Læsetid: 3 min.

’Spørg indvandrerne til råds’

Kommunerne bør gøre en størrre indsats for at lave tilbud, der retter sig mod ældre med anden etnisk baggrund end dansk, for de ofte føler sig ofte ensomme og isolerede i Danmark
20. juli 2001

I mange kommuner mangler ældre indvandrere tilbud, der er rettet specielt til deres behov. For de ældre indvandrere er ikke ligeså integrerede som de unge, og føler sig ofte ensomme og isolerede i det danske samfund. Det mener Charlotte Egeblad, der forsker i etniske minoriteter ved Aalborg Universitet.
»Ofte er kommunernes integrationsindsats rettet mod de unge indvandrere og flygtninge og ikke familien som helhed. Det er problematisk, ikke mindst fordi også de unge vil fungere bedre, hvis deres bedsteforældre trives i det danske samfund,« siger hun.
Charlotte Egeblad har interviewet 35 ældre, der alle kan fortælle om ensomheden i det danske samfund og deres usikkerhed over for fremtiden:
»Det værste ved livet i Danmark er kedsomheden. Jeg er træt, træt om morgenen og træt om aftenen. For at få tiden til at gå, har jeg fået kabel-tv, så jeg kan se arabisk tv,« lyder det fra en af de medvirkende ældre i hendes undersøgelse.

Afventende politik
Katina Ali, der netop er blevet færdig med sit speciale ved Skovtofte Socialpædagogisk Seminarium har undersøgt kommunernes tilbud til ældre med anden etnisk baggrund end dansk. Og det viser sig, at kun omkring 12 af landets kommuner har formuleret og udøver en ældrepolitik specifikt i forhold til ældre med anden etnisk baggrund end dansk.
»Det er et problem, at kommunerne har en så afventende politik på det område, fordi det betyder store problemer om 10-15 år, hvor antallet af ældre med en etnisk baggrund i Danmark vil være langt højere end i dag,« siger Katina Ali.
I Århus kommune vil der for eksempel om 10 år være omkring 2.000 med anden etnisk baggrund end dansk over 60 år mod cirka 1.000 i dag. Både Katina Ali og Charlotte Egeblad peger på, at de ældre mangler væresteder og uddannet tosproget personale til at støtte dem, og at kommunerne generelt ved alt for lidt om denne gruppe ældre.
»De eksisterende tilbud skal tilpasses de etniske minoriteter, og ligesom den generelle ældrepolitik går ud på at spørge de ældre om, hvad de selv ønsker og har behov for, bør også ældre med anden etnisk baggrund end dansk i højere grad spørges til råds,« siger Katina Ali.
For de tilbud, der gives til danske ældre, er ikke nødvendigvis velegnede til ældre med anden etnisk baggrund end dansk, mener begge.
»Mange af de ældre kan ikke få den nærhed, tryghed og det sociale samvær, de har brug for og efterspørger i et dansk ældrecenter. De kulturelle aktiviter, der foregår, er ikke relevante for dem, og de føler sig ofte meget fremmede de steder, fordi de har svært ved at forstå sproget,« siger Charlotte Egeblad.
Det er en sammensat gruppe af ældre, men uanset om de er kommet hertil som flygtninge, indvandrere eller er familiesammenført, har de oplevet et brud med deres kendte hverdagsliv. De er desuden kommet til et samfund, hvor der er et helt anderledes syn på alderdomen og ældrerollen end det, de kommer fra og har svært ved at finde en mening med tilværelsen som ældre i Danmark.
»Men det er ikke det samme som, at kommunerne bør gå ud fra, at de ældre ønsker, at deres familie skal tage sig af dem. De bliver jo påvirket af den danske kultur og oplever også den øgede personlige frihed som en fordel, de gerne vil benytte sig af, selvom de samtidig er bange for, at deres børn og børnebørn skal forandre sig så meget, at de mister kontakten med dem,« siger Egeblad.

Kun til inspiration
I Kommunernes Landsforening er man opmærksom på problemet, men har indtil videre kun lavet en inspirationspjece om emnet til kommunerne. Men en af de kommuner, der har gjort en særlig indsats på området, er Århus Kommune. Her har man etableret et ældrecenter i blandt andet Gellerup, hvor man til at begynde med lavede opsøgende arbejde.
Katina Ali mener da også, at der er ved at komme øget interesse for at se på, hvordan man tilrettelægger en indsats i flere kommuner, blandt andet i Københavns Kommune, der vil gå i gang efter sommerferien. Og i Vejle har man lavet en undersøgelse, der viser, at mange af de ældre indvandrere i kommunen føler sig ensomme. Der vil derfor nu blive oprettet en stilling til en person, der kan arbejde med at løse deres problemer.
»Et af problemerne er, at de ældre indvandrere, der ikke har ret til dansk folkepension, fordi de ikke har boet længe nok i landet eller er familiesammeførte, ikke automatisk er omfattet af ældretilbudene, og det skal vi være opmærksomme på,« siger leder af ældreområdet i Vejle Kommune, Anton Kure Hansen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her