Læsetid: 3 min.

Shakespeare til havebrug

Tam ’Helligtrekongersaften’ i Grønnegårds Teatret, hvor man i den grad savner en egentlig ide med løjerne
4. juli 2001

Teater
Hvad vil Grønnegårds Teatret egentlig med Shakespeares komedie Helligtrekongersaften? Spørg mig ikke. Jo, spørg mig alligevel, for ellers kommer der ikke nogen anmeldelse ud af det.
Det er mærkeligt, de gode kræfter taget i betragtning, at forestillingen under lindetræerne falder så traditionelt ud. Lang kan man ikke beskylde denne Shakespeare til havebrug for at være, skåret ned fra cirka tre til to timer uden pause. Men det er ikke forkert at kalde den aldeles pæn og velopdragen. For ikke at sige tam.
Har Shakespeare-politiet og den mere konservative del af anmelderstanden i den grad kyst de danske instruktører på klassiker-krigens slagmark i de forgangne sæsoner? Det virker som om, instruktøren Emmet Feigenberg er bange for at træde ved siden af. Skønt det hele bevæger sig med nogenlunde let gang og dertil flyder pænt velarrangeret hen over Karin Betz anvendelige scene – en stor hvid bølge med lemme i gulvet – savner man i den grad en egentlig ide med løjerne. Om Feigenberg har noget reelt bud på en nyfortolkning må stå hen i det uvisse, for udendørsversionen fungerer mestendels som en harmløs letvægtsudgave for dem, der ikke har set stykket før.

Mest spillede komedie
Komedien hører ellers til de mest spillede herhjemme. I en sådan grad, at handlingen turde være de fleste bekendt: Pigen Viola forklæder sig som mand. Grevinde Olivia forelsker sig i hende. Men Viola er forelsket i hertug Orsino, der er forelsket i Olivia. Heldigvis har Viola en tvillingebror, der kan træde til. Ganske vist skal dertil lægges en komisk sideintrige om en selvglad nar, der syder i eget fedt. Men dobbeltgængermotivet er det centrale omdrejningspunkt, motor og drivkraft for denne historie om gensidig selvspejling, kærlighedens blændværk og tryllekraft.

Reenberg-kopi
At det hverken er den første eller den sidste udgave af stykket, vi får at se, kunne måske have bevæget forestillingens instruktør til lidt mere vovemod i tilgangen.
Ganske vist slås der et par melankolske takter an med Steen Stig Lommers hvidkalkede og usmilende nar, der med ludende skuldre, levende øjne og kynisk replik indtager rollen som kærlighedsnarrenes desillusionerede betragter. Uden at instruktøren ellers får meget mere ud af det tilløb.
Nogen direkte linje til farcen har Feigenberg heller ikke, når Shakespeares langtrukne platheder skal gives liv i forviklingerne om hushovmesteren Malvolio, der skal ned med nakken. Hvorfor Mikael Birkkjær spiller sidstnævnte som en kopi af Jørgen Reenbergs geniale anlagte fabeldyr fra for tyve år siden er en gåde.
Det hele er omtrent kommet med: Diktionen, pantergangen og Reenbergs karakteristiske brug af sine hænder. At man i den grad kan lade sin skuespiller gå ned ad den forkerte sti, kan en instruktør ikke være bekendt, for Birkkjær må nødvendigvis blegne ved den helt uundgåelige sammenligning.
Omkring ham buldrer Troels Lyby derudad og ligner en stor, uvasket hulemand som drukmåsen Tobias Hikke, mens Anders W. Berthelsen som hans trofaste følgesvend, Andreas Blegnæb har lagt idioten morsomt an i det ydre – en blanding af hanekylling og Herman Bang – men savner styring af det eksalterede og skingre, der præger spillet. Til gengæld sidder en gæv Joy-Maria Frederiksens sødtsexede kammerjomfru Maria lige i skabet.

Rødhåret temperament
Viola er en af Shakespeares mest bedårende kvindeskikkelser, som Stine Stengade nøjes med at spille kækt og sødt, en anelse spinkelt og spædt, med sans for poesien. Hendes dukkehovede af et flødeskæg vil næppe kunne narre selv den mest nærsynede, og megen udnyttelse af rollens erotiske perspektiver er der ikke over foretagendet. Men Stengade disponerer rollen godt, om end hun er en smule skematisk i skiftene.
Lars Mikkelsen smægter veloplagt og krukket som en myndig hertug Orsino, mens Anne Eleonora Jørgensen er skøn at skue og har smæld samt moderne rødhåret temperament i sin henførte og utålmodige grevinde. Og endelig slutter Peter Pilegaard hjertefrien kækt af med en veltalende tvillingebror Sebastian.
Alt sammen nydeligt. Men med denne flok solister på rollelisten, er det ejendommeligt, at der ikke så i det mindste lægges an til et par originale rollefortolkninger, når nu iscenesætteren giver afkald på at se Shakespeares komedie som andet end en luftig sommerspøg.
Men det er måske det, Grønnegårds Teatret stiller sig tilfreds med at levere sammen med et glas kølig hvidvin?

*Grønnegårds Teatret: Helligtrekongersaften. Komedie af William Shakespeare. Oversættelse: Niels Brunse. Iscenesættelse: Emmet Feigenberg. Scenografi: Karin Betz. Musik: Ian Brodersen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu