Læsetid: 5 min.

’Der er for meget snak’

Indbyggere i den albansk-dominerede by Tetovo i Makedonien bakker mere og mere op om strategien med at lade våbnene tale
13. juli 2001

TETOVO – I dag er en god dag i Tetovo. I hvert fald indtil videre. For i dag står indbyggerne i Makedoniens næst-største by ikke op til lyden af skyderier i bjergene, men til lyden af håndværkere, der har travlt med at bygge huse til byens fortrinsvis etnisk-albanske beboere.
Der er våbenhvile og forhandlinger.
Alligevel kører kampvogne og Røde Kors-busser gennem byen i ny og næ. Soldater går rundt hist og her og holder øje. De er alle efterhånden blevet en naturlig del af gadebilledet i Tetovo.
»Du vænner dig til det. I begyndelsen tænkte jeg konstant over situationen, men nu er det kun, når jeg hører skud,« fortæller en 23-årig albansk kvinde, der studerer jura på Skopje Universitet og tager et hvæs af cigaretten.
»I begyndelsen var jeg imod krigen og håbede, at vi ville få vores rettigheder gennem dialog. Men makedonerne er ikke villige til at snakke. Jo, de vil gerne snakke, men de ændrer ikke på noget i praksis. Det hele er bare snak. Desværre.«
Hendes 27-årige ven nikker samtykkende med sin kaffe i hånden.
»Vi fortjener at få et normalt liv igen. Vi har givet så meget til dette land, at vi fortjener at få ligeberettigelse,« siger han og forklarer, at han har boet i Singapore i fem år og kom tilbage til sin fødeby – Tetovo – sidste år.
»I Singapore vænnede jeg mig til et multietnisk samfund. Indere, japanere, englændere osv. var godt blandet sammen, og vi havde det godt sammen. Så da jeg kom tilbage hertil, så jeg ikke forskel på albanere og makedonere, men jeg blev hurtig opmærksom på, at virkeligheden var ganske anderledes her,« siger han med henvisning til, at albanerne kræver flere rettigheder. Dette er kernepunktet i det væbnede oprør, som han godt forstår.
»Jeg sympatiserer med UCK, for de slås for vores rettigheder. Den dag, jeg begynder at støtte dem, vil jeg selv stå i uniformen,« siger han, mens Lionel Richie synger om kærlighed og glæde i baggrunden.

UCK får støtte
Han er en af de få albanere, der har et godt job i et konsulentfirma, hvor han står for regnskabet.
Han er fortsat med at arbejde på trods af kampene. Men i det øjeblik, der sker flere sammenstød, hvor det makedonske politi og hæren »er uretfærdige og bruger vold«, som han siger, så er det måske hans tur.
»Jeg kender en del mænd, der slås oppe i bjergene. Det er ikke min egen bror, men de er ligesom mine brødre, der kæmper på vegne af os alle. Jeg tror desværre, at det er den eneste måde, hvorpå makedonerene vil tage os seri-øst. Så på nogle måder står jeg inde for denne krig, selv om jeg er imod vold,« tilføjer hans veninde.
»De (makedonerne, red.) tror, vi alle er fra landet, hvilket ikke er rigtigt. De spørger mig, hvad vi albanere vil have, for I har jo alt, siger de, fordi jeg er i gang med en uddannelse. Men 95 procent af mine egne har ikke en jordisk chance for at få en uddannelse. Jeg har bare været heldig, og det ser makedonerne ikke,« fortæller hun, tager en slurk af sin kaffe og kigger over på sin ven. Han fortsætter:
»Cirka 40 procent af skatten til staten kommer fra Te-tovo, men se dig omkring. Der er kun gamle huse og veje. Skopje får penge til renovationer, men ikke os, og det er det, der frustrerer os.«
Han har ingen planer om at flytte fra Tetovo, fordi hans far har brug for ham. Men hans 23-årige veninde flygtede ligesom tusindvis af andre albanere til Kosovo for fire måneder siden. Her boede hun og familien hos nogle bekendte, men de blev kun i to uger.
»Det var i ren panik, at vi flygtede. Det var simpelthen for farligt at blive her. Vi havde aldrig troet, at der ville blive krig i Tetovo. At krigen ville komme hertil, men…Vi har stadig billederne af Bosnien og Kosovo i hovedet,« siger hun og beskylder medierne for at give et forkert billede af albanerne – og dermed virkeligheden ifølge dem.
»Mine makedonske venner forstår ikke vores problem, og det er egentlig ikke deres skyld. De tror på alt, hvad de hører i medierne og på regeringen. Men de kommer aldrig hen og spørger, hvad vi faktisk kæmper for,« siger hun.

Tv viser løgne
Xhevat, en taxachauffør på 30 år, er enig: »Jeg er nervøs for, hvad jeg ser i fjernsynet. 95 procent af, hvad de viser, er løgn,« siger han.
Xhevat er far til en dreng på tre år og ønsker kun, at der bliver fred. At han kan få et godt arbejde, ligesom han selv havde for to måneder siden, før han blev taxachauffør.
»Jeg arbejdede i et kemikaliefirma, men da situationen blev forværrret, blev jeg fyret, fordi min chef ikke havde råd til at betale mig. Så jeg var nødsaget til at begynde at køre taxa,« siger Xhevat og tænder den tredje cigaret inden for ti minutter.
Han forklarer, at han støtter UCK 100 procent, fordi de kæmper for alle albanernes sag.

Snak fører ikke til noget
»At snakke fører ikke noget med sig. Det har vi gjort for længe nu. Makedonere vil være folk nummer ét, og i deres øjne er vi andenrangsborgere,« siger han.
»Hver dag tænker jeg på, hvad morgendagen vil bringe. Lige nu går det godt, men vi ved ikke, hvad der kan ske i morgen. Jeg ville støtte UCK med mit liv, men lige nu har jeg en familie, jeg skal tage mig af. Og jeg er den eneste, der forsørger dem, så jeg må leve for dem. Og jeg vil dø for dem.«
Han fortæller, at mænd, der har boet i udlandet i 15 år, kommer hjem for at kæmpe for deres rettigheder ved at blive medlem af UCK.
»UCK er ikke dumme. De ved godt, at det er dumt at bruge våben, men de har ikke noget valg. UCK skyder ikke på civile,« fortæller Xhevat med stor overbevisning i stemmen.
»Det er derfor, det make-donske militær skyder på dem nede fra landsbyerne. For UCK skyder ikke tilbage af frygt for at ramme en civil. Hvorfor går militæret ikke op i bjergene og slås som rigtige mænd i stedet for at gemme sig bag huse?,« spørger Xhevat og trækker vejret dybt.
»Jeg er født her. Mit folk har boet her i 500 år – vi kommer ikke direkte fra månen eller junglen. Hvilken ret har de til at give eller ikke give mig rettigheder? Dette er også mit land. Mit liv,« siger han inden han sætter sig ind i sin taxa og kører ind til byen for at tjene lidt penge.

*Simi Jan er freelancejournalist

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her