anden real, det skete. Hang ud med Bruno og Ulrik hele den forbandede sommer, mens vi spekulerede over hvordan og hvorledes, vi kunne få fat på nogle penge til at score noget hash oppe hos den lokale pusher, der passende hed Super-Niels. Ulrik havde en kæreste, der hed Monica, som han i smug delte med en af de store drenge nede fra købmanden af. Hun var så lækker, at man fik åndenød, når hun kom for tæt på. Tiden gik med at jamme på guitarer, ryge fed, høre musik, tage til stranden, stjæle hjemmebryg fra mine forældres kælder og brække sig i naboens have.
Bruno og jeg var Doors-fanatikere, det var Ulrik ikke, men Monica syntes, at Jim Morrison var den mest sexede mand på planeten. Måske derfor Ulrik ikke kunne lide Doors. Året før havde Bruno og jeg haft billetter på anden række til den
Doors-koncert, der blev aflyst på grund af retssagen i Miami. I år havde vi det seneste album, L.A. Woman at dyrke, og selv Ulrik måtte modstræbende indrømme, at det var ret godt, fordi det var så blueset – selv om han påpegede, at det ikke var lige så godt som Second Winter med Johnny Winter! Jeg trippede fuldstændig på »Riders On The Storm«, noget af det mindst bluesede på pladen, til gengæld nok det mest doorsede, i sådan old school-forstand. Det vil sige tættest på de to første Doors-plader, udsendt i 1967 og i min bevidsthed noget nær det bedste musik nogensinde frembragt i denne den bedste af alle verdener.
Først troede vi, det var et rygte. Det er svært at huske, hvem der bragte det til torvs og hvordan og hvorledes, men det gik kort og godt på, at Jim Morrison var død. Ikke nu igen, tænkte vi. Brian Ep-stein, Brian Jones, Eik Skaløe, Alan Wilson, Janis Joplin, Jimi Hendrix … det var hårdt, men ikke så hårdt som Morrison. Han var jo vores livsfortolker. Dengang var der ikke noget, der hed Internet eller MTV-News, og der gik mange dage, før det blev konfirmeret og stod i avisen og alt det der.
Vi sad på mit værelse, Bruno, Ulrik, Monica og jeg. Monica græd som pisket, Bruno bed nervøst i sin pibe, og Ulrik var cool, for det var jo ikke Johnny Winter, heldigvis. Vi hørte Morrison Hotel, nummeret »Waiting For The Sun«. Linjerne »this is the strangest life I’ve ever known« betød nu pludselig noget andet og mere end tilforn. Gud var død. Så fuck Nietszche and the horse he rode in on!

IV

Paris, juli 1981: Out here we are stoned – immaculate …

Efter punk var alt med et trylleslag anderledes. Institutioner som Led Zeppelin, Bob Dylan, Rolling Stones, Eagles, Pink Floyd og Jefferson Airplane/Starship blev som statuer fra et forhadt regime løftet af soklen og knust. Godt nok kun af en lille menighed, men det gav genlyd gennem hele systemet. Kun meget få af de store gamle klarede turen gennem punkdromen … Alice Cooper, The Who, The Doors … that’s about it.
Personligt havde jeg elsket og beundret de ovennævnte ikoner (og gør det for så vidt stadigvæk) – herregud, de udgjorde lydsporet til min forpulede pubertet, men nu var punk jo tidens lov, the happening thing, og det var dét koppel ulve jeg helst ville hyle med. Derfor var lettelsen over, at Doors blev sparet i denne forbindelse til at tage og føle på. Især fordi at det posthumt udgivne album, An American Prayer, hvor de tre musikere i The Doors leverede prægtig underlægningsmusik til en stribe af Jim Morrisons bedste digte – indtalt på bånd før hans død – med et pragtresultat til følge. Som én, der i et anfald af overmod mente, han skulle være digter, var det befriende at høre så stærk en oplæser folde sig ud for fuld skrue – især efter at have oplevet diverse anæmiske eller maniske eller ligegyldige danske tekstleverandører give deres show rundt om på de mausolæer, hvor den slags begivenheder nu engang udspiller sig.
Jeg var så betaget af den her ganske særlige pige, at da hun spurgte, om jeg ville med til Paris på en »inspirations-tur«, var jeg lige ved at eksplodere af lige dele befippelse, benovelse, begær og begejstring. Vi havde et af de der forhold, hvor jeg tog mig af forelskelsen, fortabelsen og forgudelsen, og hun med jævne mellemrum med næsten sadistisk realitetssans rev mig ud af den vildfarelse, at hun og jeg nogensinde skulle blive til ’an item’: »Du har ingen savoir faire,« sagde hun bare. Det var rigtigt nok. Et uoverskueligt følelsesliv – ja. Savoir
faire – nej.
Men én ting havde vi til fælles: Jim Morrison og The Doors. Begge havde vi tilbragt en stor del af vores pubertet på vores respektive værelser med ørerne klistret til et dårligt anlæg, mens vi lyttede til dragende, drømmeagtige sange som »The Crystal Ship«, »Not To Touch The Earth«, »You’re Lost Little Girl«, »Shaman’s Blues« og »Peace Frog«. Så tanken om at tage til Paris med den skønne og sammen valfarte ud til Morrisons grav på kirkegården Père Lachaise var en tanke så overvældende, at jeg ikke rigtig kunne tænke den til ende … men i min sønderskudte bevidsthed var det nok noget med, at denne pilgrimsfærd ville bringe os nærmere sammen, og hun derefter ville falde og falde og falde i mine arme, og sammen ville vi tage »a trip to the end of the night«.
Men da det kom til stykket, tog jeg ud til Père Lachaise alene, fordi stemningen mellem os var så dårlig. Jeg havde lovet ikke at være en plage … men hver nat havde jeg kun én tanke: Jeg ville ind i hende. Helt ind. Med det resultat, at vi ikke fik sovet. Ejheller bollet. Bare snakket. Den danske syge, kaldte jeg det og vidste udmærket, at jeg gjorde en ynkelig figur.
Med to flasker vin i en pose fulgte jeg graffitien til det overmalede gravsted en gemen julieftermiddag. Det var varmt som bare satan, og jeg satte mig ned og drak den ene flaske, mens jeg hældte den anden ud på jorden. Et par amerikanske piger flirtede med mig, men jeg var for kærlighedssyg til at reagere. Et stykke inde i flasken tog jeg min notesblok op og begyndte at skrive og skrive og skrive. Al denne skrift blev i sidste ende til åbningsdigtet i min tredje digtsamling, Begær, hvor det fik den i hvert fald ikke misvisende titel »ved jim morrisons grav, père lachaise«. Altid et godt åbningsdigt, husker jeg fra min tid i oplæsningskredsløbet. Jeg har lige genlæst det. Det holder. Okay, det er ikke »Guldhornene«, men mindre kan gøre det.

V

Los Angeles, maj 1991: Well, I just got into town about an hour ago …

Forlæggeren Per Kofod har spurgt, om jeg vil skrive en bog om Jim Morrison og The Doors i forbindelse med 20-året for hans død sommeren 1991. Uden tøven indvilger jeg, og som del af min research befinder jeg mig nu i Los Angeles, hvor jeg bl.a. vil støve Danne Sugerman – manden bag bl.a. biografien No One Here Gets Out Alive – op. Og se hvem jeg ellers kan få i tale, samt besøge de barer og værtshuse Morrison frekventerede, checke Whiskey A-Go-Go ud og meget andet. Samt få set Oliver Stones biopic, The Doors, som endnu ikke har fået premiere i DK.
Lige nu og her befinder jeg mig liggende på gulvet i mit hotelværelse med det værste angstanfald i mit voksne liv. Jeg ligger i fosterstilling på gulvtæppet, mens mit hjerte hamrer, og min bevidsthed foretager krumspring, jeg ikke troede mulige uden en eller anden form for narkotika. Der er gået et par år, siden jeg kom ud af den anden og afgørende Minnesota-behandling, hvilket har sat en effektiv stopper for min plan om at følge i Morrisons sølle fodspor.
Til gengæld gør det mig hypersensitiv over for den såkaldte virkelighed. Ikke at jeg vil betegne L.A. som specielt virkelig, til gengæld er den i hælene på Rodney King-optøjerne paranoid og klaustrofobisk, så det er til at tage og føle på.
Jeg ligger og kigger blindt ind i det eksemplar af Tom Kristensens Hvad var mit Ærinde?, jeg sad og læste i, da den navn- og bundløse angst overtog mit system og min handlekraft og tvang mig ned på gulvet. Jeg kigger på den tilfældige side, bogen har slået sig selv op på, og en sætning fanger mit blik, jeg læser den igen og igen: »Kineserne har et ordsprog, som siger: Vær ikke alene med præsterne i et tempel.«
Selv midt i en angstpsykose syntes jeg, det er et helt fantastisk udsagn, og efter at have læst det nogle tusinde gange finder jeg et eller andet sted kræfter til at komme op i siddende stilling.
Der er stille på værelset, kun aircondition-anlægget virrer lidt i baggrunden, og jeg opfyldes af en uimodståelig trang til at ringe til min udkårne. Men hvad skal jeg sige til hende? »Jeg er bange. Hjælp mig?« I stedet tager jeg elevatoren ned til garageanlægget under hotellet, hvor jeg sætter mig ind i min lejede bil, knalder soundtracket til Oliver Stones film The Doors i anlægget og lader musikken blæse mig tilbage til det, jeg nu engang kalder virkeligheden.
Under min research ændrer min opfattelse af Morrison sig langsomt – fra betagelse af kunstneren, sangeren og digteren James Douglas Morrison til foragt for drukmåsen, misbrugeren og røvhullet Jim.
Fortryllelsen brydes dag for dag, mens jeg lærer mere, end jeg har lyst til om et mønster, jeg kun kender alt for godt. Fra mig selv. Da bogprojektet af forskellige grunde bryder sammen ud på sensommeren, er det en lettelse, og jeg giver slip på Morrison og The Doors. For alvor. Der var ikke meget sjov – endsige indsigt at hente – ved at være alene med præsterne i templet. Står tilbage med en håndfuld digte, som jeg stadig godt kan lide og føler mig som Johnny Cash i sangen »San Quentin«: »A wiser, weaker man …«

VI

Paris, eftermiddag, 3. juli 2001: The soft parade has now begun …

Da jeg kommer op af metrostationen, rammer hedens hammer mig med en sådan kraft, at jeg overvejer at dreje om på hælen og tage direkte tilbage på mit vidunderlige lille hotelværelse klos op og ned af Montparnasse kirkegården – med sine 18 grader, sit tv med uendeligt mange kanaler og et så venligt personale, at man må betvivle dets franskhed, er det stedet at befinde sig fremfor i 30-40 graders fuldstændig urimelig varme. Der burde findes et EU-regulativ mod sådan en hede!
Sammenbidt begynder jeg at bevæge mig hen mod Pere Lachaise-kirkegården for at foretage den anden pilgrimsfærd til mit ungdomsidols gravsted.
Men jo nærmere jeg kommer, des flere unge mennesker i Doors-t-shirts møder jeg, og til sidst kan jeg ikke holde det ud. Gedemarked, tænker jeg med foragt, drejer om på hælen og finder mig et skyggefuldt sted, hvor jeg får mig et let måltid og et glas vand. Der sidder jeg så og tænker på de 20 år, der er gået, siden jeg sidst besøgte Père Lachaise.
De knuste drømme og smertelige selverkendelser, de tusinde kompromiser vi, der ikke dør unge, må indgå i kærlighedens og fornuftens og den praktiske økonomis navn for ikke at blive knust af tilværelsens trivielle grusomheder, urimeligheder og åbenlyse uretfærdige indretning. Men hej – det er såmænd bare den gode gamle pendlen fra det dionysiske til det apollininske: »The Road of excess lead to the palace of wisdom …« Jeg regner med at nå paladset indenfor de næste 20-30 år. Det står i hvert fald utydeligt i horisonten og dirrer i den parisiske varmedis.
Mæt på den gode måde tager jeg taxa til Les Bouffes du Nord, en smuk og gammel kuppelbygning hvor det helt store Doors-træf skal afholdes fra kl. 18:30 og frem til »the bright midnight«. I radioen fortæller en eksalteret speaker, at 20.000 mennesker mødte op på Père Lachaise samme eftermiddag for at hylde den afdøde Jim Morrison, der – hvilket han ikke kan understrege nok – valgte at stille cowboystøvlerne i Paris for 30 år siden. Chaufføren vender sig mod mig og spørger venligt – for fanden, hvor er alle de sure parisere i dag? – om jeg ved, hvem ham Jim Morrison var.
»En amerikansk digter,« svarer jeg bare og synker tilbage i sædet med min bedste lad-mig-være-mine. Fred med det. Det eneste, der virkelig kan gøre indtryk på mig i den givne situation, er bilens fortrinlige airconditionanlæg. Og der har vi så teateret …

VII

København, juli 2001: Did you have a good world when you died? – enough to base a movie on?

Hvem var han så, denne Morrison? En Gud eller en slyngel? En drukkenbolt eller en erkendelsens engel? Den største rockkunstner nogensinde eller en sølle misbruger? Én gennem syreindtagelse synsk seer eller én af alkoholblindet bums? Lidt af det hele, sikkert. Det er ikke synderlig vigtigt for mig at vide længere: »A feast of friends alive she cried!« Og la-dee-dah …
Men lige nu, mens »Light My Fire« i en liveoptagelse fra Philadelphia den 1. maj 1970 spiller for fulde gardiner, og sveden hagler, er jeg sgu også lidt ligeglad. Musikken holder. Teksterne holder. Doors-butikken har i kraft af Nettet altid åben.
Unge mennesker vil blive ved med at få det hele galt i halsen og følge fjolsets tåbelige livsbane i stedet for at nyde hans kunsts bevidsthedsblæsende kraft. Det kan hverken mine, Ray Manzareks eller nogen andres erfaringer lave om på.
Jeg har kun én ting at tilføje: »Been there, done that!«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her