Læsetid: 10 min.

Den største glæde

Tour de France ligner på forhånd en tvekamp mellem Lance Armstrong og Jan Ullrich, og man skal kigge langt efter andre vinderemner, men forudsigeligheden i løbet er aldrig større, end at man hver dag kan glæde sig til muligheden for, at det uventede sker
6. juli 2001

(2. sektion)

Tour-optakt
Det mest spændende Tour de France, man kan forestille sig, er et løb, hvor ingen på forhånd kan udpege en sikker favorit, hvor den gule trøje angribes, forsvares, mistes, tilbageerobres og går på skift i de høje bjerge blandt en lille flok aspiranter til sejren, og hvor intet er afgjort før den sidste enkeltstart umiddelbart før afslutningen i Paris. Et sådant Tour de France har man hvert år kunnet drømme om før starten, men sådan har det ikke formet sig de seneste ti år, og varslet om et løb domineret af en enkelt rytter fik man den 19. juli 1991 på en vild etape over Pyrenæerne fra Jaca i Spanien til skissportsstedet Val Louron. Rolf Sørensen havde det år for ti år siden overtaget den gule førertrøje fra favoritten Greg Lemond allerede på løbets anden dag, efter at hans hold Ariostea havde vundet holdløbet, og danskeren, der således i år fejrer et sjældent jubilæum, beholdt trøjen, indtil han styrtede og udgik fire dage senere i den nordfranske kulby Valenciennes. Tempospecialisten Thierry Marie kørte med den i et par dage i fladlandet, inden Lemond planmæssigt overtog den igen efter den første enkeltstart i den bretonske by Alençon – men efter den for Lemond urovækkende detalje, at han ikke vandt enkeltstarten, men måtte se sig slået med otte sekunder af en ung Miguel Indurain.

Fatal krise
På den vilde 12. etape til Val Louron kom Lemond i fatal krise, da Indurain angreb sammen med Claudio Chiapucci langt fra mål og de efter et indforstået parløb delte rovet mellem sig efter den sædvane, som siden skulle blive Indurains. Italieneren vandt etapen uden sværdslag, mens spanieren erobrede den gule trøje, som skulle blive hans personlige ejendom de næste fem år.
Hvert år siden kunne man kigge sig forventningsfuldt rundt efter kandidater, der måtte kunne slå Indurain, og der blev spekuleret i de bittesmå svaghedstegn, han havde vist i løb lige inden Tour’en. De traditionelle væddemål inden starten, der på skift lod Chiappucci, Bugno og Rominger være mulige vindere, havde mere karakter af ønskedrømme end realitetstænkning, for efter hver eneste enkeltstart først eller midtvejs i løbet tog han trøjen og beholdt den til Paris. Egentlig ret kedeligt, skønt det ikke oplevedes sådan, for løbet er så meget andet end den gule trøje, og forventningerne til, at det uventede altid kan ske, er altid stærkere end visheden om, at det nok ikke gør det, og det er i den dagligt fornyede forventning, at løbet lever.
Således også i 1996, da Indurain stillede op som større favorit end nogensinde efter fem sejre på stribe, men på de sidste fire-fem kilometer inden målet i Les Arcs i Alperne blev ramt som ved et kølleslag af regn, kulde og vel mangel på sukker og med cyklen slingrende under sig nærmest måtte skubbes i mål. Luc Leblanc vandt etapen, men det var Bjarne Riis, der havde iscenesat angrebene på Indurain den dag, og efter at han havde iført sig den gule efter solokørslen til Sestriere og – ikke set siden Fignon i 1989 – angrebet i den på vejen til Hautacam, beholdt han den til Paris. Hvad nogen måske kan huske. Slut for Indurain – men sådan set også for Riis.

Gik død
Følgende ti-årets mønster råvandt Jan Ullrich i 1997 med ni minutters forspring til Virenque og 14 til Pantani, og det har kun været det på alle måder atypiske dopingskandaleår 1998, der har afveget fra mønstret, da Ullrich i piskende hagl og regn gik død på den næstsidste Alpeetape og måtte aflevere den trøje, han havde erobret og forsvaret i Pyrenæerne, til Pantani efter dennes angreb på Galibier og solokørsel til Les Deux Alpes.
Da Lance Armstrong vandt sin første Tour de France-sejr i 1999 grundlagde han den allerede på ottende etapes enkeltstart, og året efter på den tiende – Alpe-etapen til Sestriere – altså begge år inden halvdelen af løbet var kørt. Og det mest sandsynlige er, at således kommer det også til at gå i år, selv om vi som vanligt kigger os rundt for at finde én, der kan slå ham.
DR-radiosportens Peter Piil citerer i Tipsbladets Tour de France-guide Armstrong for at sige: »Lad os se det øjnene – hvis jeg kører lige så stærkt som i fjor, så vinder jeg sandsynligvis hvert år.« Texaneren fra Austin, der i sin ungdom, og før kræften ramte ham i 1996, optrådte aldeles uærbødigt over for ældre europæiske kolleger og førte sig frem med både ben og mund, behøver ikke længere at være en blærerøv. Det er en nøgtern konstatering af, hvad han selv ved sig i stand til, og hvad han kan iagttage hos konkurrenterne. I 1999 vandt han alle løbets tre enkeltstarter, og som han siger i sin på dansk nyligt udkomne selvbiografi, så havde kun tre ryttere gjort det før ham, »og de var tilfældigvis alle tiders tre største: Bernard Hinault, Eddy Merckx og Miguel Indurain. Jeg ville være blandt dem.«

