Roskilde Festival
Jeg var ikke mere end lige trådt ind på et af festivalens rekreative områder, før jeg mødte to af mine mere distingverede kolleger. Stadig i fin form og på vej til koncert nummer et eller andet tusind, i de par dekader, de snart har dækket festivalen.
Nick Cave var det denne gang, og dagen efter blev jeg igen slået med forundring over, at nogle af dem, og i hvert fald disse to, stadig after all those years, kan finde inspirationen til at skrive, så man næsten ønsker, at man var der selv. Måske ikke lige til Nick Cave, men så til så meget andet.
Da Paul Simon og hans team af superstjerner i 1991 lukkede og slukkede for årets Roskilde Festival, var jeg på plads for 13. år i træk. Og hverken festivalen eller jeg kunne ane, at der skulle gå ti år, før vi genså hinanden.
Ganske vist var min tid som fastansat freelancer med speciale i yngre rytmisk musik ved et førende dansk dagblad og dermed min funktion som professionel indtryksformidler bl.a. i forbindelse med samme årlige arrangement på Dyrskuepladsen ved Roskilde ved at rinde ud, men derfor kunne man jo godt kigge forbi.
Men nej, de næste ti år kom der hele tiden noget i vejen af den ene eller anden slags, og det blev ikke. Man kan så sige, at hvis det nu skulle være foreløbigt sidste gang, var det rent musikalsk en afsked med et brag. Paul Simon rullede det helt tunge skyts frem, og de amerikanske superstjerner med bl.a. Michael Brecker holdt sig ikke tilbage.
Og så gik tiden. Indtil jeg fornylig sammen med et par hundrede andre aldrende koryfæer fra den danske musikverden modtog en endog meget venlig invitation til den 31. Roskilde Festival. Og det var jo en lige så god anledning som nogen, jeg selv kunne finde på.
Og så blev der festet
På toget og afsted, stort set uvidende om hvem der spillede hvor, på hvilket tidspunkt en noget anden indgangsvinkel end dengang.
Meget var anderledes, men det var mere sådan rent pladsmæssigt, det meste var det samme, og det skal det også være. Der er fyret utroligt meget vås af i forbindelse med sidste års katastrofe. At det her var Festival 01, en ny festival-æra, Roskilde Festival starter på en frisk, osv., osv., i én lind strøm. Og der blev mindet og udvist respekt og kærlighed, som festivalleder Leif Skov sagde ved åbningen, og ingen med bare den mindste berøring med festivalen vil glemme hvad der skete.
Og så blev der festet. Som der altid er blevet.
Straks jeg ankom sammen med en bekendt jeg tilfældigvis havde mødt på stationen i Roskilde, det gør man altid og hele tiden, var de ti år blæst væk. På den sky af dufte, lugte, stank, støv, larm, tusindvis af mennesker og rockmusik, som tilsammen skaber den eufori, der også er Roskilde Festival, og som på en næsten uvirkelig måde anbringer dig i en hel anden verden og tid, totalt løsrevet fra det liv, man kommer fra og skal tilbage til. Også derfor virkede tragedien sidste år måske så meget mere chokerende, da glasklokken, beskyttelsen mod den rigtige verden, pludselig gik itu.
Og så lod jeg mig opsluge af støvet og larmen og lugtene.
Af den stort set uendelige kakafoniske strøm af musikalske indtryk, eksotisk mad og pølsebrød, tynd, lunken øl, pissende hankøn og underskønne kvinder fra 16 til ? år.
Og af en af de tilbagevendende opgaver, som hurtigt viser sig at være lige så uløselig som for ti år siden. Hvad skal jeg høre nu? Enhver festival-gænger med interesse for sagen kunne med glans blive optaget som æresmedlem af Dansk Vandrelaug, når man er kommet til søndag aften.
Hvis man har tid, altså sådan en fire dages tid, er der, sådan føles det i hvert fald umiddelbart, uendelige muligheder for at lege musikalsk opdagelsesrejsende. Men som priviligeret gæst på hastig gennemrejse og uskyldig jagt efter dengang og nu, var det i hvert fald for mig ganske let at blive doven.
Det hører aldrig op
I stedet kunne jeg så filosofere over nogle af de mange højdepunkter, jeg har oplevet, enten fordi jeg var heldig og et bestemt navn lige netop ved den koncert, den aften, det år på den festival spillede over evne, eller fordi et af de navne, man på forhånd regnede med som leverandør af det helt unikke, for en gangs skyld levede op til kravene.
Og svært at slippe forbi de rigtig mange traktørsteder fyldt med bekendte ansigter, hvis ejermænd/kvinder absolut ville hilse på og snakke. »Og kan du huske...« Jo, så nogenlunde kan man da godt huske noget af det, glimtvis.
1991, hvor en regnstorm truede med at lukke festivalen, som blev reddet af 250 ton træflis.
Det år en af de første danske tv-babes ankom »fashionably late«, til bagsceneområdets bløde græsmark med behørigt følge og ti cm stiletter. Det lo vi meget af den sommer.
Og den koncert, de koncerter, den middag, de middage, de fester. Den åndssvage, krukkede musiker, dem har der været en hel del af osv., osv.
»Og hvad skal du så høre i år?«
Og det hører aldrig op.
Ikke før lemming-effekten slår til. Folk bliver rastløse, kigger rundt, rejser sig tøvende, man skulle jo nødig virke for ivrig. Men hvad der pludselig er blevet til en menneskestrøm er ikke til at tage fejl af: Det er tid for det store navn på Orange Scene.
Bagefter, en blå time hvor man lander, snakker lidt, drikker lidt.
Og pludselig er den der. Den aftenkulde, som næsten altid kommer snigende på Roskilde Festival, og som i dette tilfælde betød opbrud og hjemtur.
Det var sket igen. Endnu en gang snøret af Roskilde Festival.
