Qlummen
Hver gang det bliver sommerferie, og det gør det jo nu her i Frankrig, foretager jeg en slags lille privat status over »året der gik«. Af én eller anden grund forekommer det mig mere sandt at gøre det nu fremfor nytårsaften, dvs. lige før det drøn af livsnydelse, sjov og ballade, som sommeren altid er; i år smukt flankeret af et DK-besøg hos kære venner, elsket familie og seje kolleger.
Hvad angår »privat-sfæren«, under hvilken rubrik de levende mennesker man omgåes til dagligt så yndigt placeres, »kan jeg ikke beklage mig«, som jeg stadig hører nogen sige i Danmark. Dette lille fikse udtryk dækker over hvad som helst skilsmisser, utroskab, sygdom, depression og jeg har kun været lidt ramt af det sidste (håber jeg), i forbindelse med mit arbejde, hvor jeg gennemgik og så vidt vides også overlevede en periode med svært kafkaske overtoner, som jo virkelig er noget der modner én. Ja, det gør det...
Hvad angår »resten« af verden er det meget sværere at sige noget som helst. Herfra hvor jeg forsøger at få adgang til den ved at læse aviser, bøger, gå på nettet, samt drømme lidt, forekommer det mig at alle taler om omstrukturering, reformer og »den nye begyndelse«, som var en slags desperat forsøg på at få virkeligheden til at følge trop. Og hvad kan man da ellers også gøre?
Der er næsten gået et år siden at hele Verden udsang den helt nye »Millenium Declaration« på FN-topmødet i New York:
Antallet af mennesker der lever i ekstrem fattigdom i udviklingslandene skal mindst være halveret i år 2015; samme år skal der være undervisning på grundskole-niveau i alle lande; kønsbaseret forskelsbehandling i grund- og mellemskolen skal være elimineret i 2005; i samtlige udviklingslande skal dødeligheden for børn under fem år reduceres med to-tredjedele i forhold til 1990-niveauet; dødeligheden blandt mødre skal halveres med tre fjerdedele indenfor samme periode; adgang til primær lægehjælp og sundhedsydelser skal være etableret for alle i 2015; og i 2005 skal nationale strategier for bæredygtig udvikling befinde sig i implementeringsfasen i samtlige lande, for at modvirke det nuværende miljømæssige ressourcetab både globalt og lokalt.
Verdens ønske om at udrydde fattigdommen har aldrig været udtrykt med klarere konsensus. Fattigdoms-bekæmpelse er blevet den helt og totalt overordnede internationale målsætning. Fattigdom er en fornægtelse af menneskerettighederne, og udbreder sig som bekendt i en fase af intensiveret globalisering, der omfatter og påvirker alle samfundmæssige forhold. Foreløbig er resultatet hidtil ukendt rigdom og velvære for rige lande og voksende magtesløshed blandt de fattige. Og globaliseringen ræser derudaf samtidig med en overgang til de såkaldte »vidensbaserede samfund«, i hvilke viden og information i stigende grad vil determinere nye vækstmønstre og rigdomsforøgelse.
Derfor har stort set alle statsledere givet udtryk for ønsket om at transformere deres lande til »lærings-« økonomier og informationssamfund. Vidensbaseret og styret udvikling bærer nemlig det løfte i sig at en række af de ovennævnte problemer kunne blive markant udjævnet hvis blot den nødvendige information og ekspertise blev systematisk og ligeligt fordelt. Heri ligger der efter min mening en lille åbning...
Men UNDPs just udkomne Human Development Report påpeger desværre at verdens rigeste lande stadig tilbageholder vigtige videnskabelige gennembrud som reelt er nøglen til at udrydde sult og fattigdom på kloden. Rapporten fremhæver at den nuværende debat i Europa og USA vedrørende genetisk manipulerede afgrøder ikke tager hensyn til udviklingslandene, og at afgrøder der bliver ændret så de giver større afkast kunne revolutionere landbrugene i Afrika, Latinamerika, ja, hele den underudviklede verden.
Rapporten kritiserer også de rige lande for at lægge låg på teknologi, der tidligere var bredt tilgængelig; dette har ramt verdens fattige hårdt f.eks. har kampagnen mod DDT efterladt en række tropiske lande i kamp mod en hel ny generation af malaria-inficerede myg.
Med hensyn til »Millenium« erklæringen konkluderes det at uden hjælp fra den nye teknologi har det meste af verden ikke en chance for at nå de erklærede mål.
Så nu vil Afrika ikke mere. Afrikanske ledere har for ganske nylig udviklet velfunderede og realistiske visioner forbundet med konkrete programmer og prioriteter, sat i regionalt og sub-regionalt perspektiv. Handlingsplaner som »Millenium Plan for African Renaissance«, »The Omega Plan«, The Compact Plan« vidner alle om, at der reelt eksisterer lederskab og politisk vilje til bæredygtig udvikling i Afrika og frem for alt en udvikling, som ikke længere er domineret af eksterne løsninger og forskrifter for social forandring. Det internationale samfund, herunder de internationale (udviklings-) organisationer er begyndt at tale samme sprog: Fra nu af vil der ikke blive taget noget som helst initiativ, som ikke svarer til den politiske vilje og de strategier der artikuleres på det afrikanske kontinent og af afrikanske ledere. Hér ligger det andet lille lyspunkt, så vidt jeg kan se.
Det tredje kommer selvfølgelig fra en fransk filosof. Michel Serres. Som siger at der er intet som helst nyt i de nye teknologier. Vi mennesker har været virtuelle dyr lige siden vi begyndte at optræde på Jorden.
Mens vi taler om noget, går nogle af vores tanker mod noget andet, og andre mod noget helt tredje. Det virtuelle er menneskets kød og blod. Tag bare ordet kærlighed. Opfundet af troubadurerne i forbindelse med korstogenes lange adskillelser; en hyldest til de fjerne prinsesser. Kærligheden er ganske enkelt blevet opfundet for og af det virtuelle.
Men hvad så med mangelen på adgang til de nye teknologier for store dele af menneskeheden; det berømte digital divide? Svar: Tag bare et område som uddannelse. Man sammenligner aldrig den afgrund som de nye teknologier skaber med den, der eksisterer uden de nye teknologier. Og dog skubber sidstnævnte med fuld kraft de allerfattigste ud i total uvidenhed. Og den uddanner folk på Standford eller Harvard til skyhøje priser. Sammenlignet med denne afgrund, forekommer den skabt af de nye teknologier som en ren retfærdighed!
De nye teknologier er ekstremt gamle hvad angår deres mål, men ekstraordinært nye i det, de realiserer. Ligesom skriften og trykkeriet, vil de få massiv indflydelse på den sociale praksis.
Hvis man ekviperer alle franskmænd med en tredje-generations mobiltelefon, hvilket ikke er dyrt set i forhold til bruttonationalproduktet, så vil enhver franskmand, inklusive børn der har nået 11 års-alderen, hvert øjeblik kunne give udtryk for sin mening om et hvilket som helst emne. Dette kan ikke undgå at ændre på tingene. Og vi udnytter stadigvæk kun mellem 20-25 procent af vores hjernekapacitet. Alors, reveillons-nous!
Hermed placeret i min indre bagage, når jeg om få dage kaster mig ind i et lyseblåt SAS-fly med kurs mod Kastrup og det, der stadig føles som en af de bedste og sikreste havne...
