Læsetid: 3 min.

Rom overmalet med mesterskab

Den italienske hovedstad er stadig i rødt og gult to måneder efter, at Roma vandt det italienske mesterskab i fodbold
31. juli 2001

Fodbold
ROM – Med en karakteristisk gestus drejer Paulino Polidori en strakt pegefinger ind i sin kind: »Roma campione,« siger han. Og forklarer miraklet. At fodboldklubben AS Roma for otte uger siden for første gang siden 1984 vandt det italienske mesterskab; lo scudetto.
På Café Castellino fortæller Paulino om en fest, som stadig ikke er slut. Alle var i gaderne og trafikken stod stille. Byen var åben hele natten. Optimistisk forudser Paulino et babyboom på ni måneders-dagen for den afgørende hjemmekamp mod holdet fra skinkebyen Parma.
De italienske fodboldklubber har kælenavne efter farverne på deres spilletrøjer: de sortblå fra Internazionale, Milano kaldes Nerazzurri, Fiorentinas lillablusede hold hedderViola, mens mestrene AS Roma er Giallorossa: de gule og røde.
Som Jørgen Leth måske ville have sagt: Det italienske mesterskab åbnede Rom som et blankt lærred.
Maling på husmure og gader var ikke længere grafitti. Eller hærværk. De røde og gule bogstaver ’Roma Campionato’ 2000-2001 var en æstetisk urban konsekvens på en fantastisk sæson, hvor Roma førte fra start til slut.
»Totti,« siger Paulino med reference til holdets unge nummer ti.
Født og opvokset i Rom og et af de største talenter i italiensk fodbold siden Roberto Baggio.
Herefter gnider Paulino højre hånd mod højre lår og ryster på hovedet. Som anerkendelse af den ny træners taktiske genialitet: »Fabio Capello,« siger han.
Roma Amor
Den af Paulino omtalte fest er stadig synlig over hele Rom. Som en manifestation af holdets farver. Spændt ud over de snævre gader hænger røde og gule plastikvimpler. Fra vinduerne hænger fanflag og kulørte tekstiler beskrevet forfra og bagfra: Roma Amor. Op og ned i byen bygget på de syv høje.
Trapperne er udsmykket, således at hvert andet trin er gult, hvert andet rødt. Nogle steder er Romas farver brudt af en markering af det land mesterskabet er vundet i. Tre trin i grøn, hvid og rød.
Det mærke Romas spillere bærer på spilledragtens
bryst, har form som et skjold. Det passer perfekt til skiltene i den romerske trafik. I det hele taget fungerer vejskilte ikke længere som anvisning af højresving, påmindelse om betinget vigepligt og fuldt stop. De er ikke længere retningsangivelser, men overmalede med AS Romas mærke som erindring om det, man ikke kan glemme.
Mesterskabet ophæver tegnene i trafikken, og det ophæver fodboldsportens mekaniske grådighed. Midlertidigt.
Som regel resulterer et mesterskab i triumferende investeringer. Indkøb af stadigt dyrere spillere i en vanvittig vækstdynamik. Som regel konsoliderer de forsvarende mestrene ved at ekspandere. I år har Real Madrid forsvaret æren som spansk mester ved at betale 550 millioner for Zinedine Zidane.
Sidste år fejrede bysbørnene fra Lazio deres mesterskab ved at købe den argentinske angriber Crespo for et beløb, der gjorde ham til verdens dengang dyreste spiller.
Men Roma har ikke købt nye spillere. Klubben bruger ikke mesterskabet til at bruge penge. Mercato, markedet for køb og slag af spillere, er nu lukket. Roma har solgt den japanske stjerne Nakata, som Paulino ikke tøver med at kalde en fantasista, en stjerne, som fortjente at komme til en klub, hvor han kunne spille med nummer ti.
Paulino understreger en forskel mellem byens to hold; Roma og Lazio. Lazio var Benito Mussolinis klub. Dens tilhængere praktiserer en kompromisløs racisme, som tidligere på året blev straffet med en bemærkelsesværdig bøde af UEFA. Under lokalopgørene udsættes Romas mørke brasilianske spillere for racistiske tilråb.
»Roma er åbent for verden,« hævder Paulino.
»Vores sejr er en sejr over racismen og over det rige Norditalien.«
Det er kun AS Romas tredie mesterskab. Paulino stryger en hånd gennem håret:
»Vi er ikke vant til at vinde.«
Han peger ud mod gaden: »Jeg ved ikke, om det er derfor festen fortsætter.«
En bil parkerer foran caféen. Romas røde spilletrøje er trukket over sædet ved siden af chaufføren. På køleren står der med røde og gule bogstaver: ‘La historia continua.’

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu