Læsetid: 12 min.

En soldats tjenstlige forseelse

At soldater går på bordel er bedre, end at de går ud og voldtager, mener man i forsvaret. Så der var ingen hjælp at hente, da den danske soldat Kim fandt ud af, at ukrainske Tatjana var blevet ’trafficked’. Men han tog sagen i egen hånd
20. juli 2001

(2. sektion)

Soldaten
»Du kommer ind i en taxi, så sidder der en tandløs chauffør med et stort bredt smil og giver dig et visitkort, hvor der står kaffebar på. Der er også en tegning af en letpåklædt dame, som danser. Chaufføren forklarer, hvordan du får rabat derude, for ’det er hans boss, der kører stedet’. Det var sådan set grunden til, at jeg kom dertil.«
Kim var netop kommet til Orhid i den albanske del af Makedonien, da han sammen med fire andre danske soldater fra KFOR-styrken i Kosovo satte sig ind i taxien. Kim var efter to måneders udstationering på sin første af de obligatoriske Rest and Recreation-weekender (R&R), hvor soldaterne bliver sendt til Makedonien for at komme lidt væk fra lejrene i Kosovo.
»Det er helt normalt for soldaterne i KFOR at opsøge lidt sjov og ballade. Det gør alle. Så vi tog ud til den pågældende bar, vi ringede på, en mand kiggede gennem dørhullet og så, at der var tale om gæster fra KFOR og lukkede os ind,« fortæller Kim om den aften i efteråret 1999, hvor han første gang stødte på Tatjana.
Indenfor var der to rum med mørkerøde veloursofaer, borde og en bar. Oppe på scenen dansede et dusin kvinder i 20’erne. Deres hvide trusser og toppe blev selvlysende i neonlyset omkring scenen. Tydeligvis var kvinderne fra slaviske lande såsom Ukraine, Hviderusland, Moldova, Rusland osv. osv.
»Deres engelsk var dårligt, de talte russisk og kunne også sige lidt på serbisk,« fortæller Kim, som dog selv var uforståelig, fordi han havde drukket en del. Både før han ankom og i baren, hvor »en flaske champagne som dem, man får i Aldi til 21 kroner starter ved 100 mark,« som Kim beskriver det.
En værtinde, Biljana, talte fint engelsk. Hun var makedoner. Hun kom ned til bordene og spurgte Kim og de andre soldater, om der var nogle af pigerne, de kunne lide. Kim syntes godt om Tatjana, som dansede oppe på scenen, så lidt senere kom Tatjana ned og satte sig ved bordet, efter at Biljana havde sagt det til hende.
»Jeg kunne se på Tatjana med det samme, at der var noget galt,« fortæller Kim. »Så jeg spurgte hende, ’hvad laver du her?’ ’Problema mafia’ svarede hun meget kort, for hendes engelsk var nærmest ikke-eksisterende.«

En time eller nat?
Men Kim forhørte sig om priserne. Det kostede 180 D-mark for en time og 340 mark for hele natten. »Det var kun det dobbelte for hele natten, så både jeg og en kammerat bestilte en pige til hele natten,« forklarer Kim.
Når gæsterne bestilte en pige for hele natten, blev barens ejer, Xhevat, informeret af Biljana. Denne aften sad han ovre i hjørnet, og det var første gang, Kim så Xhevat. På det tidspunkt havde han ingen anelse om, at han ville komme til at se meget mere til Xhevat – en stor, stærk, sportstrænet mand i begyndelsen af 40’erne.
»Jeg tog Tatjana, og min kammerat tog en anden kvinde. Vi betalte til Biljana. Og så blev vi kørt til hotellet,« siger Kim.
Når gæster i baren ville have kvinderne for en hel nat, blev de normalt kørt nogle kilometer væk til et hotel, som ejes af Xhevats bror. Det var også, hvad der skete denne aften.
»På hotellet fortalte Tatjana hovedelementerne i sin historie, men jeg var så fuld, at jeg faldt i søvn,« siger Kim.
Næste morgen blev kvinderne så kørt tilbage til baren af Xhevats bror. Sådan som det plejer at være, når kvinderne er blevet taget for en hel nat. Hvis de kun bliver taget for en time eller to, så foregår det normalt i et hus med en masse små rum, som ligger kun 300 meter fra baren i landsbyen.
Det var dér, Kim og Tatjana tog hen dagen efter. For Kim og hans kammerat vendte tilbage næste aften.
»Jeg kunne huske dele af Tatjanas historie. Jeg tænkte hele tiden på det, men det stod meget usammenhængende for mig, så jeg måtte tilbage,« forklarer Kim.
Så han bestilte Tatjana for hele natten en gang til, og da de kom hen på værelset i huset tæt på baren, fortalte hun, hvad der var sket, og at hun ville væk derfra.
»Det var dér, den anden aften, at jeg fandt ud af, at der var tale om trafficking. Vi snakkede og sov, og næste dag, da min kammerat og jeg tog bussen tilbage til Kosovo, tænkte jeg på hendes historie hele tiden,« fortæller Kim.

Skam
»Jeg skammede mig over mig selv. For jeg var blevet en del af noget, jeg ikke ønskede at være en del af. For mig er prostitution i orden, hvis du går frivilligt ind i det og har ordentlige forhold. Men jeg ønskede ikke at være en del af sådan noget som dette, afpresning, kidnapning, deportation, vold.«
Kim fortalte til nogle af kammeraterne i lejren om, at der er tale om trafficking de steder, hvor de tog hen på R&R-weekender.
»Men det var den generelle stemning i lejren, at man hverken kunne eller skulle gøre noget ved sådan en situation, som den Tatjana var i. ’Det rører mig dybt, men det rager mig en skid’, var holdningen. Jeg vil sige, at over 80 procent af de soldater, der er udstationeret i Kosovo, har været ved prostituerede. I det telt, hvor jeg boede, gjorde fire ud af seks det, og i teltet ved siden af var det allesammen. Så der er ingen, der ønsker at sætte spørgsmålstegn ved situationen,« siger Kim.
Heller ikke lejrledelsen mente, at der var grund til at sætte spørgsmålstegn ved, hvor de danske soldater blev sendt hen på R&R-weekend.
»De sagde, at ’de godt kendte problemet, men hvad skulle de så gøre? Skulle de nægte soldaterne at tage på R&R, ligesom briterne og amerikanerne gjorde det. Det var jo en kendt sag, at det medførte en masse voldtægter’,« fortæller Kim.
»De sagde: ’Hvis vi skal stoppe R&R, så skal vi enten have en kæmpe oplysningskampagne i gang eller risikere voldtægter’. Ingen af delene var de indstillede på overhovedet.«

