Udstilling
Når man endelig får sig flyttet helt til Ålborg, er det hver gang en overraskelse at opleve, hvor flot et sted Nordjyllands Kunstmuseum er. Især på sådan en fuldmoden midsommerdag, hvor lyset vælter ind og ved hjælp af Saltos genialt nedsænkede loftpartier kastes ned i salene for her at kulminere i et overdådigt indendørs lys. Et lys, som ikke blot klæder bygningen men også kunsten i rummene og især nærværende særudstilling Invitation til en kop mælk og alt godt fra Poul Gernes, hvis monumentale farvekunst ikke kunne præsenteres skønnere noget andet sted i landet, selv lamperne i lofterne synes at være skabt til lejligheden.
Glade farver
Gernes (1925-1996) udtrykte en ambition om at være folkelig, imødekommende og venlig, at kunsten nok er højtidelig men ikke selvhøjtidelig, og at glade farver skaber venlige rammer og glade mennesker.
Forhåbentlig nyder han synet og bliver glad deroppe på sin sikkert meget lyserøde sky! For det kører rigtig godt i de store sale, hvor kulørte striber, cirkler og prikker i tusindvis rammer en lige i synet med en energi, som simpelthen kalder det brede smil frem, mens man vender og drejer kroppen i alle retninger for at lade sig bestråle af spiraler og mønstre veloplagt sammensat og ophængt tæt fra gulv til loft.
Gernes havde sin vision på plads allerede dengang han i 60erne på Eks-skolen blev det samlende midtpunkt for en gruppe nysgerrige og
ambitiøse kunstnere som Bjørn Nørgaard, Richard Winther og Per Kirkeby. Han vidste, hvad han ville med en farvens kunst, som på en gang var enkel og ligetil i bred folkelig forstand og dernæst ved sin konsekvens og skala, banebrydende også i snæver kunstfaglig sammenhæng.
Overflødighedshorn
Som titlen siger, er der her tale om et overflødighedshorn af en udstilling, der som et kalejdoskop sætter fokus på Gernes værk fra 1962 til 1996.
Nedslaget starter der, hvor Eksskole-folkene under indflydelse af amerikansk minimalisme og popkunst, bryder med dansk konstruktivisme, hvilket for Gernes, betyder identifikation med minimalisternes dyrkelse af det metodiske, systemer og konceptet frem for det personlige udtryk. Popkunstens fascination af massekultur og reklameindustri smitter af som farveglæde, banalitet og følsomhed over for det isolerede tegns udstråling. Dette er mest synligt i de tidlige objekter, der som så mange samtidige, netop udstråler den nyvundne frihed og det form- og farveoverskud, som poppen afstedkom i sin uskyldige barndom.
Fuld skala
De monumentale masoniteserier, der i udstillingen hænger gulv til loft, kvadrat ved kvadrat i op til 50 enheder, dyrker begge principper, men de er samtidig manifeste på en måde som dels understøtter den kunstneriske selvopfattelse om en sag og et værd, og desuden er det resultatet af en realistisk fornemmelse, for at netop skalaen er afgørende for en kunst, der ligger så tæt på andet kendt billedmateriale.
Når man låner fra populærkulturen for at skabe nyt, er det nødvendigt at matche den på en eller anden måde, hvis de to overhovedet skal kunne sammenlignes. Overfor værket bliver ideens postulat til virkelighed, og man mærker på egen krop, hvordan energien fra én strålende farveform vokser proportionalt med antallet af variationer og i selskabet med beslægtede størrelser. Som billedkunstner har Gernes været centrum i et selvgenererende flow af form og farve, og hans vision var, at det er muligt at viderebringe oplevelsen via værket til beskueren. Han investerede og insisterede i fuld skala og fik ret.
Poul Gernes blev ikke som Bjørn Nørgaard kongelig hofleverandør af moderne kunst, men i stedet blev han leverandør til det danske folk.
Som professor ved Skolen for mur og rum ved Kunstakademiet i København stod han fadder til en farvesætningsvision, som satte sine kulørte spor over det ganske land. Han fik betydning for mange, men ingen kan i dag male en blomst på en væg med samme overbevisning, som Gernes dengang kunne.
*Invitation til en kop mælk og alt godt fra Poul Gernes. Nordjyllands Kunstmuseum. Kong Christians Alle 50, Ålborg. Ti.-sø. 10.-17. i jul. og aug. åben alle dage. Til 16. sep.
*Rigt illustreret farvekatalog (Hardcover) 157 s., 200 kr. Redigeret og layoutet af udstillingsarrangør Erik Steffensen