Perfekt forberedelse
Heller ikke i bjergkørsel har Armstrong haft ligemænd de to foregående år. Jo, skiftende ryttere på enkelte etaper som Marco Pantani sidste år, men i stabilitet og uden nævneværdige kriser på bjergetaperne har han været usårlig.
Lance Armstrong kommer til Tour’en med en perfekt, målrettet forberedelse bag sig. Kaster man et blik på hans hjemmeside (www.lancearmstrong.com) kan man i hans træningsprogram for februar få et indblik i den systematik, han arbejder med. Overvåget af enten sin træner fra ungdommen, Chris Carmichael, eller US Postals sportsdirektør Johan Bruynel, står den på bjergbestigninger ved skiftende puls og med høj kadence. Meget tydeligt kunne man sidste år se, at Armstrong repræsenterer et stilskifte blandt nyere Tour de France-vindere. Indurain og Riis trådte – lige som Ullrich fortsat gør – meget store gear, mens Armstrong kører både enkeltstart og opad med en meget lettere gearing. Til gengæld er han så i stand til at hvirvle benene meget hurtigere rundt – op til 110 gange pr. minut – hvilket dels giver samme effekt, dels beskytter både mod tilsyring af musklerne og slidskader i knæene.
Gearingen og omdrejningsfrekvensen er et individuelt valg betinget af kropsbygning og temperament, men den lettere gearing og højere kadence er også kommet på mode, som man sidste år kunne se det på flere andre af feltets mest fremtrædende ryttere.
Franskmanden Christophe Moreau for eksempel, der var en stor tung enkeltstartsspecialist, men som har gjort formidable fremskridt i bjergene med den Armstrongske måde at træde på.

Ingen tilfældigheder
Lance Armstrong har fra sin sæsonbase i Nice cyklet Tour’ens stigninger igennem ikke én gang, men igen og igen, og alle træningens data er fra pulsur og den såkaldte SRM-krank computerregistrerede og studeret. Ikke et tråd er tilfældigt.
Timingen af Armstrongs formkurve er tilsyneladende også præcis. Da han i slutningen af april sloges med hollænderen Erik Dekker – som slog ham i tomandsspurten – om at vinde Amstel Gold
Race, kunne man for ham frygte, at han var i for god form for tidligt. Men hans kørsel og suveræne sejr i det nyligt kørte Schweiz Rundt viste, at han er, hvor han skal være i morgen, og han ikke er bange for at vise alle det. Alene ved sin selvsikkerhed og seneste resultater har Armstrong en psykologisk måske betydningsfuld fordel.
Om hans formodet nærmeste rival Jan Ullrich vides ikke så meget. Et træningsophold i Sydafrika før jul og et tilsvarende på Mallorca lige efter havde det formål at holde ham væk fra de julemadsfristelser, som hvert eneste år har sendt den sprængtalentfulde tysker ud på forårets landeveje med op til ti kilos overvægt. Således ikke i år. Han har vanen tro ikke vist noget som helst i sæsonens hidtidige løb, og hans deltagelse i Giro d’Italia gjorde han så meget til en træningstur, at det lignede en hån mod arrangørerne, for hvem han skulle have været et attraktivt islæt. Rygter siger tilmed at Ullrich skulle have formået at tage lidt på i vægt under de tre ugers Giro d’Italia, men trods det og en luftvejsinfektion nåede han da lige at køre en tredjeplads hjem på en svær etape. Men ikke meget kan man lægge i det, og i de løb, som alle Tour de France-ryttere bruger til sidste afpudsning og testning af formen lige op til, har han slet ikke deltaget. Hvad hans gamle holdkammerat og læremester Bjarne Riis har udtrykt mild forbavselse over. I stedet har Ullrich trænet i bjergene omkring hjemegnen i Schwartzwald, og det rakte i hvert fald til, at han i søndags kunne hjemføre det tyske mesterskab efter et udbrud med Telekom-holdkammeraten Erik Zabel.

Tour’ens stærkeste
På papiret mønstrer tyskerne et af Tour’ens stærkeste hold, men der har til det sidste været rummel om dets sammensætning. Sprinteren Zabel har krævet deltagelse af i hvert fald italieneren Fagnini, som er den, der skal køre ham frem i spurterne, og han er i tysk presse blevet citeret for, at han slet ikke ville køre med, hvis ikke han fik sin vilje. Det fik han ikke. Telekomcheferne Godefroot og Pevenage vragede Fagnini til fordel for en bjergstærk rytter til støtte for Ullrich, og det kan vel tolkes på to måder: At Ullrich har meget støttebehov eller er så stærkt kørende, at der udelukkende satses på ham. Zabel kører alligevel, men må i massespurterne nu klare sig, som han og holdet bedst kan uden specialisten Fagnini til at aflevere ham i gunstig position.
Også på anden led kan man forudse en rivalisering mellem Armstrongs US Postal og Ullrichs Telekom-hold. Armstrongs nære ven gennem mange år, Kevin Livingston, der de to seneste år har været hans loyale beskytter og trækkraft på bjergetaperne, skiftede før denne sæson til Telekom, hvor han skal udføre den opgave for Ullrich som han tidligere udførte for Armstrong.
»Det er, som hvis Colin Powell eller General Schwartzkopf var rejst til det kommunistiske Kina,« citerer Peter Piil Armstrong for at have sagt med tydelig irritation. Men klage har han vel ikke grund til: US Postal synes forstærket i forhold til sidste år med tilgang af den spanske klatrer og Vuelta-vinder Roberto Heras, der træder i Livingstons sted, og de ligeledes bjergstærke Josè Luis Rubiera, spanier, og Victor Hugo Pena, columbianer. Den sidste oven i købet en fremragende temporytter, der sidste år sensationelt vandt den første enkeltstart i Giro d’Italia.

Sej opad
Hvem kan ellers blande sig i tvekampen Armstrong-Ullrich? Francesco Casagrande fra Firenze, der var så uheldigt heldig at styrte på Giro d’Italias første etape og udgå med brækket håndled, inden det løb, han havde satset sæsonen på at vinde, blev skandaliseret og gjort betydningsløst ved politiets razzia før sidste afgørende bjergetape. Casagrande fik en skinne på håndledet og kunne med nyt mål for øje træne allerede dagen efter, og da styrtet var sket så tidligt i Giroen møder han frisk til Tour’en.
Casagrande toppede verdensranglisten, indtil Armstrong for få dage siden stødte ham fra pladsen. Han har ikke noget særligt eksplosivt antrit, men er sej opad, og på trods af at han ikke er nogen seværdig rytter eller stor personlighed, kan han blive interessant at følge på de fem store bjergetaper. Han kører ikke enkeltstart så godt, så
alene det handicapper ham som kandidat til den samlede sejr.
Sidste års overraskende nummer tre – efter Armstrong og Ullrich – den unge basker Joseba Beloki har skiftet hold fra Festina til det stærkere Once, hvor han har afløst Abraham Olano som kaptajn. Et styrt i foråret satte ham en måned tilbage i forberedelsen til Tour’en, men med sejren i det nyligt kørte etapeløb i Katalonien gav han fornyet næring til sine ambitioner om en plads på podiet igen. Som vist under Tour’en sidste år – og i Katalonien – er Beloki en komplet rytter, der er bygget til at klatre, men som også kører en hurtig enkeltstart. Hos Once, der traditionelt satser stærkt på den holdkørsel, der også er på programmet i år, har Beloki tilmed den fordel, at det næppe er her, han vil komme til at sætte tid til.

Rimeligt dansk hold
Det var Once, der sejrede i holdkørslen sidste år, og det bragte Laurent Jalabert to dage i den gule trøje. Nu kører franskmanden dansk, og en gentagelse er næppe sandsynlig, selv om det nydøbte CSC Tiscali mønstrer et hold, der trods Bo Hamburgers dopingudelukkelse og mange skader ser rimeligt ud. Både til holdkørslen og til mulige etapegevinster. Den disciplinerede, ukrukkede og på holdet meget vellidte franske førstemand er kommet sig forbløffende efter sit fald fra en stige i februar, og hans kørsel i Schweiz Rundt tyder på, at han ikke mangler meget i at være ved fuld og gammel styrke.
Omkring sig har han lillebroderen Nicolas, og de to spanske hjælperyttere Francisco Cerezo og Marcelino Garcia, som begge er kommet i stald hos Riis på Jalaberts anbefaling. Fem danske ryttere er på holdet, efter at Nicolai Bo Larsen efter sidste søndags DM fik den sidste billet. Den nykårede danske mester Jakob Piil, evigtuheldige Michael Blaudzun, der i fjor var bedste dansker, indtil han styrtede på Mont Ventoux og udgik, talentet Nicki Sørensen og veteranen Rolf Sørensen. Alle indstillede på at arbejde loyalt for Jalabert, men hver især med muligheder for at kunne lave ravage på en etape. Sådan lyder det i hvert fald inden de første pedaltråd.
Når først løbet er i gang, sker der altid noget uventet, og i forventningen til det lever både løbet og vi, der skal leve med i det de næste tre uger. Kun en ting er sikkert: Med alle fem bjergetaper samlet på seks dage – med kun en illusorisk hviledag mellem Alperne og Pyrenæerne – og alle afslutninger i højden, bliver det mere koncentreret hårdt end set i mange år.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu