Læsetid: 7 min.

Vi stod for forandring

Med afsæt i John Cages kurser i 50’erne var Dick Higgins med til at forme de tidlige 60’eres Fluxus-strategier. Et opgør, han siden signerede med sin egen term: intermedia
18. juli 2001

Tilbage til 60’erne
Dick Higgins døde ikke på scenen. Men det var tæt på. Under et performancearrangement i Quebec i Canada i oktober 1998 gav kroppen pludselig op. Han blev 60 år.
Inden da havde han i fyrre år udfordret kunstens traditionelle kategorier med sine ofte drilske og altid begavede krydsninger af poesi, billedkunst, musik og teater. Higgins var en del af den oprindelige Fluxus-gruppe, etableret i New York i 1961 på initiativ af den foretagsomme ’kunstimpressario’ George Maciunas. Og med sin flittige formidlings- og udgivelsesvirksomhed, ikke mindst gennem pionérforlaget Something Else Press (1964-74), var Higgins stærkt medvirkende til at sprede kendskabet til Fluxus ud over inderkredsen.
I 1990 – i forbindelse med Venedig Biennalens markering af 30-året for de første Fluxus-begivenheder – spurgte jeg Dick Higgins, om det stadig var muligt at være avantgarde.
»Helt sikkert. Alt, hvad man skal gøre, er at lave noget, der er helt anderledes end det, andre laver – og samtidig vide, hvorfor man gør det! Man skal have en virkelig god grund til at lave noget, der skiller sig ud fra mængden. Hvis man blot vil være opfindsom, er det meget let. Man kan opstille en liste over værdier, kaste terningerne og så tilfældigt udvælge et par af værdierne og drive dem ud i det ekstreme. Det vil sikkert gøre ens arbejde meget opfindsomt – men samtidig formodentlig også komplet irrelevant.«
Netop at vide, hvorfor man gør noget, var kendetegnende for Dick Higgins’ næsten altfavnende appetit. Ikke blot på kunsten, men også på en række andre felter, der med tiden blev inddraget som klangbund for det kunstneriske arbejde.

Møde med Cage
I 1955 var den 17-årige Higgins – født i Cambridge, England – optændt af ønsket om at gøre karriere inden for en eller anden form for populært musikteater, eventuelt noget i retning af Brecht/
Weill. Men samtidig havde han mere avantgardistiske og eksperimenterende impulser, som han ikke vidste, hvordan han skulle få afløb for. Alt dette ændrede sig, da han i 1958 overværede John Cages legendariske 25 Year Retrospective Concert i New York.
Samme sommer begyndte Higgins at følge Cages kurser ved New School for Social Research på Manhattan. Undervejs i forløbet udviklede han en forståelse af, at kunstarterne kunne befrugte hinanden på tværs af de traditionelle skel. Musik kunne skabes med ord. Lyrik kunne eksistere i form af billeder eller aktioner. Og det teater, Higgins oprindelig var interesseret i, kunne komponeres som klassisk musik.
Denne tilgang til kunsten førte Higgins sammen med ligesindede medstuderende som George Brecht, Al Hansen og Jackson Mac Low, alle senere kernemedlemmer af Fluxus-gruppen.
»I forbindelse med undervisningen lavede Al Hansen og jeg nogle værker, som vi under navnet The New York Audio Visual Society i weekenderne opførte for turisterne på kaffebarerne. Det var en slags performances – bortset fra at vi endnu ikke kendte det ord.«

Intermedia
I 1965 var Higgins omsider i stand til at formulere sit kunstsyn i et vigtigt essay, hvor han lancerede termen intermedia.
»Det er ikke sådan, at jeg arbejdede mig fra Fluxus og frem mod intermedia. Faktisk startede jeg – uden at være bevidst om det – med intermedia, men derfra tog det mig nogle år at formulere et koncept for denne praksis. Det skete omkring 1962, selv om jeg først begyndte at bruge termen offentligt nogle år senere.«
»Sideløbende kastede jeg mig også ud i andre aktiviteter. Et af mine mål var at sørge for, at Fluxus-værkerne blev udgivet, så de kunne blive kendt af en større offentlighed. Det er mig meget imod, at avantgardekunst marginaliseres, og det var dét, jeg forsøgte at modarbejde med Something Else Press. Efter ti år med en omfattende udgivelsesvirksomhed opgav jeg dog i 1973, fordi folk efterhånden var kommet til at opfatte mig mere som forlægger end som kunstner. Jeg indså, at jeg var nødt til at vælge. Så jeg valgte kunsten.«
»De følgende år brugte jeg på at skaffe mig et bedre teoretisk grundlag, således at jeg blev i stand til at udvikle konceptuelle paradigmer med henblik på at kunne forklare de kvalitetskriterier, der ligger til grund for den type avantgardekunst, jeg interesserer mig for. Det var vigtigt for mig, for hvis man forsøger at forklare et Fluxus-værk med de sædvanlige dikotomier omkring det romantiske og det klassiske, det konceptuelle og det fysiske, kommer man ingen vegne.«
– Der synes at være en vis modsætning mellem ånden i Fluxus – tilfældighed og fraværet af mening – og så din iver efter at kunne forklare det hele teoretisk og formidle det?
»Det er sandt. Men jeg vil jo gerne fortsætte mine eksperimenter, og jeg ønsker ikke at arbejde i et mørkt rum, hvor ingen nogensinde ser, hvad jeg laver. Jeg vil gerne dele mine erfaringer med andre, og derfor finder jeg det nødvendigt at udvikle et vokabularium og et forståelsesapparat omkring mit arbejde.«
– Hvad er formålet med at skabe kunst i det hele taget?
»At udvikle folks tanker og ressourcer, og at udvikle paradigmer, som kan hjælpe folk med at forstå den verden, der omgiver dem. Både på et kunstnerisk og et kulturelt niveau, og også på et politisk.«
– Skal kunst være relevant?
»Kunst skal arbejde med konceptuelle paradigmer, som er relevante for den pågældende tid. De skal være relevante i forhold til nogle bestemte ideer. De behøver ikke nødvendigvis at være relevante i forhold til konkrete sociale fænomener, men hvis de tilfældigvis er det, gør det selvfølgelig ikke noget. For eksempel har jeg ikke noget imod, at kunst er politisk. Blot har jeg ikke selv evner i den retning. Jeg tænker meget politisk, men hvis jeg forsøger at overføre det til min kunst, bliver det noget skrækkeligt møg.«
– Mener du, at kunst bør provokere?
»Det er en af de ting, kunst kan gøre. Men det er et problem, hvis man siger ’bør’. Jeg ville sige ’kan’. Kan kunst røre dig? Ja, kunst kan bestemt røre dig. Kan kunst provokere? Ja, kunst kan bestemt provokere. Kan kunst komme med et statement? Ja, kunst kan komme med et statement. Bør den gøre nogle af disse ting? Måske. Hvis det er dét, den pågældende kunstners talent og intentioner går i retning af.«

Fluxus og eftertiden
– Hvilken indflydelse tror du, at Fluxus har haft på den efterfølgende kunst?
»Det er et kompliceret spørgsmål, fordi Fluxus aldrig havde en klar målsætning. Vi satte os aldrig ned omkring et stort bord og sagde: Okay, dét er vores målsætning, dét vil vi gøre... Så hvis man vil snakke om indflydelse, er man nødt til at se på hver enkelt kunstner. Fluxus som sådan har haft svært ved at slå igennem, fordi det er svært at definere, og fordi de enkelte kunstnere insisterer på retten til at forandre sig. Når alt kommer til alt, betyder Fluxus ’forandring’. Det er derfor et godt navn til en kunstretning, som er på forandringens parti.«
– Kan man ligefrem sige, at det – ud over venskabet – var forskelligheden, der holdt kunstnerne i Fluxus-gruppen sammen?
»Ja, netop! Plus det faktum, at fordi vi mødtes på et tidspunkt, hvor vi hver især var mere eller mindre etablerede, var der ikke så megen konkurrence og så mange konflikter mellem os, som der var i dadaismen eller surrealismen. Vi var ikke begrænsede af et snævert manifest, som surrealisterne var det af Bretons manifester. Men derudover var det, der generelt holdt os sammen, nok især en fornemmelse af, at kunsten trængte til fornyelse. Åbenbart var der ikke særlig mange i kunstverdenen, der var enige med os, og det styrkede selvfølgelig vores sammenhold.«
– Var Fluxus en afgrænset periode, eller er det en strøm, der løber helt op til i dag?
»Fluxus var simpelthen de år, hvor det var noget nyt, hvor paradigmet Fluxus var nouvelle. Og dét, der holdt sammen på os efter den første periode, var den fortsatte lyst til at blive ved med at udvikle og udforske tingene. Man må huske, at kunsten i 70’erne og 80’erne var ret konservativ, i hvert fald hvis man sammenligner med de femten år, der gik forud. Årene fra 1953 til ‘68 var en utroligt nyskabende periode, mens der i perioden efter 1968 ikke er sket meget nyt.«
– Bliver du nogle gange forstemt over, at I nu har arbejdet på at forny kunsten i tredive år – uden nogensinde rigtig at trænge igennem?
»Ja, jeg bliver deprimeret, selv om jeg ikke burde blive det. Faktisk blev jeg på et tidspunkt så deprimeret, at jeg blev indlagt på hospitalet. Men jeg kom igen, fordi jeg grundlæggende er et muntert menneske.«

*Interviewet med Dick Higgins er lavet i Venedig i maj 1990 i forbindelse med tilblivelsen af filmen The Misfits – 30 Years of Fluxus, distr.: Det Danske Filminstitut

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu