Læsetid: 4 min.

Terror-turisme i Belfast

Nu hvor terror-grupperne i Nordirland holder våbenhvile, kan der tjenes turistpenge på tidligere tiders vold.
19. juli 2001

BELFAST – Allerede hele og halve timer før afgang er der en strøm af interesserede, som henvender sig til Dennis O’Neill for at høre om hans turisttur rundt i Belfast – Millennium Tour, som den kaldes, eller tusindårsturen.
Egentlig har den ikke en pind med årtusindskiftet at gøre. Det er bare et navn, der lyder godt, synes busselskabet.
I realiteten er der tale om en terror-tur, selv om man godt nok også får sig en lille sightseeing omfattende f.eks. rådhuset og det nyligt opfriskede kvarter nede omkring havnen. Men i realiteten er der tale om terror-turisme rundt i de af Belfasts kvarterer, hvor turister ellers aldrig kom, og som i høj grad er præget af den sekteriske vold mellem protestanter og katolikker.
»Vi startede i 1994 i problemområderne,« siger Dennis O’Neill.
Det vil sige det år, hvor de ledende protestantiske og katolske terror-grupper først indførte deres våbenhviler.
»For når turisterne kom her, så ville de se de kvarterer. De havde jo set dem på TV og læst om dem i aviserne. Men det var først muligt at gøre den slags efter våbenhvilerne. Før dem var det simpelt hen for risikabelt,« siger Dennis O’Neill.
Han siger, at alle buschaufførerne holder sig strikt neutrale i konflikten.
»Jeg har haft folk, som er kommet op til mig bagefter og har sagt, at de ikke kunne finde ud af, om jeg var katolik eller protestant. Når de spørger, siger jeg bare, at jeg er buschauffør,« fortæller Dennis O’Neill.

Populær tur
»Hvis de så presser mig, siger jeg, at buschauffører er en helt specifik etnisk gruppe her i Nordirland.«
Turen er klart populær. På en flad, regnfuld lørdag for nylig var der en 30-40 turister med.
Sheila Caine var en kende betænkelig. Hun bor i dag et andet sted i Nordirland, men har tidligere boet på Shankill Road – protestanternes højborg.
»Egentlig har jeg ikke lyst til at se den igen,« siger hun om sin tidligere adresse.
Men hun kunne åbenbart alligevel ikke styre nysgerrigheden efter at se, hvordan der nu ser ud efter våbenhvilerne.
Mark Rice fra USA har ikke samme kvababbelser. Han vil simpelt hen gerne se de bykvarterer, han har hørt og set så meget om.
»Det ville da være sært at tage helt til Belfast og slet ikke se dem,« siger han.
Så svinger bussen ud fra kantstenen og sætter kurs først rundt i Belfast centrum og dernæst ud til de notoriske Shankill Road og Falls Road områder, hvor henholdsvis protestanter og katolikker er tørnet sammen i årevis.
»Velkommen til Shankill,« siger chaufføren Michael sarkastisk, da vi passerer en gavl med et kæmpestort murmaleri, som forestiller to sorte maskerede mænd med maskingeværer.
Chaufføren udpeger kantstenene på fortovene, som er malet i røde, hvide og blå farver.
»Det blå står for den kongelige families blå blod. Det røde står for det blod, som er blevet spildt i løbet af de mange krige i Europa. Og det hvide står for fred og enhed,« fortæller han.
»Men her i hjertet af protestanternes land er det som om, symbolikken har ændret sig noget fra den oprindelige. De røde, hvide og blå farver, der jo går igen i Union Jack, det britiske flag, symboliserer her først og fremmest, at det protestantiske flertal i Nordirland med djævelens vold og magt vil beholde provinsen sammen med Storbritannien. Det er den ’enhed’, de vil forsvare med deres blod.
Nøjagtig samme symbolik findes ovre hos katolikkerne. Her er farverne bare grønne, hvide og orange – farverne i det irske flag.
Chaufføren fortæller, at oprindeligt symboliserer grønt de irske katolikker, orange står for de irske protestanter, og hvidt betyder også her fred og enhed. Men som farverne bruges her, er der ganske enkelt tale om, at man giver udtryk for sit hede ønske om at slippe fri af Storbritannien og blive slået sammen med resten af øen, Republikken Irland.

Som Berlinmuren
Turen går forbi de såkaldte fredslinier, dvs. barrikader, der adskiller protestantiske og katolske kvarterer. Der er gitterporte mellem kvarterene, som lukkes hver aften, så man ikke kan passere den vej.
»Det er jo ligesom Berlinmuren,« siger den amerikanske turist fra før og ryster på hovedet.
Vi kommer forbi murmalerier i massevis, det ene mere frygtindgydende end det andet. Eller monumenter, der skal mindes de døde på hver side.
Her er kirkegårde med pigtråd om og politistationer, der ligner små fæstninger fra middelalderen. Omend med moderne overvågningsudstyr.
Og vi får udpeget en moderne beboelsesblok, hvor den britiske hær bruger den øverste etage, for derfra kan den overvåge et af de katolske kvarterer, hvor undergrundshæren IRA plejede at holde til. Det gør den for så vidt stadig, for nok er der våbenhvile, men det politiske selvstyre, som Nordirland skulle have, er ikke stabilt, og IRA har stædigt afvist at begynde at afvæbne.
Så den britiske hær er stadig til stede på øverste etage med den næste etage helt tom for at sikre sig imod, at nogen skulle snige sig ind og sprænge en bombe.
Godt nok er det måske et sundhedstegn, at den gamle terror i Belfast er blevet en turistattraktion, men turen gør det umisforståeligt klart, at selve konflikten mellem de nordirske protestanter, briterne og katolikkerne på ingen måde er forbi. Det kan godt være, at den udkæmpes med andre, mindre voldelige midler, men Shankill Road og Falls Road i Belfast ligner ikke steder, hvor forsonligheden har gode vilkår for at trives.

*Dette er den tredje artikel i en serie om det liv, der udspiller sig i Nordirland ved siden af konflikten mellem katolikker og protestanter. Tidligere artikler blev bragt d. 12. og 17. juli.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu