Læsetid: 4 min.

’Retssagen i Haag bliver kompas for næste krig’

Milosevic-processen vil fastlægge retningslinjer for fremtidens humanitære interventioner, siger den amerikanske filosof Michael Walzer
4. juli 2001

PRINCETON – Synet af Jugoslaviens forhenværende præsident, Slobodan Milosevic, i en retssal i Haag anklaget for forbrydelser mod menneskeheden i Bosnien og Kosovo fremkalder et spørgsmål: Kunne han have befundet sig samme sted for 20-30 år siden?
Efter alt at dømme er svaret nej.
De forbrydelser, som Milosevic sigtes for i Haag – f.eks. etnisk udrensning – er godt nok ikke nye i verdenshistorien. Tværtimod. Forsøg på systematiske udryddelser af befolkningsgrupper hørte til dagens orden i det 20. århundrede. Men kun få af de ansvarlige blev nogensinde stillet for en domstol og dømt for deres ugerninger. Tyske nazistledere i Nürnberg er det eneste eksempel, som rinder i hu.
»Det 20. århundrede var frem for alt og allermest en æra med opfindelser af, hvordan man planlægger og organiserer katastrofer. I dag er det nok muligt at dræbe mennesker i meget stor målestok og mere effektivt end nogensinde tidligere, men det er langt sværere at dræbe dem i det skjulte,« siger den amerikanske politiske filosof Michael Walzer til Information.
Inden vi i det sidste årti fik Somalia, Bosnien, Rwanda, Østtimor, Liberia, Sierra Leone og Kosovo fandtes der ikke eksempler på multilaterale humanitære interventioner organiseret af FN eller NATO. Under Pol Pots udryddelse af millioner af sine landsmænd var det Vietnam, der påtog sig ansvaret for at stoppe ham. Tanzania greb ind, da Idi Amin gik amok i en blodrus i Uganda. Ingen stoppede derimod Stalin og Mao.
Årsagen til det internationale samfunds humanitære interventioner i 1990’erne kunne være kommunikationseksplosionen. Vi lever i en global verden med øjeblikkelig formidling af nyheder. Vi rejser mere end før, og kan derfor som turister identificere os følelsesmæssigt med borgerkrigen i et land som Jugoslavien.
Det må være en del af forklaringen, erklærede den amerikanske politiske filosof Michael Walzer i en forelæsning i USA sidste efterår.
»I vores nutidige verden sker der meget lidt på fjern afstand, uden for vores rækkevidde eller bag scenen: Kameraholdet ankommer hurtigere end rigor mortis. Vi er øjeblikkelige tilskuere til alle grusomheder; vi sidder i vores dagligstue og ser børn blive myrdet, ser desperate flygtninge. Måske der stadig begås rædselsfulde forbrydelser i det skjulte, men næppe mange. Samtidens rædsler er velkendte. Så nu bliver et spørgsmål stillet, som aldrig har været stillet før – i hvert fald ikke med sådan en umiddelbarhed og aldrig før så uafvendeligt: Hvilket ansvar har vi? Hvad skal vi gøre?« spørger Walzer.
Den letteste sag i verden er at råbe: JA! Vi skal gribe ind.
Michael Walzer er imidlertid den første til at opfordre os til besindelse. Et af Walzers grundsynspunkter er, at multilaterale eller unilaterale interventioner ikke må bruges i flæng. Kun særlige situationer kalder på indgreb. De rette omstændigheder forelå efter hans mening i Somalia, Bosnien, Rwanda, Østtimor, Liberia, Sierra Leone og Kosovo. Interventionen skal endvidere helst gennemføres af det internationale samfund, og hvis det ikke er muligt, er det acceptabelt, at en enkelt stat eller flere griber ind – som det skete i Cambodiaog Uganda.

Det sværeste spørgsmål
Fra et moralsk og etisk synspunkt er spørgsmålet: »Hvordan stopper man forbrydelsen« det mest komplicerede at tage stilling til.
»Brugen af højteknologiske bomber fra luften i en humanitær intervention kom først for dagen i Kosovo i 1999. Personligt var jeg meget ulykkelig over luftkrigen og over det udbredte synspunkt i Vesten, at vores hære ikke er beregnet til at føre krig, og at vores soldater ikke må bringes i livsfare,« siger Walzer.
»På en måde er det en sejr for venstrefløjen. I Vietnam var det primært fattige og sorte amerikanere, der måtte lade livet, så det var lettere at føre krig med tab, fordi deres familier ikke havde politisk indflydelse. Den situation er nu ændret, hvilket i princippet er en sejr for ligheden. Uanset hvilken soldat der bliver dræbt, ser vi hans forældre græde på tv-skærmen den næste dag, og ingen af os kan holde det ud,« siger han.
»På den anden side bliver det umuligt at gennemføre humanitære interventioner, hvis ikke vi er rede til at risikere vores soldaters liv. Det er moralsk uholdbart at bringe andre i livsfare (med flybombardement af civile mål, red.), hvis man ikke er rede til at risikere sine egne soldaters liv.«
»Den holdning, NATO havde i forbindelse med Kosovo, var helt umulig at acceptere fra et moralsk synspunkt. Uanset følgerne var vi ikke villige til at sende soldater ind, selv i en situation, hvor Milosevic ville reagere med barbari over for luftangrebene. End ikke fra et militær synspunkt gav strategien mening. En opstillet hær klar til at intervenere ville have afværget massakrerne.«
– Men burde Milosevic ikke have haft en chance under forhandlingerne i Rambouillet?
»Det er muligt, at han ikke fik nok manøvrerum til at trække sig ud af den knibe, han var kommet i. På den anden side havde det internationale samfund ingen god grund til at stole på ham. Vi vidste fra Bosnien-krigen, hvad han magtede at udrette. På den anden side, hvis vi havde grebet resolut ind i Bosnien, ville det ikke have været nødvendigt i Kosovo.«
– Hvordan fastlægger det internationale samfund regler for, hvornår der skal interveneres og hvad der er forbrydelser mod menneskeheden?
»Dersom vi retsforfølger forbryderne efter den humanitære intervention og gør alt, hvad vi kan for at oprette krigsforbryderdomstole, vil det frembringe nye internationale love – en form for sædvaneret, der kan anvendes som regler. Med andre ord – hvis vi under retssagerne i Haag og i Tanzania (vedr. folkemordet i Rwanda, red.) indhøster en klar fornemmelse af, hvad vi er rede til at straffe, så skulle vi også have en bedre forståelse af, i hvilke situationer vi er rede til at gribe ind for at afværge forbrydelser mod menneskeheden.«
– Det afgørende er altså at have et generalieblad at bygge på?
»Netop. Derfor er retssagerne ved krigsforbryderdomstolene så vigtige. Et konstruktivt eksempel er udvidelsen af definitionen på forbrydelser mod menneskeheden i Haag til at omfatte voldtægt og seksuelt slaveri.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her