Læsetid: 4 min.

Perfektionisten

16. juli 2001

Hvorfor har Jalabert allerede nu opnået mere end i sine ni hidtidige deltagelser i Tour de France

Tour de France
Man så en mand, der ikke blot ville vinde, men som også ville vinde gloriøst, da Laurent Jalabert fejrede bastilledag i lørdags med sin anden etapesejr på blot fire dage.
Den første på fjerde etape retfærdiggjorde hans danske arbejdsgiver CSC Tiscalis tilstedeværelse i løbet, og den anden gjorde holdets succes definitiv allerede efter en uges kørsel. For således er målestokken for succes for hold, som ikke har folk, der kan køre efter en høj placering i det samlede klassement – og så er det lige meget, at franskmanden er en ener på et homogent, men gennemsnitligt hold.
Nu hvor den fransk-danske jubel har lagt sig lidt, kan man kigge på, hvorfor og hvordan Jalabert i dette Tour de France allerede nu har opnået mere end i sine ni hidtidige deltagelser. Han vandt en enkelt etape i både 1992 og 1995, og det er egentlig forbløffende lidt for en fransk rytter, der i fire år var verdensranglistens ubestridte første mand, og den samlede fjerdeplads, han opnåede i 1995 er mindre prestigefuld end de to sejre, han har vundet i de seneste dage.
I sine ni år på det spanske hold Once var kravet fra sportsdirektør Manolo Saiz, at hans bedste ryttere skulle køre hele sæsonen og i hvert fald deltage i alle spanske løb, hvor små de end måtte være. Det store spanske etapeløb Vuelta a Espana – som Jalabert vandt i sit bedste år, 1995 – prioriteredes lige så højt som Tour de France, og det har betydet, at Jalaberts imponerende sejrstal på 149 – inden de to seneste – og hans verdensranglisteplacering er skabt ved sejre i mange mindre løb. Sådan var politikken på Once.
Men ikke på CSC Tiscali – og hans lændehvirvelbrud efter et fald fra en stige i februar har givet ham en utilsigtet forberedelsesmulighed til Touren, han aldrig tidligere har haft. I kapløb med usikkerheden om, hvorvidt han overhovedet kunne nå at blive rask og komme i form.

Perfektionist
Manden er perfektionist. Sikrer sig at alle detaljer er i orden og alle tænkelige tilfældigheder forudset. Fra rene sokker til den rette gearing. I det stykke er han i fuldstændig samklang med arbejdsgiveren Bjarne Riis, som han også har konfereret sit forberedelsesprogram med ned i de små detaljer, og på det danske hold nyder han en frihed, han aldrig havde hos den diktatoriske Manolo Saiz, der selv under løb aldrig overlader taktiske initiativer til sine ryttere, men kommanderer dem fra ledsagevognen.
Allerede da Tour-ruten blev offentliggjort i slutningen af sidste år annoncerede Jalabert, at han ville satse på at vinde bastilledagsetapen, fordi den med sine fem, ikke for stejle stigninger på rad lå perfekt til hans egenskaber. Men derfra til også at gøre det, er der fandens til forskel, og forklaringen er delvis psykologisk.

Ærekær
Manden er ærekær. Det har plaget ham, at han i et halvt år ikke har kunnet yde noget for den årsgage på over ti mio – ifølge BT – som var Riis’ satsning på ham, og det har naget ham, at hans holdskifte er blevet betragtet som en slags førtidspensionering oppe under polarcirklen. Forstærket af, at hans tidligere hold kørte umotiveret hårdt på ham, mens han lå bagude, på den 4. etape, han senere vandt. I det store som i det små var den næsten flegmatisk rolige mand godt indebrændt, som det hedder i cykelsproget, og det er mentalt brændstof, man ikke kan vinde foruden.
Det er en klichè, at held har man ikke, men man får det ved at opsøge det. På vejen til Colmar var Jalabert en af de første, man så i en slags udbrud. Alt for tidligt til at være seriøst, men han skulle da også blot lige afprøve benene og sikre sig, at de var, som han forventede – og derefter angreb han på nedkørslen efter den anden af de fem bakker efter en opskrift, han havde klar på forhånd: Skaffe sig et forspring inden stigningen og sørge for, at der etableredes et udbrud, som tidligt kunne lægge så stor afstand til feltet, at favoritterne ville lade det køre og koncentrere sig om deres indbyrdes stilling i det længere perspektiv.
Og således skete det. Lance Armstrongs US Postal trak feltet, men hovedsageligt med de tungere folk som nordmanden Kjærstad og George Hincapie i front det meste af dagen, og da Ullrichs Telekom tog over, var det også med det tunge kavalleri, som kunne kontrollere udbruddets forspring, men ikke reducere det. Det var det opsøgte, nærmest kalkulerede held, som næsten altid er forudsætning for en sejr, og det er ingen nedvurdering af den at konstatere det.

Gloriøs
På den regnglatte nedkørsel fra det sidste bjerg styrtede den nok farligste af de fem udbrydere, det unge italienske talent Ivan Basso, så uheldigt, at han brækkede kravebenet og senere måtte udgå, men da var Jalabert allerede ned ad alle bjerge følgende dagens opskrift: angreb på nedkørslerne. For så vidt vanvittigt. Manden, der indledte sin karriere som sprinter, måtte være den hurtigste af de fire, og han måtte vide det selv. Også at han løb risikoen for at gå kold på de resterende 30 kilomters kørsel alene til mål og være uden mulighed for at kunne svare igen, hvis han blev indhentet. Men han satsede på den svære sejr i stedet for på den nemme. På den gloriøse, som det sømmer sig på den franske nationaldag.
Men om Jalabert vil have muligheder for også at blande sig striden om den endelige sejr, vil først blive besvaret på tirsdagens etape over bjergene Madeleine og Glandon til Alpe d’Huez.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her