Læsetid: 4 min.

De unge døde og de levende

Hvorfor døde så mange af 1960’ernes største musikalske profiler, og hvorfor er dødsraten dalet så markant i vore dages populærmusik?
5. juli 2001

Tilbage til 60’erne
Hippietidens energiske, livsbekræftende og frem for alt eksperimenterende rockmusik blev skabt af musikere, som mere eller mindre bevidst ’kørte den helt ud’. Steppeulvene havde i efteråret 1967 udsendt singlen Du skal ud hvor du ikke kan bunde, og det slogan lod til at gælde for mange af tidens internationale musiknavne.
Musikken – og drivkraften bag den – havde hovedrollen, men den blev godt hjulpet på vej af de enorme mængder hash, dope og sprut, der undervejs blev indtaget i selskab med feststemte kollegaer, rygklappere og groupies. Tilværelsen var som en endeløs fest, der begyndte på ny hver dag.

De faldt på stribe
Men man kan nu engang ikke konstant leve med 240 km/t, ligesom man heller ikke kan feste evigt. Den hyldest til livet, som den psykedeliske musik først og sidst var, blev efterhånden også en hyldest til døden. I hvert fald faldt mange af de personligheder, der havde gjort 1960’erne til det, de var, én efter én fra.
Brian Jones fra Rolling Stones druknede i 1969 under mystiske omstændigheder, Janis Joplin døde i 1970 af en overdosis heroin, Jimi Hendrix blev samme år kvalt i sit eget opkast og Jim Morrison fra The Doors døde i 1971, angiveligt af et hjerteslag. Pink Floyd-forsangeren Syd Barrett forlod gruppen i 1968 efter at have pådraget sig en varig lsd-psykose, mens Beach Boys’ kreative leder Brian Wilson bukkede mentalt under efter et for stort arbejdspres. Og på den hjemlige musikscene begik Eik Skaløe fra Steppeulvene samme år selvmord.
Den utrolige mængde kreativitet, indignation og rene og skære energi, som gennemstrømmede musikken i disse år, ændrede rockmusikkens indhold og status en gang for alle – intet var det samme bagefter. Men for nogle var prisen meget høj.

De store visionære
De muligheder, som rockmusikken anno 1966/67 stod over for både musikalsk, tekstligt og studieteknologisk, blev af de nye musikere udnyttet til fulde. Bagved lå den tanke, at musik dybest set var et medie for kærlighed og fællesskab mellem mennesker. Og samtidig kunne den give lytteren nye indsigter både i sig selv og det omgivende kosmos, og i det godes og ondes væsen. Måske var det her, at bordet fangede for musikerne.
Deres lidt ældre kollegaer havde kun få år tidligere været betragtet i offentligheden som rene og skære håndværkere, der kunne tidens popschlagere forfra og bagfra, og som vidste, at publikum kun var tilfredse, når der efter to hurtige numre hver gang kom et langsomt. Men nu var musikken blevet kunst, musikerne kunstnere, og publikum forlangte anderledes krævende virkemidler. Musikken og teksterne skulle være originale, eksperimenterende og udfordrende, og især forsangerne måtte gøre, hvad de kunne for at forløse musikkens kunstneriske kvaliteter.
For de bedste af dem, f.eks. Jim Morrison, lykkedes det til fulde. Han var en mystisk, visionær fortæller, hvis sjæl hørte hjemme i en anden verden. Selvom han sang fremragende, havde han mere rod i ordets end musikkens verden og var åndelig set mere i familie med Arthur Rimbaud og Walt Whitman end med Elvis Presley og Bob Dylan. Og selvom Jimi Hendrix nok var bluesmusiker af sind, talte hans musik mere til universet og stjernerne end til den fattige nigger på gaden.
Kunstnere som disse blev næret af deres egen flamme, og de endte derfor med at brænde sig selv op. Whiskyen, lsd’en og berømmelsens beruselse var ikke andet end lidt ekstra ved til bålet.

Kunstnertypen
Siden den psykedeliske musiks guldalder i de bekymringsløse og tragiske 1960’ere har mange andre musikere gennem tiderne ligeledes brændt sig selv op – tænk blot på Kurt Cobain og Jeff Buckley. Men denne særlige musikertype har været et særsyn i de senere års musik.
Kunne man forestille sig en Thom Yorke fra Radiohead, en Björk eller for den sags skyld electronica-kunstnere som Moby eller Aphex Twin brænde sig selv op, endsige dø af en overdosis? Ikke rigtigt. Eller kunne man forestille sig, det ville ske for stjernerne på de sorte hiphop- og r’n’b-scener? Heller ikke. Den indre glød er ikke nødvendigvis mindre her, og vreden og ekstasen kan sagtens have samme omfang. Men vi opfatter ikke i samme grad som tidligere disse musikere som kunstnere. For vi har ikke længere – i hvert fald ikke i øjeblikket – brug for visionære, ekstatiske kunstnere, der kan tage os helt ud i galakserne.
I stedet vil vi meget hellere høre engagerede, vedkommende sange eller energiske elektroniske udslip frembragt af musikere af kød og blod og med pæren i orden. Vi tænker heller ikke længere alt for meget over, hvad der nu er ’kunst’, og hvad der ikke er. Hvorfor skulle vi dog det? Hvis man nu har lyst til at høre klam og klæbrig europop efter at have lyttet intenst til Joy Division, og når både vennerne og selv kritikerne efterhånden synes, at det er i orden?
Jo, ’dengang i 60’erne’ er i høj grad stadig ’dengang i 60’erne’.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu