Læsetid: 2 min.

Strid i Bayreuth

Sidste uge åbnede de 90. Wagner-festspil i Bayreuth. Bag scenen udspiller det virkelige drama sig
31. juli 2001

Festspil
BERLIN – Åbningen af årets Wagner-festspil i Bayreuth onsdag blev igen i år en rigtig Tysklands-begivenhed. Talrige fotografer og tv-hold stod parat for at fotografere prominente premieregæster på vej ind til den fem timer lange opførelse af ’Die Meistersinger von Nürnberg’.
Richard Wagner skal opleves i Bayreuth, mener komponistens fans. De lader sig tålmodigt skrive op til billetterne – og tålmodighed er påkrævet, ventetiden på en plads i salen er i øjeblikket otte år. Hos anmelderne er stemningen mere forbeholden. De mener at den 125 år gamle institution er stivnet i formen og kræver jævnligt fornyelse. Grunden til forsteningen ser anmelderne hos lederen af festspillene, den 81-årige Wolfgang Wagner, Richard Wagners barnebarn. Men Wolfgang har ikke tænkt sig at rømme pladsen, før han er sikker på, at hans kone Gudrun overtager ledelsen. Til datteren Eva og niecen Nikes store forbitrelse.

Wagner-dramaet
Et familieforetagende har Bayreuths Wagner-festspil været alle dage. Bedstefar Richard komponerede og grundlagde operahuset. Den 13. august 1876 åbnede han det første festspil med
’Rheingold’. Efter hans død (1883) overtager fru Cosima ledelsen og giver siden festspillene til sønnen Siegfried (1906). Efter Siegfrieds død (1930) overtager hans engelskfødte kone Winifred ledelsen. Hun indleder den nære kontakt til Adolf Hitler, som endnu i dag belaster komponistens eftermæle.
Efter Anden Verdenskrig beslaglægger amerikanerne operahuset, og det lykkes kun Wagner-børnebørnene Wieland og Wolfgang at vriste det fri ved at love, at Winifred ingen indflydelse får mere.
Wolfgang tager sig af det administrative, mens Wieland som kunstnerisk leder begynder at befri navnet Wagner fra nazismens slagskygge (1951). Men Wielands karriere bliver kort. Han dør i 1966, og Wolfgang overtage hele ansvaret for familiearven. Wolfgang har kontrakt på livstid og lader sig skille fra sin første kone, Ellen, så han kan gifte sig med sin nærmeste medarbejder, Gudrun, og nu tager dramaet fart:
I 1999 meddeler Wolfgang, at han er indforstået med, at Richard Wagner Stiftelsen begynder at se sig om efter hans efterfølger. Wolfgang har Gudrun i tankerne, men hans datter Eva har aldrig accepteret skilsmissen, og da stedmoren nævnes som fremtidig leder, protesterer hun forbitret. Eva søger stillingen, og også Wielands datter Nike melder sig som kandidat. Stiftelsen peger på Eva, Wolfgang afviser. Bayerns kulturministerium forsøger at presse ham væk ved at true med at beskære det offentlige tilskud til festspillene, men Wolfgang har en trumf, livstidskontrakten.
Her står dramaet i dag.
Ved årets festspil-pressemøde fremlagde Wolfgang Wagner planerne for de næste ti års opsætninger.
»Men det er definitivt sidste gang jeg selv sætter iscene,« lovede han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her