Læsetid: 3 min.

Trimedial sansefest

6. juli 2001

(2. sektion)

Hvem sagde, at man ikke kan være i Roskilde og Sydlondon på én gang?

Radio
Sommerens første udgave af det charmerende betitlede Campingstolen på P1 blev sendt mandag kl. 12.20 og handlede om livet som freelancer. Redaktionen havde inviteret Informations – næsten – helt egen Klaus Lynggaard i studiet som ekspert i kraft af en solid freelance-erfaring, som for skrivespirer var både ret inspirerende og let nedslående at lytte til. For samtalens tema (bortset fra det uløselige lønproblem) var det nedslående faktum, at en freelancer aldrig har fri. Lynggaard påstod, at han havde lært at administrere sin tid (jeg er mistroisk); noget tydede på, at det var det sværeste af alt. Deadlines holder aldrig fri.
Imidlertid kan man jo også bare vælge at se på sit freelanceliv på en helt anden måde: Man har aldrig fri, men man er heller aldrig rigtig på arbejde.
Således bød slutningen af sidste uge på et par af de der rigtig gode dage, hvor man kunne sætte sig ved sit skrivebord og skrive på sin computer samtidig med, at man så Wimbledon i fjernsynet og hørte transmissioner fra Roskildefestivalen på P3.
Jeg ved ikke, om det er det, Danmarks Radio mener med den trimediale sendeflade, men det fungerede i hvert fald strålende: arbejde og fritid, produktion og konsumption i én skøn forening.

Ud i det blå
Nu har live-rockmusik jo altid haft det problem, at det kun lyder godt, hvis det er så højt, at man ikke kan høre noget. Det har efter min mening altid været et betydeligt handicap ved både livealbums og transmissioner, at man med teknologiens hjælp desværre alt for godt kan høre, at forsangeren i det optrædende band som regel synger ud i det blå uden at være i stand til at høre så meget som tonearten i sit akkompagnement.
Når dét er rigtigt slemt, hjælper det altså ikke, at musikerne i øvrigt er nok så inspirerede af at fyre den af i samspil med et begejstret publikum.
Problemet skyldes vel noget teknisk med monitorerne, som muligvis er ved at blive udbedret, for det synes mig trods alt, at lydkvaliteten er blevet væsentligt forbedret i de mange live-transmissioner, P3 har sendt i de sidste par år.
I Roskildedækningen svingede det lidt mellem skidt og kanel, men tilrettelæggerne havde klogeligt været opmærksomme på, at rockkoncerter, og ikke mindst dem på Roskilde, er så meget mere end musikken. De er også glade mennesker, øl og joints, spændt forventning, skuffet kritik og mudder på støvlerne.

Kærlighed i luften
Derfor (og muligvis fordi mere havde været for dyrt i rettighedspenge) sendte P3 kun et par numre fra hver koncert og vekslede med interviews og reportager rundt om fra festival- og campingpladsen. Det hele var meget stemningsfuldt, og det lød virkelig, som om der var kærlighed i luften, så jeg greb mig selv i at sidde og blive helt Roskilde-nostalgisk.
Og så må man jo midt i alt det P3-brok, der ikke mindst er kommet ud af denne anmelder, indrømme, at både Wimbledon- og P3-dækningen er strålende eksempler på, hvor praktisk det kan være at tilrettelægge udsendelser på flere kanaler ad gangen, så man kan rydde et ordentligt antal timer til store begivenheder.
DR sendte sammenlagt op mod et par døgns radio fra Roskilde, og det var ikke en time for meget. Det hele virkede let og afslappet og må i virkeligheden have været et kæmpe job at producere. Så tak for indsatsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her