Læsetid: 5 min.

Støjens metropolis

I morgen står lydbølgerne højt i Stengade 30, når Club Metropolis inviterer Converter til at skabe støj-orkan
12. juli 2001

Støj-musik
Siden den tyske gruppe Kraftwerk lagde grundstenene til tidens uundgåelige
techno-scene, har Tyskland ligget centralt på verdenskortet, når der tales om elektronisk musik. I den eksperimenterende ende er det først og fremmest grupper som Oval, Pole og Microstoria der markerer sig med deres post-digitale stilart Glitch, hvor musikken domineres af støj, frembragt via computerfejl. Bevæger man sig længere ud på den musikalske støj-skala er det pladeselskabet Ant Zen Recordings, der står som tysk bannerfører.
Gennem de senere år har selskabet gang på gang rystet grundvolden på danske spillesteder med sit større repertoire af navne, der blander infernalsk støj med hårdtpumpede technorytmer.
I juni måned gik det ud over Stengade 30, da de tyske grupper Asche og Morgenstern besøgte Club Dancecore. Og i morgen aften er det endnu en gang Stengade 30, der står for tur, når Club Metropolis inviterer et af Ant Zen Recordings absolutte topnavne, Converter.

Converter
Manden bag Converter kommer fra Ohio og hedder Scott Sturgis. Undertegnede mødte ham sidste år i New York, i forbindelse med en i øvrigt fremragende koncert på klubben The Pyramid i East Village, hvor også andre top-navne fra Ant Zen Recordings viste tænder.
Helvede brød løs i 1999, da Converter smed sit første album Shock Front på gaden. Med afsats i frontale støjangreb, der prompte knytter albummet til musikhistoriens indiskutabelt mest kontroversielle støjmusikgenre Noise, kreerede amerikaneren en stærk cocktail af ekstremistisk støj og bastante technorytmer. En cocktail, der gjorde Shock Front til et af Noise-genrens absolutte hovedværker.
Nu er Converter atter pladeaktuel med albummet Blast Furnace. Med disse trumfer i baglommen er Scott Sturgis manden, der kan trække Noise-genren fra den støvede undergrund ind på klubbernes bonede dansegulve. Men forud for Converter og den ekstreme Noise-genre, ligger støjens fascinerende rejse gennem det 20. århundrede – en rejse, der begynder tilbage i den italienske futurisme.

Støj og teknologi
»Med maskinernes indmarch i det moderne industrisamfund må støj integreres i den ny musik.« Således proklamerer den italienske malerkunstner og futurist Luigi Russolo i 1913 for støjmusikkens berettigelse i sit essay »L’arte dei rumori« (Støjens kunst). Siden da har støjstafetten ligget i hænderne på en række komponister op igennem det 20. århundrede; alle med det interessante fællestræk, at deres musikalske baggrund skal spores i den kunstneriske eller naturvidenskabelige verden frem for i den musikvidenskabelige. Dette gælder også for den franske ingeniør Edgar Varese. Med sine næsten skræmmende troværdige profetier om ’bomben’ (læs: den moderne teknologi), der skal sprænge de musikalske traditioner og lade støjen rejse sig fra ruinerne, er Varese på én gang berygtet i 1920’ernes etablerede musikverden og en essentiel inspirationskilde for en række af den senere tids musikalske frontløbere. Ikke mindst for den franske lydingeniør Pierre Schaeffer, der i 1948 stadfæster det musikalske begreb Musique Concrete – en stilart, hvor musikken skabes ved hjælp af lydoptagelser fra den virkelige verden, der gennem elektronisk bearbejdning munder ud i abstrakte støjkompositioner. Musique Concrete fremstår i dag som en milepæl for støjens såvel som for hele den elektroniske musikhistorie.
En anden milepæl i støjmusikken er 1960’ernes tyske komponist Karlheinz Stockhausen, der med sine særegne elektroniske lydeksperimenter er forbillede for en hel generation af progressive unge tyskere fra sen-60’erne, der bliver kendt under betegnelsen ’Krautrock’. Ud over ’Techno’-pionererne i Kraftwerk tæller Krautrock’en navne som Amon Düül II, Faust, Neu og Can, der i kraft af deres vitale splejsning af progressiv rock, elektronisk musik og støj har genlydt i alskens former i gennem nyere tids musikhistorie. Også inden for 1970’ernes yderligtgående engelske musikbevægelse Industrial, der betragtes som selve fundamentet for nutidens Noise-genre.
I takt med teknologiens udvikling igennem det 20. århundrede har støj fået større greb i den etablerede musikverden. Støj er teknologiens musikalske udtryksform.
Støjens udtryk kulminerer i den ekstreme musikgenre Noise, der så dagens lys for to årtier siden et sted i Tokyo.

Musikalsk støjinferno
Da den japanske malerkunstner Masami Akita under navnet Merzbow i 1981 beslutter sig for at overgå tidligere tiders musikalske støjeksperimenter, lægger han samtidig grobunden for den mest ekstreme støjmusik hidtil hørt. Den kaotiske storm af knusende støj, der kastes ud af højttaleren, når sluserne åbnes til det vanlige Noise-album, vil formentlig vække afsky i førstegangslytteren, imens inkarnerede fans af genren derimod vil fremhæve den tranceskabende virkning, der opnås ved den brutale støj.
»Når jeg lytter til Noise, fyldes jeg af en ubærlig trang til at lægge mig ned og lade den massive støj skylle hen over mig som en kæmpe bølge,« fortæller Scott Sturgis mig under vores møde i East Village.
Med Merzbows imponerende bagkatalog på mere end 200 albums, skarpt forfulgt af andre japanske Noise-kunstnere, hvoriblandt de vigtigste hedder Aube og Masonna, er det let at konstatere, at Japan er Noise-scenens ubestridte kongerige.
»I Tokyo danses der til
Noise på byens natklubber,« svarer Scott Sturgis, da jeg spørger ham, om han tror på Noise-genrens kommercielle fodfæste, umiddelbart inden han går på scenen i East Village foran cirka 300 fremmødte tilskuere.
Converter live
Fra begyndelsen af koncerten opererer Converters musikalske ekstremiteter på et plan, hvor menneskelige kræfter virker latterligt ligegyldige. De brutale rytmer giver sammen med den nådesløse støjsfære associationer mod de værst tænkelige forestillinger om, hvordan menneskets magt elimineres af computer-teknologiens uhyggeligt voksende udvikling. En del af publikum vælger også at holde sig for ørerne under de mest ekstreme lydmæssige udskejelser.
Da sidste åndedrag fra Converters maskinstation forsvinder ud i det mørke rum, føles det næsten som et anti-klimaks at befinde sig i en koncertsal i East Village. Publikum står målløse og tomme, som var de forvandlet til robotter. Kort efter afløses stilheden af klapsalver.
Når Scott Stugis tænder op for sine infernalske støjmaskiner i Club Metropolis i morgen aften, har det danske publikum chancen for at opleve et af lyd-universets mest støjende galakser. Efter de sidste frekvenser har forladt maskinstationen, og det atter ånder fred i Stengade 30, kan man spørge sig selv, om grænsen for støjens indgreb i musikken mon ikke skulle være nået med nutidens ekstreme Noise-scene.
Eller hvad bliver det næste?

*Converter kan opleves i morgen i Stengade 30, Stengade 18, Nørrebro, København. Arrangør: Club Metropolis

nNiels Mark Pedersen er musikskribent og musikbibliotekar

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu