Læsetid: 5 min.

Sæt dig selv på spil

En dag trådte Staceyann Chin ind på en café i New York. Knap var hun kommet ud igen, før hun havde status som en af USA’s ypperste udøvere af poetry slam. Nu er hun hovedperson i en dansk portrætfilm
26. juli 2001

Poetry Slam
Ulrik Wivel, f. 1967, blev ganske enkelt bjergtaget af den jamaicanske poetry slammer Staceyann Chins optræden, da han så hende på KafCafeen i københavn i 1999. Hun var hentet herover fra New York af digteren Janus Kodal sammen med fem andre kvindelige slammere under den samlede betegnelse American Amazons.
Wivel, der siden har lavet dokumentarfilmen Danser, så straks sit snit til at følge den talentfulde Chin med et videokamera. Halvandet år senere foreligger en fin lille portrætfilm, Staceyann Chin.
I anledning af premieren i aften er hovedpersonen i byen. Information mødte hende i Skandinavisk Film Kompagnis kantine på 5. sal, der hvad angår overdådig frokostudsigt er en slags Nordvestpendant til SiD’s majestætiske cafeteria ved Søerne i den indre by.
28-årige Staceyann Chin er ikke til at tage fejl af, da hun viser sig, nyligt ankommet fra Køln. Hendes krusede minikrøller stritter ud fra alle sider af hovedet; hendes barm er spændt stramt op i en rød top, der er tilsvarende nedringet; fem ud af ti lange fingre bærer sølvringe, og hendes hud har en elegant gul lød, resultatet af en jamaicansk mor og en kinesisk far.

Kunst nu og her
Poetry slam – eller Performance Poetry – må siges at være en kunstart, som foregår lige nu og her. Staceyann Chin mener, at det hænger sammen med, at vi i dag er i stand til at optage og dokumentere kunst bedre end nogensinde.
»Der er masser af mennesker, som dokumenterer deres kunst med minidisc-optagere; og der er videokameraer... jeg går rundt med et videokamera (Chin skæver hen mod en taske på bordet) og forsøger at dokumentere så mange ting som muligt. Hvis der var en tredje person her i lokalet, ville jeg få vedkommende til at optage dette interview.«
– Er det så mere krævende at være kunstner i dag, hvor alt skal dokumenteres?
»Ja, men det er også så meget mere tilfredsstillende. Selv om der stadig er masser af mennesker, som ikke bliver hyldet for deres kunst, er der stadig mange flere, der bliver det, end tidligere. Og hvis man er virkelig god til, hvad man gør, og folk kan lide én, så er der mere at hente.«
»Udtrykket ’sultende kunstner’ er ved at blive en vittighed. For hvis du forstår kommercialiseringen af dit arbejde, kan du sagtens få mad på bordet. Bøger plejede at være for eliten, nu ejer selv de fattigste af de fattige en bog.«

Kræng det hele ud
Chin mener, at kunsten er blevet mere offentlig tilgængelig, og dermed skal kunstnerens stemme også være mere kraftfuld end tidligere.
»Du bliver nødt til at give mere af dig selv som kunstner i dag for at gøre dig bemærket. Du skal være mere sårbar og nøgen. Der er ikke længere nogen kunstner, der kan gemme sig bag sit arbejde – ’Åh, jeg er bare forfatteren, der skriver disse bøger’. «
Det med at krænge det private ud er nøglen til Staceyann Chins egen succes som en af USA’s førende poetry slammere.
I Ulrik Wivels film ses Chin flere gange på scenen. Hendes tekster handler om hendes drømme, om forholdet til moderen, at Chin er lesbisk, at hun er ensom og ked af det – i et fremragende, hæsblæsende, manisk gestikulerende tempo.
I klippene indimellem mere end antydes det, at der i virkeligheden ligger en trist historie bag. Her fortæller Staceyann Chin, at hun blev efterladt af sin mor på Jamaica, da denne flyttede til Canada for at starte et nyt liv. Hun fortæller, at moderen engang har sagt, at Staceyann blev undfanget, fordi faderen voldtog hende (moderen) – og at hendes fader har påstået, at han slet ikke er hendes fader. Det er nøjagtig de samme historier, der forlader Chins mund på scenen, blot i en destilleret version.
– Er poetry slam terapi?
»Ja, det er det. Du får lov at tale om dine inderste lyster og smerte, og folk taler med dig om det bagefter. Hvilket er terapi, når det er billigst,« siger Staceyann Chin og klukker.
»Den amerikanske livsstil er meget ansporende over for stemmen, der stiller spørgsmål ved sig selv. Amerika er bemærkelsesværdig med psykoterapi og alt det pis, så at sidde på en sofa hos sin psykolog er ikke meget anderledes end at stå på scenen og fortælle om sine problemer.«

Fra Kingston til NYC
Staceyann Chin begyndte først at slamme ved et tilfælde for fire år siden. Hun havde boet i Kingston på Jamaica, hvor hun først havde læst videnskabelige fag på universitetet og derefter filosofi og litteratur.
På Jamaica er det ulovligt at være homoseksuel, så Chin rejste til New York på grund af »the gay issue«, som hun kalder det.
»Jeg havde ikke arbejdstilladelse i New York, så jeg skrev og passede børn for mine venner og levede fra dollar til dollar. Jeg spiste mange af de nuddelretter, hvor man tilsætter kogende vand«.
En dag i 1997 gik hun ind på Nuyorican Poets Cafe på 236 East 3rd Street, hvor hun for første gang stiftede bekendtskab med poetry slam.
»Og jeg tænkte: My God, man kan fortælle så mange historier med den metode.«
Chin skrev sig op i en gæstebog og pludselig stod hun selv rystende nervøs på scenen med et personligt digt. Det gik godt, og nogen spurgte hende, om hun havde andre digte at læse op en anden gang, for så kunne hun få 80 dollar.
»Jeg læste op igen, og flere spurgte efter mig, og inden jeg vidste af det, havde jeg brug for en agent.«
– Så var det godt, at du tog til New York...
»...Og det var godt, at min mor forlod mig, og det var godt, at jeg var lesbisk,« afbryder Chin og smiler, »for det har ført til dette helt andet formål, som jeg fandt. Hvad ville jeg ellers have lavet? Måske foldet skjorter sammen i en tøjbutik. Jeg ved det ikke.«
»Alt skete på tre år, og det var ikke tid nok for alt det. Der er ikke noget, der kan erstatte at gøre det, man har lyst til, og få penge for det. Intet. Og folk genkender én. På et fly til San Diego sagde nogen til mig, ’Er du Staceyann Chin?’ Jeg har fået status som en semi-berømthed.«
Chin har siden optrådt 150 steder i USA og været på turné i udlandet. Som minoritet (homoseksuel, farvet, digter) har hun et budskab i ikke-kristelig forstand og poetry slam er værktøjet, siger hun.
»Ved at optræde spreder man det egentlige budskab om menneskelighed på tværs af race, klasse, tro og religion. At du er et menneske, og jeg er et menneske.«
Måske virker det. Undervejs har publikumsammensætningen ændret karakter, har hun noteret sig. Det er ikke længere kun hendes »die-hard-fans«, der kommer til hendes nye One Woman Shows i New York, som det var i starten.
»I de sidste par shows kunne jeg ikke genkende mit publikum. De var fra den hvide forstadsmiddelklasse. Jeg har undret mig over, hvad der mon relaterer til dem i min optræden. Men jeg går ud fra, at det hele kommer tilbage til: at du er et menneske, og jeg er et menneske.«

*Portrætfilmen ’Staceyann Chin’ har premiere i aften i Dagmar Teatret. Den vil senere blive vist på DRTV

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her