Læsetid: 2 min.

De små sensationer

Jeg har altid følt mig udfordret, når Carsten Jensen basunerede, at nu burde Nordsjælland sænkes i havet og dets overklassebefolkning henrettes med lunken lort
18. juli 2001

Frihånds
Udenlandske gæster, ikke mindst amerikanere, må i tidens løb have opfattet deres vært som lidt af en nørd. De kunne jo ikke vide, at jeg arbejdede med en skjult dagsorden, som havde to led.
For det første ville jeg for enhver pris gennemføre den planlagte sightseeing i bil (udlejnings), for jeg havde et kørekort, men ingen mulighed for at bruge det, det var der ikke råd til. For det andet skulle turen – efter obligatoriske visitter på Kronborg og Frederiksborg – omfatte udflugter til områder med affektionsværdi for mig uden at de øvrigt var katalogiseret i en eneste turistbrochure eller var forsynet med stjerner i Baedecker.

Jeg har altid været stolt af mit fædreland og glad for at vise det frem. .
Jeg er meget mere til fru Heiberg, der skriver så smukt om sine udflugter til vogns med Johan Ludvig og elsker egnens yndigheder, og jeg er ikke bleg for at indrømme, at nogle af mine kæreste og mest levende minder knytter sig til Asserbo og Liseleje og Tibirke og Rørvig, og at jeg meget nødig ser dem oversvømmet og lokalbefolkningen gasset.
Men jeg kan godt forstå de gæster, der har kløet sig i nakken, når de har stået og stirret på noget, jeg selv finder uimodståeligt, fordi det i mindet lyser af sol og salt havvand og hvide klitter og henrykkelse men i øvrigt savner enhver form for sensationelt særpræg – ikke mindst i januar eller november, når jeg har slæbt de arme stakler rundt.

En vindrusket dag stod jeg således på stranden ved Høve med en amerikansk pige, som en eller anden havde anbefalet til min guidevirksomhed. Vi havde set både konger og kasematter og Hamlets fars ånd, nu var udsigten en skrap byge fra vest, en dyngvåd sandstrand, høje bølger og et tilskoddet sommerhus. Jeg ved ikke, hvad hun tænkte og heller ikke, hvad hun så. Men for mit indre blik spillede et antal billeder på nethinden, og jeg følte mig stærkt bevæget.
Der var tale om et tilfælde af praktisk nostalgi, selvfremkaldt, ja jeg så ligefrem et amatørbillede rejse sig, hvor jeg selv er med, en strålende solskinsoptagelse, helt koket med en tydelig flirt, for der står også en pige med badehætte og smiler, og bagved er stranden, hvid så langt øjet rækker.

Den omtalte scene må have udspillet sig i 1942. Nu var det engang i 50’erne og mildest talt et andet vejrlig.
Underligt nok bliver jeg stadig bevæget, når et fortidigt gadehjørne råber til mig. Men jeg skåner gæsterne, ingen bliver ledt på afveje for at tilfredsstille min sentimentalitet. Og jeg har haft bil i mange år.

*Dette er den fjerde artikel i en serie frihåndstegninger, hvor Klaus Rifbjerg skitserer billeder af liv og litteratur

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu