Læsetid: 2 min.

En præcoital huntiger

Det ellevte afsnit om vores helte, som med fire sygeplejerskers hjælp igen er på toppen
14. juli 2001

Det ellevte afsnit om vores helte, som med fire sygeplejerskers hjælp igen er
på toppen

Sommerføljeton
Per Tot futtede tilbage mod tankstationshuset, men Villy standsede ham med et: »Nå, men så farvel!« »Vi skal også have benzin på,« sagde Bernt og pegede på Psykodytten, og først nu opdagede Per Tot den røde sportsvogn. »No problemo, makker!« sagde han med et citat fra underteksterne til hans yndlingsserie og gik over for at imødekomme den besynderligt klædte dværgs ønske. »Meget vel!« sagde Bernt dramatisk efter at have ordnet betalingen, »Skal vi så se at komme til Aalborg! Der er en skønjomfru i nød!«
Han fremdrog Psykoandkostumet og tog det på i én indstuderet bevægelse. Forvandlet til superhelt satte han foden i bildøren, fikserede blikket på horisonten og deklamerede med just det rigtige anstrøg af vibrato: »Lad bjergene skælve! Lad floderne standse deres løb! Psykoanden er på vej!«
Villy steg ind, og Bernt trykkede sømmet i bund og lod Per Tot og tankstationen ensomme tilbage.

Psykodytten spandt så kælent som en præcoital huntiger, og de satte kursen nordpå mod Aalborg. Psykoanden tændte for radioen og en glat gang swing bølgede ud i bilens indre. Oplivet slap han rattet med den ene hånd for at knipse med på rytmen – hvilket egentlig var en afledningsmanøvre for den smågrinende bekymring, som Bernt – der for et øjeblik åndeligt set krængede Psykoanden af sig – følte vokse i sig.

Sagen var, at han ikke var superhelt, sportsvognen kunne ikke flyve og Viktor Stangfjord var ikke en ond bygherre, der holdt en afrikansk pige slave. Viktor Sandfjord, som han i virkeligheden hed, var en god forretningsbekendt af Bernt, og afrikanerinden, der rigtignok hed Anastasia Del Mar, var hans lovformelige hustru, og deres hund var hverken schæfer eller opkaldt efter en amerikansk seriemorder, men derimod en beagle ved navn Pongo. Og nok var Sandfjord bygherre, men hans huse var præmieret af Aalborg Kommune for ’godt og smukt byggeri’, som de på synlige steder indmurede bronzeplader på stilfuld vis vidnede om. Desuden var – såvidt Bernt var orienteret – hans ansatte i fagforening, og hans skattepapirer havde altid været i skønneste orden, så hverken stat eller arbejdere kunne sætte deres gnidderfingre på ham.

Årsagen til Bernts udklædning var, at han var på vej til en kostumefest på Rold Storkro, inviteret af netop Sandfjord.
Ved Randers var han drejet af for at få en kop kaffe, og i sin søgen efter en kaffebar havde været uopmærksom ved rattet og var drønet ind i Villys garage. Drevet af hans ulyst til at konfrontere autoriteterne i form af brandvæsen og politi parret med hans ubændige trang til at binde folk historier på ærmet havde han fortalt Villy superhelte-flyve-stangfjord-historien og været ved at gå bagover af benovelse over at han slugte det hele råt.
Det morede ham så storartet, at ikke syv vilde heste kunne standse ham i at lade vitsen køre til den bitre ende.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her