Læsetid: 9 min.

Sommeren er årets orgasme

Videnskaben kan i disse år bekræfte, hvad kunsten længe har vidst – at lyset og lysten hører sammen. Det har blandt andet sammenhæng med en lille, kogleformet kirtel dybt i hjernen, fortæller lægen og seksualforskeren Christian Graugaard
7. juli 2001

Syndere i sommersol
Christian Graugaard holder til i et lille, lavloftet kammer oppe under taget på Medicinsk-historisk Museum i Bredgade i København med et dystert portræt af lysforskeren Niels Finsen på væggen og en opmuntrende udsigt til den grønne, prægtige have udenfor. En klarøjet ung mand på 34, læge og sexologisk forsker i Preben Hertofts fodspor – og forfatter til det nys udgivne Sexleksikon – Fra abe til Aarestrup, der i et af sine opslag kort beskæftiger sig med den nyere forskning vedrørende sammenhængen mellem lys og seksualitet – illustreret med B.S. Ingemanns salmeord om solen: »Den bringer Lys og Liv og Lyst/til Store og til Små ...«
»Lys og lyst hører sammen. Man får lyst, når det er lyst – alene det sproglige sammenfald er et signal om, at der er noget på færde her. Og Ingemanns lovprisning er nærmest visionær. Smukkere kan det ikke formuleres,« siger Christian Graugaard, der i det hele taget drysser gavmildt om sig med citater fra det, han kalder lyspoesi.
»Det er ikke tilfældigt, at Jens August Schade, vor tidsalders måske største erot, blev kaldt den lyse digter. Han skrev lyst, men han var også selv gjort af en form for lys-stof. Han var måske dansk poesis største lysstofrør nogen sinde,« erklærer den poetisk velbevandrede forsker.
– Men hvad er det, der sker med os rent biologisk, når mørket afløses af sommer og sol?
»Lys er et mærkeligt sammensat
fænomen, noget fysisk, som slår ned i det biologiske og udfolder sig i det so-
ciale – for dernæst at blive til kultur. Så det rammer så at sige ind på alle niveauer af menneskets eksistens med sig selv og hinanden. Den tætte forbindelse mellem lyset og lysten er i årtusinder blevet gennemarbejdet som et tema i kunsten og poesien, langt mere end i videnskaben. Set fra en snæver biologisk synsvinkel har man faktisk i mange år ikke vidst hverken ud eller ind.«
Der er ganske vist videnskabsmænd, som allerede tidligt i sexologiens historie udtalte sig om sammenhængen mellem sydlændinge og erotik. Dette med, at jo tættere, man er på ækvator, jo hedere er blodet – hele denne mytologi med de fyrige latinere og sanselige zigeunere. Men der var ikke rigtig syn for sagn – ingen biologisk, empirisk bevisførelse for, hvad fanden det var, der foregik.«

I dag ved man væsentligt mere, og udviklingen er gået stærkt de seneste 15-20 år. Man har kunnet konstatere, at der virkelig er den sammenhæng, som kunsten for længst havde opdaget. En sammenhæng mellem lys og ikke alene erotisk lyst, men livslyst i bredere forstand, livsglæde, livsnydelse – og omvendt, at for lidt lys kan føre til det modsatte. Altså at folk, der lever under lysfattige forhold, kan have nogle besynderlige adfærdsmønstre, der ikke bare er socialt betingede, men formentlig hænger sammen med de meteorologiske betingelser, de lever under.«
»Man er blevet opmærksom på, at man ligefrem kan behandle visse typer depressioner med lys, og i dag forhandles der jo store lysaggregater i butikkerne, så man for flere tusinde kroner kan købe sig en specialdesignet dagslyslampe og behandle sig selv. En af Københavns mere trendy cafeer, Amokka på Lille Trianglen, annoncerede sågar for nogle måneder siden med et særligt lysrum for triste danskere.«
»Når man gik forbi på gaden, lignede det en UFO, der var landet – men det var bare et rum for forårsblege københavnere, der kunne drikke deres cappucino, mens de blev overbelyst. Det er en direkte reminiscens fra Niels Finsens tid – han fik jo i 1903 Nobelprisen for sin opdagelse af lysets gunstige indvirkning på kroppen og havde et stort lysinstitut på Østerbro, hvor folk sad i nogle sindrige, Storm P-agtige apparater og blev belyst på forskellig måde.«
»Nøgternt videnskabeligt har det vist sig, at et lille, undseligt knopformet organ spiller en stor rolle. Det ligger dybt inde i hjernen, øverst på mellemhjernen, og har spillet en central rolle i medicinens historie, fordi René Descartes, den store franske filosof og naturbetragter, mente, at den var bolig for sjælen.«
»I dag har man fundet ud af, at der er tale om en kirtel, koglekirtlen, som producerer et bestemt hormon, melatonin. Kirtlen har en langtfra klarlagt rolle, men meget tyder på, at den blandt andet har en betydning i forhold til udviklingen af pubertet, ja måske er en slags tændelampe for pubertetens begyndelse. Formentlig også i forhold til vores frugtbarhed og til vores seksualfunktion på forskelligt niveau. Det sidste foregår måske gennem en vekselvirkning med kønshormonerne.«
»Det har interessant nok vist sig, at melatonin hæmmer de overordnede kønshormoner, og eftersom koglekirtlen er mest aktiv i mørke, skal man jo ikke være nogen stor logiker for at kunne se, at jo mere lyst det er, jo mindre melatonin dannes der – og jo mindre hæmning af kønshormonstofskiftet finder der sted.«
– Det vil sige, at lyset får hæmningerne til at falde bort og drifterne til at blusse op i de lyse sommernætter?
»Ja, populært sagt lader det til at være en egenskab ved melatonin, selv om det er langt mere indviklet og kompliceret end som så. Men da vi nordboere jo lever under en slags meteorologisk belejring i otte-ni måneder om året, sættes virkningen kraftigt i relief hos os. Skiftet mellem mørke og lys bliver langt mere markant end de steder på jorden, hvor der året igennem er lyst og varmt.«

Det gør, at vi for en stund kan kaste de allermest melankolske kåber af os. Når vi synger ’Grøn er vårens hæk, kåben kastes væk’ – er det ikke bare en stoflig kashmir, man smider – men så sandelig også en psyko-social kåbe, som vi krænger af os, som en slange kaster sin ham.«
»Omkring Middelhavet lever man med en slags væg-til-væg-sanselighed, som er en selvfølgelighed året rundt, mens vi her i de nordiske lande må nøjes med en mærkelig staccato-sanselighed, der bygger sig næsten orgastisk op for at kulminere i sommertiden. Ja, faktisk kunne man godt sammenligne den danske kalender med en orgasme.«
»Fra et eller andet sted i marts måned har vi en begyndende ophidselsesfase, i juni måned er vi maksimalt pirrede og er inde i det, Masters og Johnson kalder plateau-fasen og som det gælder om at holde fast på så længe som overhovedet muligt. Den holder så i juni, juli og august – og det hele kulminerer henunder sensommeren med en form for orgasme før den lange genopbygningsfase, der varer hele vinteren igennem.«
»Denne fornemmelse af, at noget bygges op og derefter kulminerer for til sidst at forsvinde, giver jo en evigt tilstedeværende dødsbevidsthed og dermed denne unikke lyslængsel, der præger nordisk poesi, salmekunst, filosofi og malerkunst så stærkt. Lyset er der så kort – og dets negativ er konstant til stede i underbevidstheden. Vi har det på lånt tid, og det eksisterer kun på trods.«

Christian Graugaard har det selv svært, når lyset afløses af mørke, og han betegner sig som »vinter-skeptiker«. Han ville så gerne holde af vinteren, af dens arbejdsomhed og hygge inden døre – men han synes, den er for lang og for putte-sammen-agtig, indrømmer han.
»Det er også det, at den så sjældent melder rent flag. Der er meget få rene vinterdage med høj himmel, sol og sne – mest den her mellem-gråzone, en pseu-dovinter, hvor det hele bare hænger og er gråt i gråt og vådt i vådt.«
Han og hans kone har faktisk diskuteret at anskaffe sig en af de tidligere omtalte lys-apparater til hjemmebrug. Kombineret med hans egen opfindelse – et bånd med fuglesang, der kører så lavt, at man ikke opfatter det med bevidstheden, men blot som en rumsteren nedenunder det, man laver.
»Der kan man sidde i sin lille beklumrede stue med januarblæsten fygende udenfor og svagt fornemme et helt kor af vidunderlige lærker, optaget i den danske sommer. Det giver et løft,« siger han.
»Det danske vejr er jo et meget polariseret vejr, som er spændt ud mellem den mørke, suicidale januar, der bliver ved og ved som en slags meteorologisk båndsløjfe, og hvor det bliver stadig mørkere, selv om man ikke tror det muligt, hvor nuancer forsvinder og går til i et fysisk og psykisk limbo – og så, i den modsatte ende af spektret, den heroiske danske sommer.«
»Ganske vist er den lunefuld, men til gengæld har den disse øjeblikke af sublim lykke, disse lange nætter ladet med en særlig nordisk magi, som gør, at jeg aldrig ville bryde mig om at bo i Florida eller et andet sted i verden, hvor der ikke er en markeret overgang mellem årstiderne.«
– Man taler om, at danskerne bliver mere og mere utilfredse med det danske vejr, fordi vi har muligheden for med korte mellemrum at tage en uge ned i solen. Og så virker det danske klima endnu mere forfærdeligt bagefter ...

Det spiller nok ind. Charter-turismen bærer en væsentlig del af ansvaret for vores mere krævende klima-attitude. I gamle dage var vejret jo et vilkår, et naturfænomen – i dag er det mere og mere blevet et kulturfænomen. I det omfang, vi ikke kan lide det, kan vi skifte det ud med noget andet – eller gå ned i sol-centret og få kunstig sol. Man ser jo efterhånden mange mennesker, som er mørkebrune året rundt.«
– Og den er jo ikke uden fare, den kære sol. I dag ved vi noget om hudcancer, som man ikke vidste på Finsens tid ...
»Ja, men omvendt kan man sige, at solen ligesom erotikken og livet i bredeste betydning er et risikofyldt foretagende. Erotikken konfronterer os med vores egen forgængelighed, og jeg tror, at den megen fokus, der har været på solen som en potentiel kilde til sygdom og død, i virkeligheden bare har cementeret dens metafysiske fascination. Det er jo karakteristisk for alle totemer i verden, at der skal være en nøje kobling mellem det
lystfyldte og det fatale. Det sublime fungerer, fordi det kun er et knivskarpt sekund med afgrunde på begge sider.«
»Herhjemme er det en meget kort og koncentreret årstid, hvor vi kan færdes i solen. Vi må i en vis forstand begynde forfra hvert år, bliver lige fregnede hvert gang, når solen titter frem – og så smider vi simpelthen alt, hvad vi kan smide. Dette spændingsfelt mellem mørket og lyset aftegner sig også i det erotiske sanseapparat og er måske medvirkende til, at danskere ude i den store verden har ord for at være et meget ’frækt’ folkefærd.«

Vi ved godt, at de tre måneder, der er til rådighed for os, skal udnyttes og udforskes ud i den mindste krog, for sommeren er den eneste chance, vi har. Om vinteren er vi bogstavelig talt pakket ind hylstre fysisk og psykisk, og det er meget svært at blive seksuelt ophidset og at nå ind til den bløde kerne, alle mennesker har.«
»Prøv at se på folk i en bus om vinteren. Man undgår blik-kontakt, som om man nærmest er flov over at være en del af den klimamæssige falliterklæring, en dansk vinter er.«
– Men så kommer den danske sommer med nogle helt specielle oplevelser. Hvad er essensen af sommer for dig?
»Jeg er storbybo og inkarneret københavner – så selv om vi har et sommerhus på Bornholm, gør jeg mig umage for ikke at rejse fra byen i skoleferien.«
»Der er en særlig poesi, en nærmest tømt stemning over København i juli måned, når alting står stille og varmen flimrer hen over asfalten – sådan en underlig tilbagelænet dovenhed, der dominerer gadebilledet. Tiden er næsten sat i stå, og der er så stille, at man bare kan sætte sig på en bænk og kigge ud og lave ingenting. Det er indbegrebet af sommer for mig.«
»Det er også sommer, når Vesterbro og Nørrebros indvandrerfamilier trækker ud på gaden i den varme, de ellers savner så bittert i vores koldere zoner, og når man kan se dem leve og folde sig ud ligesom i den arabiske verden, som jeg elsker og kender fra mange rejser.«
»Men det er nok allermest sommer de ganske, ganske sjældne nætter, hvor man kan sidde i haven i Brumleby under et brusende lindetræ og drikke et glas vin ved et flakkende stearinlys og tale med familie og venner, mens der dufter tungt af kaprifolier og af kvindernes sommerparfume, som ellers er lukket inde bag alt for mange klæder.«
»Og duften af grill, duften af bål – alle de dufte, der fletter sig ind i hinanden – det, synes jeg, er vidunderligt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu