Politisk spin?

Der er i de senere år sket en markant professionalisering af den politiske kommunikation i Danmark. Ikke bare i valgkamp-tider, men også på et mere dagligt plan, hvor teknikker fra management- og reklamebranchen har vundet indpas i det politiske liv. Valgkamp-organisationerne centraliseres, meningsmålings-analytikerne spiller en stigende rolle i partiernes strategiske planlægning, brugen af fokus-grupper vinder indpas, de politiske frontfigurer medietrænes og partierne benytter sig i stigende grad af såkaldt ’glad journalistik’ til at positionere politikerne og fastholde dem som kendte mennesker.
Nu er brugen af marketing-strategier i politik jo ikke ligefrem noget nyt fænomen. Reklame-branchen vandt for første gang indpas i Danmark i starten af 1960’erne med Det Radikale Venstre i front. Reklame-manden Morten Jersild stod bag Nej-sidens nationalromantisk-inspirerede kampagne op til folkeafstemningen i 1972. Greenpeace formåede i 1980’erne og i starten af 1990’erne at vinde politisk indflydelse. Ikke via tykke rapporter, men ved hjælp af spektakulært udformede politiske manifestationer, med gummibåd og skorstens-bestigning i front.
De nye er, at spindoktoren og meningsmålings-analytikeren i stigende grad får afgørende indflydelse, ikke bare på politikkens formulering, men også på det politiske indhold. Er det så et problem? Tjah, det er i hvert fald ikke noget, man siger højt. Når man taler med de politiske partier på Christiansborg afvises det ikke direkte, at man bruger eller har brugt, eksempelvis fokusgrupper, eller at enkelte kandidater har fået medietræning. Men brugen nedtones og underdrives. Det er fortsat ikke legitimt at lade professionelle valgstrateger rådgive politikerne – slet ikke udenlandske.
Hvorfor ikke, kunne man spørge, når nu Clinton, Blair og Schröder har gjort det med så stor succes? En mulig forklaring er, at politik i Danmark for at være folkelig ikke må være planlagt, rationel, og da slet ikke et resultat af professionelle spindoktorers strategiske overvejelser. Det folkelige opfattes i Danmark som noget uskyldsrent, let naivt, og som noget, der ikke er styret af rationelle overvejelser. En politiker, der indrømmer, at der står professionelle spindoktorer bag vedkommendes kampagne, fremstår som ufolkelig og kynisk. Denne opfattelse trives ikke mindst på venstrefløjen. En af årsagerne til, at nej-siden har gjort så meget ud af at afvise, at de på nogen måde skulle have fået hjælp af en amerikansk spindoktor op til euro-afstemningen sidste efterår, er, at de – hvis de havde fået rådgivning – ville fremstå som ufolkelige, noget nej-bevægelserne ellers hænger en stor del af deres identitet op på.
Det er en naiv forestilling. Politik er ikke et spørgsmål om græsrødder, godgørenhed og anden romantik. Politik er – som en let omskrevet klassisk formulering lyder – et spørgsmål om den autoritative fordeling af magt. Tror man andet, er man naiv. Ikke, at man ikke kan eller bør engagere sig i politik, fordi man brænder for en sag, og i øvrigt selv er en opofrende sjæl. Det afholder bare ikke ens politiske modstandere fra professionalisere den politiske kommunikation og derved stå stærkere i valgkamptider.
Når denne noget realistiske parole så er klinget ud, støder man alligevel ind i det demokratiske problem, som spindoktorernes indtog i det politiske system udgør. Nemlig æstetisering af den politiske diskurs. For er der en ting, reklame-folk er gode til, er det at målrette budskaber, så de rammer folks følelser i stedet for fornuften.
Problemet er bare, at følelser og æstetiske udsagn ikke kan diskuteres ved hjælp af fornuftsbårne udsagn eller ud fra rationelle kriterier, men alene grunder i det enkelte individs subjektive smagsbedømmelse. Et politisk udsagn, der er grundet i følelser eller æstetisk-baserede argumenter, kan derfor ikke afvises af rationelle argumenter. Det betyder, at æstetiske udsagn virker lukkende for den demokratiske dialog.
Hvor meget kan man så som god demokrat med samvittigheden i orden svine fingrene til i spindoktorernes æstetiske søle? Tjah, det kommer vel an på en konkret vurdering fra sag til sag, valgkamp til valgkamp.
Men træd varsomt – for demokratiets skyld.