Køb og salg
Straks derefter tog Kim på orlov hjem til Danmark, men han kunne ikke holde op med at tænke på Tatjanas historie.
Da var det, han besluttede at forsøge at få hende ud derfra og hjælpe hende tilbage til Ukraine. Og at det skulle være nu.
»Jeg ringede til Biljana i baren og spurgte, hvor meget det ville koste at købe Tatjana fri. 2.000 mark lød hendes svar,« fortæller Kim.
Dagen efter tømte han sin bankkonto i Danmark, fløj via Frankfurt til Thessaloniki i Grækenland. Undervejs ringede han flere gange til både Biljana og hendes boss Xhevat, og efterhånden som han nærmede sig Grækenland steg prisen.
»Først ville Xhevat vide, hvorfor jeg ville købe hende fri. Om jeg ville tage hende til Danmark og have hende til at arbejde for mig som prostitueret her eller hvad. Jeg skulle ikke nyde noget af at sige, at jeg bare ville købe hende fri og sende hende med et fly hjem til Ukraine. For så var jeg helt sikker på, at Xhevat med sine forbindelser ville få hende sendt tilbage til baren. Så jeg sagde, at jeg ville købe hende fri for at gifte mig med hende, selv om det overhovedet ikke var, hvad jeg havde i tankerne. Det var så i orden med ham. Men prisen var altså steget til 3.000 mark, og aftenen før, da jeg ringede fra Thessaloniki, var prisen 4.000,« fortæller Kim.
Han beskriver Xhevat som »kold som is.«
»Det er business, det her. En vare. Du køber og sælger. Og når du ikke kan bruge den mere, så smider du den væk. Du kan ikke have følelser og være i den branche samtidig,« siger Kim.
Klokken var 23 om aftenen, da han var kommet til Thessaloniki. Herfra tog han en taxi til den makedonske grænse, skiftede taxi og blev kørt til landsbyen nær Orhid, hvortil han ankom ved ni-tiden om morgenen. Xhevat boede oven på baren, og Kim gik hen til døren.
»Jeg bankede på, og Xhevats datter kom ud. Hun vidste godt, hvad det drejede sig om, og bad mig komme tilbage ved middagstid, fordi alle stadig lå og sov,« fortæller Kim. Da han kom tilbage ved 12-tiden var alle 16 piger, som var på bordellet på det tidspunkt, til stede i baren. Xhevat sagde, at prisen nu var 5.000 mark.
»Det var alt, hvad jeg havde med mig, men jeg havde ikke andet valg end at acceptere. Så det gjorde jeg, og så ville han have, at vi skulle fejre det. Det var helt normalt at åbne for champagne og øl på det tidspunkt på dagen. Nogle af kvinderne havde været der i ti måneder, så de var alkoholikere og vant til at drikke whisky klokken 11 om formiddagen. Så vi var nødt til at sidde der og drikke i bedste familiestil, mens det eneste både Tatjana og jeg tænkte på var at komme afsted,« fortæller Kim.
»Tatjana havde ikke troet sine egne øjne, da jeg stod der og havde betalt Xhevat. Hun var rystet og chokeret, for nu skulle hun rent faktisk væk fra det sted. Hun sagde til mig på serbisk – jeg havde lært lidt – ’hvornår kører vi?’«
Da de ved 13-tiden satte sig ind i taxien til hovedstaden Skopje, som ligger 300 kilometer fra landsbyen, troede Tatjana stadig ikke på, at Kim virkelig var kommet for at købe hende fri og sende hende hjem til Ukraine.
»Jeg havde forklaret hende, at nu skulle vi til Skopje, og at hun så kunne flyve hjem, men hun troede selvfølgelig ikke på, at en eller anden dum soldat kommer og betaler en masse penge for, at hun kunne komme på et fly hjem. Det er jo også fuldstændig tåbeligt,« siger Kim.
»Men jeg tænkte, at det ville ikke vare lang tid, før hun kunne se, at den var god nok. Jeg var på det tidspunkt 100 procent overbevist om, at nu hvor jeg havde hentet hende, så var det bare et spørgsmål om lige at ordne det med myndighederne, sætte hende på et fly, og så var den kage færdig, og jeg kunne tage den første bus tilbage til Kosovo. Så ville jeg nå tilbage, inden min orlov udløb, og alle ville være glade.«
Sådan skulle det imidlertid ikke gå. Kim blev i de følgende dage nødt til at udeblive fra tjeneste – med hvad det derefter indebar af problemer, afhøringer
og trusler om retsforfølgelse.

’Ingen beføjelser’
Da taxien nåede til Skopje, indlogerede de sig på et hotel, og straks derefter gik de i gang med at søge hjælp hos forskelllige myndigheder, så Tatjana kunne blive sendt hjem til Ukraine.
Det blev en frustrerende oplevelse. Først gik Kim til det danske konsulat i Skopje, men her afviste de at kunne gøre noget, fordi Tatjana var ulovligt i Makedonien – hun havde ikke noget visum, fordi hun var blevet smuglet over grænsen. Også den danske ambassade i Sofia, Bulgarien, afviste at røre ved sagen, da Kim ringede. For så skulle Tatjana først smugles til Bulgarien, og det skulle ambassaden ikke nyde noget af at blive involveret i. Tatjana og Kim tog sammen til den russiske ambassade i Skopje, men der kunne de ikke gøre noget, fordi Tatjana var ukrainsk statsborger, og fordi hun havde ulovligt ophold i Makedonien.
Kim ringede også til forskellige ikke-statslige organisationer for at få hjælp – Kirkens Korshær, Folkekirkens Nødhjælp, Amnesty International. Ingen kunne gøre noget. Til sidst gik han til FN’s politistyrke i Kosovo (UNMIK). De havde et kontor i Makedonien, men til gengæld »ingen beføjelser« i landet.
»Da UNMIK ikke kunne hjælpe, tænkte jeg, at så hører alting op. Det er soldater, politifolk og andet personale udstationeret af det internationale samfund i Kosovo, som kommer og køber kvinderne i Makedonien. Men der var ikke noget at stille op,« fortæller Kim.
I alt var de i Skopje i fem dage. Ud over at rende myndighederne på dørene, gik tiden med at forsøge at kommunikere sammen. Tatjanas engelsk var ikke så godt, så der blev tegnet og skrevet på papir og brugt fingersprog for, at Tatjana kunne uddybe sin historie.
»Vi var meget på hotellet, for hun var bange for at gå udenfor. Jeg kunne nærmest ikke trække hende med ned for at få morgenmad, fordi hun var bange for, hvilke forbindelser Xhevat måtte have. Hun troede jo stadig ikke helt på mine intentioner,« siger Kim.

Bestikkelse
Da det stod klart, at der ingen hjælp var at hente noget sted, måtte Kim tage bestikkelse i brug.
Først fik han narret endnu en Visa-automat til at spytte penge ud og efterfølgende købt en flybillet til Tatjana. Planen var nu, at hun skulle flyve fra Skopje til Budapest i Ungarn og derfra tage toget til sin hjemby i Ukraine.
Via en taxichauffør – som fik »penge for at holde kæft« – fik han bestukket paspolitiet i Skopje lufthavn til at lade Tatjana gå ind i afgangshallen, selv om hun ikke havde haft visum til Makedonien.
»Hun græd, da hun gik ind gennem døren. Det var, som om hun tænkte: ’han gjorde det altså’,« siger Kim, der selv var en lettet mand.
På det tidspunkt vidste han ikke, at Tatjana ville blive tilbageholdt og afhørt i to døgn af det makedonske politi. Men da han dagen efter – da han var kommet tilbage til lejren i Kosovo, flere dage for sent – fandt ud af, at hun ikke havde været ombord det fly til Budapest, var han temmelig rystet.
»Jeg frygtede, at hun var blevet sendt tilbage til landsbyen og Xhevats bar, sådan som det var sket for flere piger før Tatjana,« fortæller Kim.
Han havde sagt farvel til Tatjana i lufthavnen om onsdagen. Der gik tre dage i uvished, for først lørdag fik han at vide gennem sin mor, at Tatjana var kommet til Budapest. Tatjana havde lovet at ringe og give besked, når hun var kommet ud af Makedonien.
»Da var jeg meget glad og lettet,« siger Kim. »Jeg følte lidt, at jeg havde gjort noget heltemodigt.«

Skepsis
Blandt Kims soldaterkammerater blev hans gerning mødt med skepsis.
»Det var ikke populært, så jeg prøvede at nøjes med at fortælle det til nogle få. Men det rygtedes lynhurtigt, og jeg blev virkelig betegnet som torskedum,« siger Kim.
Kompagnichefen nøjedes dog med at påpege Kims forseelser – udeblivelse fra tjeneste, kontakter med mafiaen osv. Siden anbefalede han, at Kim ikke blev straffet. Samme anbefaling kom fra feltpræsten, der ligefrem mente, at Kim burde belønnes for sin gerning. Og Bataljonchefen undlod da også at iværksætte sanktioner mod Kim.
Men Forsvarets Efterretningstjeneste (FET) var ikke stillet tilfreds. I to omgange sendte de folk til lejren i Kosovo for at afhøre Kim.
»De ville have alle mulige oplysninger om hvor og hvordan. De ville vide, om jeg før havde haft kontakt med mafiaen. De mente, at jeg var den største idiot, der kunne gå på to ben og gjorde mig opmærksom på, at jeg strengt taget kunne blive retsforfulgt – op til to års fængsel – og min kontrakt kunne blive opsagt osv. Alt det gjorde de blot for at oprette en mappe i arkivet på Svanemøllen, som aldrig nogensinde bliver åbnet,« siger Kim.
Han opsagde sin kontrakt med forsvaret, rejste hjem til Danmark og begyndte på et nyt liv. Hos de danske KFOR-soldater i Kosovo fortsætter R&R weekenderne. Også i Makedonien.
Det er ifølge Kim fuldstændig grotesk:
»Det er de overordnede, som anbefaler og siger, hvor soldaterne skal tage hen på R&R. Og selv om de ved, hvad der foregår, så sender de alligevel soldaterne til steder, hvor mafiaen styrer tingene.«

*Alle personnavne er blevet ændret. Personernes rigtige navne er redaktionen bekendt

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her