Læsetid: 2 min.

I Seamus Heaneys bil

Jeg var glad for, at køkkenstigen lå i bagagerummet, jeg havde nok at se til med de forskellige malerbøtter, der raslede rundt
11. juli 2001

Frihånds
Malere påstår med rette, at akvarellen stiller de største krav. Her skal man være over motivet og holde det fast, før alting flyder ud. Der er kun vand og farve. Hjernen arbejder af og til som en akvarel-maler. Man har oplevet tusind ting og registreret millarder af detaljer – uden at kunne holde dem fast. Et par enkelte bliver af uforklarlige grunde hængende på det følsomme, sugende papir i hurtige, men tydeligt impressionistiske strøg og klatter.
Hvor de fleste ville få radikalt andre associationer, hvis man nævner den irske digter og nobelpristager, Seamus Heaneys, navn, ser jeg tydeligt for mit indre blik hans bil. Før han blev helt så berømt som nu og derfor var lettere tilgængelig, havde det irske turistvæsen været så elskværdig at føre os sammen. Jeg skulle skrive om Irland, i Dublin var Heaney min Vergil.
Det begyndte anstændigt nok med en bedre middag på en fin restaurant, men så skulle vi på sightseeing. Når vi ikke tyggede, havde vi af naturlige grunde følt hinanden på tænderne, det var gået godt, ingen var kommet til skade. Vi var i fint humør, da vi drejede rundt om hjørnet, og jeg skulle lige til at passere et ældre, bulet eksemplar af et køretøj, der stod ved fortovskanten, og som jeg knap nok havde lagt mærke til, da digteren greb mig i ærmet.
»Her er min bil, sagde han, nu skal jeg vise jer Dublin.«
Samtidig stak han sit runde hoved og det meste af sin solide overkrop ind i bilen og tog fat på noget, der viste sig at være en større oprydning. En trehjulet cykel bevægede sig fra bagsædet til forsædet, derefter dukkede en håndfuld malerbøtter op, nogle tomme, andre fulde. En køkkenstige fandt plads i bagagerummet, og to plaider blev stuvet op under bagruden. Så fulgte et par ugers eksemplarer af The Irish Times og en dukke uden hoved plus tre sko og noget, vi engang kaldte »en lille rulle brænde«, men det kunne også være en harmonika, der ikke var trukket ud.
»Jeg ved ikke, hvem af jer, der vil sidde foran,« sagde Heaney og tørrede sveden af panden, »men jeg skal nok standse, når vi kommer til noget interessant, så kan I kravle ud.«
Han smilede.
»Hvis I kan,« sagde han.

Min kone valgte bagsædet, det var vigtigt, at jeg sad så nær den berømte digter som muligt. Det tog lidt tid at få stuvet hende ind over aviserne og harmonikaen. mellem fødderne.
Vi oplevede både Liffey og Nationalmuseet og O’Connell Street, mens Heaney delagtiggjorde os i Irlands historie, det var både rørende og imponerende, alligevel var jeg distræt. Det var som om bilen overdøvede alting, ikke kun fordi den raslede og skramlede, men fordi den var ligeså levende som manden selv og udtrykte hans personlighed til sidste, løse skrue.
Kurt Trampedachs billede af Giacomettis arbejdsbord er ingen akvarel, man kunne næsten sige tværtimod, alligevel blander det sig i skitsen her, fordi det på samme måde som Seamus Heany’s bil siger noget om sammenhængen mellem kunst og kulisse, menneske og værktøj, stort og småt, rod og perfektionisme.
Der skal held til at opleve det tilfældiges storhed. Her kørte det på fire hjul.

*Dette er den anden af femten frihåndstegninger i ord, hvor Klaus Rifbjerg skitserer billeder af liv og litteratur

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her