Med prikker på

Udstilling
I slutningen af 1990’erne dukkede et ’glemt’ navn pludselig op på kunstscenen, nemlig den japanske Yayoi Kusama (f. 1929). Kusama tilbragte i sine unge år en særdeles produktiv periode i New York, som hun ankom til i 1958. Hun vendte i begyndelsen af 1970’erne tilbage til Japan, og ’gik i glemmebogen’ som man siger, når noget forsvinder ud af den vestlige kulturkreds’ fokus.
Omfattende retrospektive udstillinger i de senere år har imidlertid vist, at Kusama, der også er forfatter, aldrig er ophørt med at skabe fantastisk kunst, og at hendes arbejder fra 1960’erne i dag fremstår med en fornyet relevans og aktualitet – ja, ligefrem ligner meget af samtidskunsten. På Kunsthallen i Brandts Klædefabrik kan man denne sommer stifte bekendtskab med Kusamas
nyere værker og ved selvsyn forvisse sig om hendes fortsatte vitalitet og vigør.
Hele ti installationer er repræsenteret på udstillingen – og det er vel at mærke ikke de små formater Kusama arbejder i. Alle værkerne er lavet inden for de seneste fem år, og i den forstand nye, men der er for så vidt intet nyt under solen. Hvilket ikke er negativt ment, for hos Kusama er repetitionen ophøjet til en selvstændig og original kunstart.
Manisk gentagelsestvang har fra starten været Kusamas varemærke, hvorfor hun i 1960’ernes New York, i tiden inden ismernes familiestrukturer var cementerede, uden vanskeligheder blev associeret med såvel minimalisme som popkunst.
Hendes tidlige malerier, de såkaldte Infinity Net-malerier fra slutningen af 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne, er dannet af myriader af pletter, der breder sig i organiske netværk ud over meterstore lærreder.
Umiddelbart har de gentagne mønstre måske en vis affinitet til minimalismens optagethed af det serielle, men ligesom f.eks. Agnes Martin er Kusama motiveret af andre ideer end minimalisterne og samtidige europæiske bevægelser som f.eks. den tyske Zero-gruppe. Også på det formelle plan kan Kusamas malerier, med deres håndgjorte og amorfe udtryk, siges at adskille sig markant fra minimalismens mere industrielt inspirerede finish.

Polka-Dot Princess
Kunsthallen viser et nyt Infinity Net af Kusama, en meterlang vægfrise i flere paneler med kaskader af de karakteristiske prikmønstre, røde på forgyldt grund. Værkets monumentale karakter giver det karakter af installation snarere end maleri, og den kolossale, koncentrerede arbejdsindsats værket åbenlyst har krævet, undgår ikke at gøre indtryk. Som i mange af Kusamas arbejder er også her omfang, udstrækning og akkumulation væsentlige faktorer – ambitionen synes at være det totalt omsluttende, ja verdensomspændende værk.
Malerierne med prikmønstre udviklede sig i løbet af 1960’erne i flere retninger. De muterede dels til mere omsiggribende strukturer af ’polkaprikker’, der ikke begrænsede sig til maleriets flade, men også kunne afsættes på såvel genstande som levende personer. Polkaprikkerne skulle hurtigt blive Kusamas varemærke og give hende tilnavne som ’the Polka-Dot Princess’ og ’Dotty’. Kusama skabte hele ’environments’ med prikkede genstande, f.eks. i det ikke længere eksisterende værk The Driving Image Show fra 1966, hvor mannequindukker, møbler og omgivelser er besat med prikker, så det bliver vanskeligt at skelne genstandene fra hinanden. En mere psykedelisk og stedspecifik variant kan ses i Kunsthallen, hvor værket I’m Here but Nothing overstrøer et dansk dagligstuemiljø med lysende prikker, som drømmeagtigt farves af uv-lys.
Men ud af de oprindelige Infinity Net-malerier opstod også en anden karakteristisk form, nemlig den elongerede p(r)ik, et objekt som tog form af en fallos. Den falliske form vandt også stor udbredelse i Kusamas værker i 1960’erne, hvor hun beklædte møbler og andre brugsgenstande med sine pølseagtige fallosformer. I Kunsthallen ses sådanne prikbesatte fallosser i værket Dots Obsession. New Century, hvor gigantiske, opblæste balloner i udartede fallosformer med kulørte prikker dominerer udstillingens største rum. Af gode grunde tillader Kunsthallen kun børn adgang under ledsagelse af voksne – ikke fordi det er obskønt, men fordi Kusamas kunst minder fristende meget om legeland!

Dødsdrift
Bag Kusamas besættelse af repetitionen ligger en eksplicit dødsdrift. Gentagelsen har selvudslettelsen som sit mål, de mange uendelighedsfigurer er både en praktiseret form for selvfornægtelse og en symbolsk fremstilling af selvets forsvinden. Hos Kusama er denne selvudslettelse også knyttet til seksualiteten, hvilket gør det temmelig ironisk, at hun i 1960’erne var nært forbundet med den seksuelle revolutions mere emancipatorisk og ’selvrealiserende’ anlagte projekt.
Kusama var i slutningen af 1960’erne den selvudråbte ’High Priestess of the Polka Dots’ i sin egen Church of Self-Obliteration, hvor hun bl.a. arrangerede gruppesex (Self-Obliteration Happening) og et homoseksuelt bryllup (Homosexual Wedding).
Den paradoksale kobling af manisk selvdestruktion og blåøjet seksualfrigørelse i mange af Kusamas performances forekommer i tilbageblik kuriøs indtil det tæerkrummende, men i visse af hendes øvrige værker fremstår tematikken anderledes skarptegnet og subtil.
Det gælder f.eks. Infinity Mirror Room – Love Forever, der er en variation over Kusama’s Peep Show fra 1966. Værket er en slags kukkasseteater, som man selv bliver den multiplicerede hovedperson i, når man stikker sit hoved ind i værkets åbning og konfronteres med sit eget spejlbillede gentaget ad infinitum på kassens indre spejlvægge, tilsat pulserende lysshow. Som værkets oprindelige titel indikerer, handler det bl.a. om den forvandling fra subjekt til objekt, som seksualitetens ritualer involverer.
Spejlet som en håndfast metafor for selvets forsvinden er gennemgående i Kusamas arbejder, og kan genfindes i flere af hendes værker i Kunsthallen. I spejlet finder vi genkendelse, men også miskendelse, som psykoanalytikeren Lacan har bemærket. Det har Kusama øje for, hvilket giver hendes arbejder en foruroligende undertone, der langt fra stemmer overens med deres ’glade’ overflader.
Kunsthallens ambitiøse præsentation giver et sjældent fint indblik i den aldrende, og noget oversete kunstners nyere produktion, som fuldt ud kan måle sig med ungdomsværkerne. På udstillingen kan man også se videodokumentation af flere af Kusamas happenings, og skulle man ikke have fået nok af sit eget spejlbillede, kan man købe en af Kusamas spejlkugler med hjem for den beskedne sum af 200 kr.

*Yayoi Kusama. Kunsthallen Brandts Klædefabrik. Brandts Passage 37 & 43. Odense. Ti.-sø. kl. 10-17. Til den 2. sep.