Analyse
Læsetid: 5 min.

Et skridt i den rigtige retning

Trods manglende resultat giver topmødet mellem Indien og Pakistan håb om et forbedret forhold mellem de to ærkerivaler
18. juli 2001

Det var ikke mange konkrete resultater, der kom ud af det historiske og netop overståede topmøde mellem Indien og Pakistan. Trods en positiv stemning under de indledende manøvre forud for mandagens afsluttende dialog, brød forhandlingerne sammen, da det kom til de endelige formuleringer i en fælles erklæring.
Ikke uventet var det spørgsmålet om den nordlige Kashmir-provins, der skilte de to landes præsidenter. Selvom sammenbruddet kan forventes at sætte yderligere gang i urolighederne i den omstridte provins, efterlader topmødet dog et begrundet håb om en fortsat dialog mellem de to atommagter.
Allerede i september måned mødes de to landes præsidenter således påny. Ifølge Pakistans udenrigsminister vil det ske i New York, hvilket næppe er et tilfælde.
Officielt kom det netop overståede møde i stand på initiativ fra Indiens præsident Atal Behari Vajpayee.
Men invitationen kom umiddelbart efter afholdelsen af en lukket konference om Kashmir med deltagelse af en række højtstående internationale eksperter. Konferencen fandt sted på foranledning af den amerikanske præsidents administration.
Der er således ingen grund til at betvivle, at USA har trukket hårdt i trådene for at få de to ærkefjender til at mødes. Samt at der efter det resultatløse møde i Indien stadig er et massivt internationalt pres for, at de to lande finder frem til en løsning på den 54 år lange Kashmir-konflikt, der siden 1989 har kostet mere end 30.000 mennesker livet og været årsag til to krige mellem de rivaliserende naboer .

Såvel Indien som Pakistan vil dog få brug for tid til at overbevise deres respektive regeringer om, at fornyede forhandlinger kan føre til mere konkrete resultater. Og her får Vajpayee det utvivlsomt sværere end den pakistanske præsident.
Siden Pervez Musharraf i oktober 1999 overtog magten i Pakistan ved et militærkup, har han indtaget samtlige af landets vigtige poster. Hertil kommer, at han har stor opbakning fra militæret, som han fortsat er chef for.
Indiens præsident derimod er langt mere afhængig af en bred politisk opbakning fra såvel sit eget bagland i det hindunationalistiske BJP-parti som oppositionen i sin koalitionsregering.
Den består af en række meget forskelligartede partier, hvoraf flere har trukket deres støtte til præsidenten efter en omfattende korruptionsskandale. Selvom BJP ved det sidste kongresvalg overtog præsidentposten på baggrund af et massivt flertal, er Vajpayee således langt fra sikker på at blive genvalgt. Kongrespartiet benyttede da også straks sammenbruddet til at tilkendegivet sin mistillid til den siddende regering:
»Vi er dybt skuffede over regeringens håndtering af topmødet,« sagde en talsmand for partiet, der mener at sammenbruddet er et resultat af dårlig forberedelse.
I Pakistan er en tilsvarende kritik blevet rejst af den koalition af oppositionspartier, der er opstået i kølvandet på Musharrafs militærkup. Det var forudsigeligt, at forhandlingerne ikke ville føre til et resultat, mener Alliancen for Rekonstruktion af Demokratiet, der består af omkring 14 oppositionspartier.
»Lektien er klar; det er kun en en demokratisk regering med et folkeligt mandat, der kan give en leder nok selvtillid til at forhandle ud fra en stærk position,« lyder det ikke overraskende fra en talsmand for Pakistans Folkeparti (PPP), der ledes af ekspræsident Benazir Bhutto, som lever i selvvalgt eksil efter en omfattende korruptionsanklage.

Også medierne i såvel Indien som Pakistan går hårdt til de to præsidenter i deres vurderinger. På begge sider af grænsen er de ledende aviser enige om, at mødet endte uden resultat på grund af de to statslederes respektive håndtering af Kashmir-spørgsmålet.
Forud for mandagens afsluttende forhandlinger lod Musharraf via pressen de indiske forhandlere forstå, at forudsætningen for at opnå resultater var, at Kashmir blev inddraget som det centrale spørgsmål. Selvom det er hævet over enhver tvivl, at den utvetydige udmelding blev opfattet som en provokation, er der dog god grund til at hæfte sig ved, at det væsentligste indirekte resultat af mødet måske netop er en konsekvens heraf.
Gennem samtlige 54 år konflikten om Kashmir har stået på, har Indien fastholdt at Kashmir er et internt anliggende, som derfor ikke er til diskussion. Men jo, Kashmir er et emne, medgav Vajapayee i de efterfølgende forhandlinger. Hvorefter embedsmændene gik i gang med at udforme udkastet til den fælles deklaration, der siden måtte opgives på grund uenigheder, da det kom til de konkrete detaljer.
Ved at anerkende at en løsning af konflikten i den bjergrige provins er en af forudsætningerne for en opblødning i forholdet mellem de to lande, balancerede Vaypayee på kanten af sit mandat.
Det er modigt i et land, hvor den helt overvejende holdning i befolkningen er, at Kashmir tilhører Indien, og ethvert forsøg fra grupper i området på at ændre herved bliver betragtet som terrorisme. Men det er først og fremmest et vigtigt udgangspunkt for, at en yderligere dialog mellem de to lande kan starte et andet sted, end det var tilfældet i Agra.

Mens kritikken over de resultatløse forhandlinger er haglet ned over de to præsidenter, har begge parter da også understreget, at mødet som sådan var en succes.
»Fredskaravanen vil fortsætte, og en gunstig dag i fremtiden vil den nå sit mål,« lyder meldingen fra Indiens udenrigsminister Jaswant Singh.
Ifølge hans pakistanske kollega blev der på mødet »opnået væsentlige fremskridt,« hvilket betyder, at præsident Musharraf efter sin hjemkomst »ser optimistisk på udsigten til et bedre forhold mellem Pakistan og Indien.«
Helt så optimistisk ser det dog ikke ud i den omstridte Kashmir-provins, hvor omkring 90 mennesker blev dræbt i løbet af det tre dage lange topmøde. Og hvor urolighederne fortsætter med fornyet styrke efter sammenbruddet i forhandlingerne, som de muslimske oprørere i området mener bekræfter, at den eneste vej til en løsning opnåes gennem hellig krig.
»Den hellige krig vil blive intensiveret, og Indien vil blive ramt hårdt,« sagde lederen af en af de mest yderligtgående grupper, Lashkar-e-Taiba, tirsdag.

Der er således god grund til at frygte, at det umiddelbare resultat af topmødet vil være forøget vold og uro i den omstridte provins.
Faktum er imidlertid, at oprørsgrupperne er afhængige af opbakning fra den pakistanske regering. Officielt støtter den alene oprørernes aktiviteter moralsk, men i praksis menes den at yde dem en langt fra ubetydelig støtte. Og det bliver derfor her den pakistanske præsidents evne og vilje til at opnå en fredelig løsning i den kommende tid skal stå sin store prøve.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her