Læsetid: 3 min.

Der var nu en særlig esprit over Valdemar

Hånd i hånd formidlede Åke Runnqvist og Johan Borgen mere dansk litteratur til deres landsmænd end nogen andre siden
31. juli 2001

Hånd i hånd formidlede Åke Runnqvist og Johan Borgen mere dansk litteratur til
deres landsmænd end nogen andre siden

Frihånds
De var meget forskellige og mødtes muligvis aldrig, men de havde et tilfælles, de var vilde med Danmark. Jeg kan tænke mig, at de forlængst er gledet ud af bevidstheden, der skal jo helst hele tiden ny varer på lageret, men mens de var her, fyldte de godt i landskabet og betød meget for mig og mine landsmænd. Jeg tænker på den svenske forfatter og forlægger Åke Runnqvist og den norske forfatter og journalist Johan Borgen.

Det er et uskyldigt chauvinistisk træk, at man bliver glad, når nogen synes, at det man selv finder dejligt, i deres bevidsthed også er det. Jeg ved ikke, om nogen skrivende folk i Skandinavien siden de tos bortgang har omfattet Danmark med så megen kærlighed, men den var stor og ægte og gik i detaljen i en grad, så man selv ind imellem kunne føle sig flov, fordi man vidste mindre om sagen, end Runnqvist og Borgen gjorde.

Åke Runnqvist sad i mange år på Bonniers forlag i Stockholm og førte samtidig en (illuster) skyggetilværelse som formodet ophavsmand til en serie meget populære og sofistikerede kriminalromaner skrevet af en vis »Bo Balderson«. Men The Danish Connection stammede fra Svendborg, hvor han havde haft sin gang som barn i sommerferierne. Han talte dansk bogstaveligt talt uden accent, et lidt overdimensioneret stød afslørede ham, men det var kun kendere. der hørte det. I det øjeblik den ranke herre stod af færgen i Frihavnen gik hans sprog med et klik fra svensk til dansk, og han satte kursen mod Perchs tehandel eller charcuteriet »Soldath« eller restaurant »Josty«, som han vidste nøjagtig hvor lå i modsætning til de fleste indfødte.

Vigtigst af alt var Runnqvists evne til at læse og forstå danske bøger og formidle dem videre via sit forlag til det svenske publikum. Hvad han betød i den sammenhæng kan kun sammenlignes med, hvad Edmund Gosse i sin tid gjorde for skandinavisk litteratur i England. Mange i Sverige opfattede Runnqvist som formel, en distingveret engelsk type i tweed og med pibe. Når han kom til Danmark, slog han håret ud, for sådan syntes han åbenbart vi var: Frigjorte og morsomme og ukonventionelle. Gid det var så vel – men stolt var man og elskede ham.

Med Johan Borgen gik det mere vildt og viltert til, nordmænd er jo tossede. De fleste aner sikkert ikke, at denne elskelige boheme med den storborgerlige baggrund (diabolsk skildret i romanen Lillelord ) i befrielsessommeren ’45 blev norsk ambassadør i Danmark.
Han var kommet illegalt til landet med en båd fra Sverige den 4rde maj om aftenen, og da han havde festet færdig med generationskammeraterne Branner, Abell, Flemming Bergsøe og Knud Sønderby indtog han for en tid ambassaden.
Det havde Jan Kjærstad sikkert også gjort, men jeg er ikke sikker på det havde været ligeså morsomt som da Johan tog fat.

BÅde svenskeren og nordmændene elskede den danske idyl. Den er der som bekendt ikke så meget tilbage af, og hvad der måtte være af national ånd er jo desværre omklamret af xenofobiske galninge oy fundamentalistiske præster. Med et gammelt reklameslogan kunne man sige om både Danmark og dets elegante bejlere dengang:
»Der var nu en særlig esprit over Valdemar.«

HÅnd i hånd formidlede Runnqvist og Borgen mere dansk litteratur til deres landsmænd end nogen andre siden. Måske fordi de inderst inde var overbevist om, at vi duede til noget.

*Dette er den ottende artikel i en serie frihåndstegninger, hvor Klaus Rifbjerg skitserer billeder af liv og litteratur

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her