I 1994 forbyder den britiske regering technoraves, fordi den anser techno for at være farlig. I år 2001 udgiver en gruppe kunstnere bogen Pleasure Prison 2001, der vil afskaffe technoen, fordi den ikke er farlig nok. Hvorfor er techno så provokerende?
Techno er den første musikalske genre, der består af 100 procent maskinskabte lyde. Historien starter i 1975, da den tyske gruppe Kraftwerk slår igennem med en kold, maskinagtig popmusik, der er betydeligt mere rendyrket industriel end nogen andre udtryk for de følgende års europæiske elektrobølge. Den lyd får i begyndelsen af 80erne tre unge mænd fra Detroit til at spærre ørerne op: Juan Atkins, Derrick May og Kevin Saunderson. Lige ovre på den anden side af Lake Michigan, i Chicago, spirer housemusikken frem i trodsig forlængelse af diskoen. Men mens house-pionerer som Ron Hardy og Frankie Knuckles bruger synthesizere til at lægge en hårdere kant på diskoens varme, dybe bund, går Detroit-trioen mere radikalt til værks: deres musik skal kun bestå af maskiner. Ingen tradition, ingen organisk videreudvikling af eksisterende former, ingen genkendelsens glæde for det dansende publikum.
I Årtiet, hvor de store fortællinger brød sammen, blev technoen den musikstil, der vendte verden ryggen og skrev sit eget formsprog. Diskoens ekvilibristiske Travolta-showoffs havde for alvor gjort dansegulvet til scene for andet og mere end velkoreograferede parringsritualer, men det blev technoen, der tog skridtet ud og opløste pardansen til fordel for de store masser af dansende unge, alene og sammen på samme tid. For nogle var techno-dansegulvet det ultimative egotrip, hver deltager alene i sin verden; for andre blev techno-livsstilen til den totale opløsning af nattelivets, blære-80ernes og karriere-90ernes selvpromovering til fordel for den store, ekstatiske masse.
Da techno for alvor kom til Europa, blev det hånd i hånd med det nye modestof ecstasy, der med sin lykke- og dansefremmende effekt af fans blev kaldt for the we-drug i modsætning til målrettede, egounderstøttende jeg-stoffer som speed og kokain. På den spanske ferieø Ibiza voksede en frodig dansekultur frem, hippiepsykedelisk og højkommerciel på samme tid. Og i England blev technokulturen til en ungdomsbevægelse, der brugte weekend efter weekend på at rejse til store udendørs raves. Noget tydede på, at en hel generation var i fuld færd med at stikke af fra hverdagen og virkeligheden.
I 1994 vedtog den konservative britiske regering en særlov mod technoraves. Grupper på over ti personer, der så ud til at vente på et udendørs rave, og grupper på over to personer, der så ud til at være i gang med at forberede et, kunne nu idømmes op til tre måneders fængsel. Et rave var en udendørs forsamling på over 100 mennesker, som hørte høj musik i lang tid, og lovteksten understregede, at musik inkluderede lyde, der helt eller hovedsageligt var kendetegnet ved en længerevarende udsendelse af gentagne pulsslag.
Særloven lignede et udslag af desperation og skyldtes, at det for autoriteterne blev mere og mere ubærligt at se en hel generation forsvinde ind i en ekstatisk verden, der på mange måder lå hinsides de voksnes forståelse. Stofferne blev skræmmebilledet, men lige så forstyrrende var technomusikken selv, i dens afstandtagen til enhver form for (melodisk og narrativ) repræsentation til fordel for den rene abstraktion, rytmisk og musikalsk. I langt højere grad end nogen anden musikform (selv ikke 80ernes brølende heavy metal) var technoen med dens endeløse repetitioner for forældregenerationen umulig at holde ud at høre på. Men på dansegulvet virkede den. Imidlertid er skridtet ikke langt fra det rendyrkede, oprørske kunstsprog til den dødsstivhed, der degenererer i sin egen eskapisme. Som andre lart pour lart-bevægelser før den har også technoen så småt mistet sit drive, den kunstneriske indignation, der har gjort den til et af de sidste 20 års mest radikalt betydningsfulde, musikalske udtryk. Som teknologibegejstring er den blevet mainstream, og salgsmæssigt har den på mange måder sejret sig ihjel.
I takt med, at et nyt politisk engagement vokser frem i årtusindskiftets ungdomsgeneration, spirer også oprøret mod techno. For eksempel i den danske bog Pleasure Prison 2001, som omtales på side 7 i dagens avis. Her protesterer en række kunstnere, som selv har modtaget en stor del af deres kulturelle opdragelse gennem technokulturen, mod den bevidstløshed, der rammer en kultur, som har fået det for godt. Og på de europæiske dansesteder har den mere eklektiske housemusik, der remixer traditionens brudstykker sammen til et nyt og originalt udtryk, vundet mere og mere indpas.
Er housemusikken mindre berøringsangst over for den musikalske tradition, vil stort set ingen populærmusikalsk genre dog kunne sige sig fri for det fingeraftryk, technoen har sat ved for alvor at tage det teknologiske samfunds virkemidler i brug i kunsten. Nu tyder noget på, at technokulturens børn er klar til at bruge disse virkemidler til mere end blot at stikke af.
