Udstilling
Den professionelle kunstverden har svært ved at forholde sig til Kurt Trampedachs seneste udviklingsfaser fra midtfirserne og frem med de homunculus-agtige selvportrætter, malet så pastost, at de nærmest fremstår som relieffer og med en ofte stærk kolorit, der domineres af primærfarverne. Overraskende stærk i forhold til den mørkemaler med den nordiske palet, han først, dvs. i de første to årtier, gav sig ud for at være. Publikum derimod har ingen problemer med Trampedach. De strømmer til, for endelig er der en kunstner, som er Kunstner sådan rigtigt! og som har vovet det store spring at være det med patos og tyngde, hvor værk og liv er to sider af samme sag. En kunstner, der maler, så ingen kan nære tvivl om, at han mener det alvorligt. Med Trampedach forholder det sig nemlig sådan, at hans værker om man bryder sig om dem eller ej er uafviselige, uafrystelige, ja, væmmelige. Man kan næsten ikke holde til (og holde ud) at se på dem, for man bliver selv nidstirret af de malede blikke, der er så intense, og som synes at eje et sjælens vanvidsglimt. Tom Kristensen, der i Kina digtede om Paafuglefjeren, skriver »I vanvittigt blaat folded Øjet sig ud og stirrede vildt, som naar sindssyge ser.« Sådan er det også med Trampedachs stirrende og åbent spørgende blikke. Hvad skal vi dog svare dem? Vi kender ikke svarene selv.
Kunsthistorikeren Mikael Wivel, der har næret kærlighed til Trampedachs kunst i over 30 år, udgav for nogle uger siden en stor monografi (anm. af Charlotte Christensen 12. jun.) om kunstneren, og han har da også sammensat udstillingen i Sophienholm, der spænder over hele oeuvret. Han inddeler værket i fire kronologiske faser, og han konstaterer i kataloget, at »selvfremstillingerne ændrede sig... fra det realistiske mod det mere stedfortrædende, hvor det ikke længere var hans (Trampedachs, red.) eget fysiognomi, det gjaldt, men snarere en form for erindrende gestaltning af psyken« (min kursivering). Her får han den sene Trampedachs mærkelige fantasimonstre placeret, så de er til at forholde sig til, for det er ellers svært. De træder nemlig ud af mørket som monstre, kunstneren har mødt i Inferno eller på mareridtets mørke strækninger. Steder som de færreste af os besøger dagligt. Eller ønsker at besøge.
Værket tager over
Udstillingen er organiseret, så man får et overblik over udviklingsfaserne. Flere tableauer og figurer træder ud på gulvet og møder os med en stadig overbevisningskraft som vi kender den fra Duane Hanson, George Segal eller Edward Kienholz figurer, som Trampedach tydeligvis lod sig inspirere af i de tidlige faser i tresserne og halvfjerdserne. Mærkelig nok er det fra 1983, hvor han bosætter sig dels i New York, og dels i det franske Baskerland, at han vokser sig ud af den amerikanske inspiration og bliver helt sig selv. Han placerer sig ved afgrunden. Adskillige kriser, skilsmisser og alkoholisme har ført ham stadig længere ind i sindets mørke irgange, og i dag har han med Wivel gjort farven til kød og ladet barnet komme til. Et gammelklogt barn, der ligesom rækker tilbage til menneskehedens allertidligste faser.
Undertegnede påskønner imidlertid mere den tidlige Trampedach end den sene, men jeg må medgive, at også hans sene værker er så stærke, så indtrængende, at de bliver i sindet længe efter mødet med dem. Trampedach har ganske enkelt opfundet et mytologisk væsen, der bærer det tidligste og mest mystiske fra tilværelsen med sig. En hulemaler, der maler på lærreder. En primitiv maler i det 21. århundrede.
Men jeg kan blive svært træt af disse tavse ansigter, der hele tiden vil i kontakt med os. En sælsom kunstoplevelse, hvor værket tager over og stjæler magten fra os.
*Kurt Tramedach. Sophienholm, Nybrovej 401, Lyngby. Ti.-sø. 11-17, to. 11-20. Omvisn. sø. kl. 14. Til 2. sep. Derefter vises udstillingen i Randers Kunstmuseum og Fyns Kunstmuseum i Odense. Katalog m. tekst af Mikael Wivel og Klaus Rifbjerg, 125 kr.
